Ny undervisningsserie: To verdener
Jesus kom for at frelse os
I denne fjerde artikel baseret på Graham Powells bog om de to verdener, fortæller han beretningen om Jesu liv frem til korsfæstelsen.
Hele tiden foregik der en kamp i den åndelige verden, og Satan prøvede mange gange at få ram på Jesus.
på fortovet i Sydney i ly af mørket. Han fortæller også om de himmelske væsener, og hvad Satan gør for at ødelægge os.
Allerede kort efter Jesu fødsel prøvede Satan – gennem menneskelige redskaber – at få ram på ham.
Præsten Zakarias blev chokeret, for dér til højre for røgelsesalteret i templet stod ærkeenglen Gabriel.
Gabriel fortalte Zakarias, at hans hustru, Elizabeth, skulle føde en søn, som skulle hedde Johannes. Drengen ville være fyldt med Helligånden fra sin mors liv, og Gud ville bruge ham til at vende mange israelitter om til Gud.
Johannes ville blive forløberen for den lovede Messias.
Seks måneder senere kom Gabriel med et budskab til den unge Maria, som boede i Nazareth. Gabriel fortalte Maria, at hun skulle undfange og føde en søn, som hun skulle kalde Jesus. Han skulle blive kaldt Den højestes Søn, og der skulle ikke være ende på hans herredømme.
Maria indvendte, at hun var jomfru, og ikke kunne forstå, hvordan det kunne lade sig gøre. Gabriel svarede:
»Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. Intet er umuligt for Gud.« (Luk. 1:35-37)
Nu tog Maria af sted for at besøge Elizabeth og Zakarias. Idet Maria hilste på hende, kunne Elizabeth mærke, at hendes baby sprang af glæde, for både hun og barnet var fyldt med Helligånden.
På et tidspunkt gik Maria til sin forlovede, Josef, for at fortælle, at hun var gravid. Josef var chokeret, fordi han troede, det betød, at Maria havde været ham utro. Men en engel fortalte ham, at det barn, Maria ventede, var blevet til ved Helligånden, og at han skulle frelse sit folk fra deres synder. (Mat. 1:20-21)
Derpå giftede Josef sig med Maria, men de havde ikke sex med hinanden, før barnet var blevet født.
Josef og Maria rejste fra Nazareth til Betlehem for at blive registreret i den folketælling, som var beordret af kejser Augustus. Mens de var der, fødte Maria Jesus.
Skabelsens Gud kom ind i menneskers historie i en fjern stald mellem dyrene, fordi alle Betlehems gæsterum var fulde på det tidspunkt. På den nærliggende mark var der hyrder, som vogtede deres får, da en engel fra Herren pludselig viste sig for dem:
»Vær ikke bange!« sagde han. »Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. (Luk. 2:10-11)
Hyrderne skyndte sig hen for at se dette enestående barn, og de fortalte Maria og Josef, hvad englen havde sagt. Derpå vendte de tilbage til deres får, mens de priste Gud for alt det, de havde set og hørt.
Efter Jesu fødsel kom nogle stjernetydere fra Østen til Jerusalem, hvor de opsøgte kong Herodes for at spørge, hvor jødernes nyfødte konge var.
Herodes blev meget foruroliget og samlede alle sine ledende præster og skriftkloge, for at udspørge dem om, hvor Messias skulle fødes. Profeten Esajas havde sagt, at barnet skulle fødes i Betlehem i Judæa. Det sagde Herodes til vismændene, og han bad dem fortælle ham, hvor barnet var, så han selv kunne tilbede det.
Vismændene fulgte stjernen og fandt Jesus. De faldt ned for ham og tilbad ham. Men Gud advarede dem mod at vende tilbage til Herodes, så de rejste hjem ad en anden vej.
Nu fik Josef i en drøm besked om at tage Maria og Jesus til med Egypten, fordi Herodes ville dræbe barnet. Da Herodes blev klar over, at han var blevet snydt af vismændene, blev han rasende og sendte soldater til Betlehem for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder.
Folkemordet foregik ved menneskehænder, men der findes usynlige, sataniske kræfter, der prøver at få mennesker til at slå hinanden ihjel. For Satan gjaldt det nemlig om at udrydde den, som skulle knuse hans hoved.
Bibelen fortæller os kun ganske lidt om Jesu barndom.Lukas siger kort og godt:
Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.
Også Jesu fætter Johannes voksede til. Han boede i ørkenen, indtil han trådte offentligt frem i Israel. Så begyndte Johannes at prædike, at mennesker skulle omvende sig og lade sig døbe for at få syndsforladelse.
Han var en frygtløs prædikant, som udfordrede alle til at vende om og leve på en ny måde. Til nogle mennesker sagde han: Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf?
Når mennesker spekulerede på, om han var Messias eller ej, sagde Johannes bare:
Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.
Han vil døbe jer med Helligånden og med ild. Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner.
Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild. (Luk 3:16-17)
En dag kom Jesus og bad om at blive døbt af Johannes. Det var ikke, fordi Jesus havde nogle synder at bekende eller angre, men som en retfærdighedshandling.
Dåben symboliserer, at det gamle liv med synd og selviskhed må dø, og at vi står op til et nyt liv for Gud og med Guds kraft.
Da Jesus var blevet døbt, faldt Guds Ånd på ham i skikkelse af en due, og han blev fyldt med Helligånden. Så talte Gud Fader fra himlen. Han forkyndte for alle, at Jesus var hans elskede søn, som han var fuldt ud tilfreds med.
Efter dåben og modtagelsen af Helligånden blev Jesus af Ånden ledt ud i ørkenen for at blive fristet af djævelen. Jesus fastede i fyrre dage i ørkenen, og Satan kom for at friste ham og forsøgte at få ham til at falde.
I begyndelsen var det lykkedes for Satan at få Adam og Eva til at falde i synd, og nu forsøgte han at forføre den anden Adam. Det er vigtigt at huske på, at Jesus kom til verden som et menneske. Han levede som et menneske, der var totalt afhængig af sin himmelske Far. Filipperbrevet 2:6-7 siger:
Han var lig med Gud,
og havde ret til at fastholde den lighed.
Dog gjorde han ikke krav på sin ret,
men gav afkald på sin guddomsmagt,
tog tjenerskikkelse på og blev menneske.
I to af de tre fristelser prøvede Satan at så tvivl i Jesu sind, om han nu også virkelig var Guds Søn. Satan fordrejede Bibelens ord, så de passede i hans eget kram, men Jesus brugte Guds ord og drev Satan tilbage i alle angrebene. Han bestod prøven.
Jesus vendte tilbage til Galilæa i Helligåndens kraft efter fristelsen. På sabbatten gik han ind i synagogen i Nazareth og læste fra Esajas Bog:
Herrens Ånd er over mig,
fordi han har udvalgt mig.
Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige,
forkynde frihed for de fangne,
give nyt syn til de blinde,
og rejse dem op, som er blevet trampet ned.
Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle,
som kommer til ham.
Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst: I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse! (Luk. 4:18-21)
Alle i synagogen var betaget af ham, men da han begyndte at udlægge Skriften, blev de rasende.
Den slags skete flere gange. Folk blev enten glade eller vrede, når Jesus talte til dem. Den dag i Nazareth blev folk så vrede, at de ville styrte ham ned fra en klippe.
Men det var endnu ikke den tid, da Jesus skulle dø, og det var heller ikke den måde, han skulle dø på. Derfor gik Jesus simpelthen sin vej midt imellem dem. Endnu engang havde Satan influeret mennesker for at få dem til at dræbe Jesus, uden at det var lykkedes for ham.
Maleri af Marianne Mortensen med titlen Discipelkaldelser.
Da han begyndte sit offentlige virke, kaldte Jesus 12 mænd, for at de skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab og for at uddrive onde ånder.
Fire af disciplene var fiskere og en var en tolder. Ingen af dem var religiøse ledere, men de ønskede alle at kende og tjene Gud.
Senere kaldte Jesus flere andre – og han kalder enhver af os til at blive sin efterfølger. Han længes også i dag efter at se os mennesker blive fornyede i vores hjerter og tanker. Derved kan vores liv blive nyt igen, og Gud kan velsigne os.
Omvend jer, for himmeriget er nær sagde Jesus ofte til de mennesker, han mødte. Mange var religiøse og levede efter bestemte regler, men i hjertet havde de ikke fred med Gud.
Der var tale om alt eller intet. Det skulle være en helhjertet overgivelse. Når Jesus talte om at tage sit kors op og følge ham, mente han, at man skulle være villig til at dø i forhold til sin egen vej for at overgive sig til Guds vej.
Jesus mindede sine tilhørere om konsekvenserne af bare at leve for det, man kan opnå her i tiden uden at forberede sig på evigheden.
Jesu værste modstandere var de religiøse ledere, og dem viste han ingen skånsel. Han kaldte farisæerne hyklere, blinde vejledere, tåber og helvedes børn. Ikke så mærkeligt, at de ønskede at slå ham ihjel.
Jesus elskede mennesker højt, men han hadede det religiøse system, der holdt mennesker fanget og vildledte dem til at tro, at de havde deres sag med Gud i orden, når det ikke var tilfældet.
Der var dog nogle af farisæerne, som troede på Jesus.
Overalt hvor Jesus kom, skete der mirakler. Han følte medlidenhed med mennesker i nød, og Helligånden var over ham. Derfor var det naturligt, at der skete overnaturlige ting.
Jesus helbredte de syge og satte dæmonbesatte i frihed.Han opvakte en enkes søn. Han befalede vinden og bølgerne af blive stille under en storm, og de adlød ham.
Han gjorde også tusinder mætte ved hjælp af fem bygbrød og to fisk, og han opvakte Lazarus fra de døde.
Vi tilhører hver især enten Guds rige eller Satans rige. Kun ved tro på Jesus Kristus, og ved at leve i lydighed mod ham, kan vi hævde, at vi tilhører Guds rige. Jesus sagde til Nikodemus, som var farisæer: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige.(Joh. 3:3)
Nikodemus spurgte, hvordan et menneske kunne komme ind i sin mors liv for anden gang for at blive født på ny. Han prøvede at forstå de åndelige ting med sin menneskelige forstand. Jesus svarede:
Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn.(Joh. 3:5-6)
Jesus sagde, at Helligånden er den, der føder et menneskes ånd. Gennem den naturlige fødsel modtager vi det fysiske liv, men gennem en åndelig fødsel modtager vi det åndelige liv.
Vi kommer til live i åndelig forstand, når vi vender om fra vores synd og bekender Jesus Kristus som Herre. Når vi underlægger os Jesu autoritet, modtager vi det liv, som hører dette rige til. Så sker det,som vi læser i Kol. 1:13-14:
Han har frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. På grund af Jesu død blev alle vore synder tilgivet, og vi blev erklæret skyldfri.
Lysets rige. Det er også hellighedens og retfærdighedens rige, helbredelsens og sundhedens rige, sandhedens rige og glædens og livets rige.
Mørkets rige, syndens og uretfærdighedens rige, sygdommens og lidelsens rige, vildførelsens rige og sorgens og dødens rige.
– Hvilket rige vil du helst høre til i?
Når Jesus prædikede, uddrev dæmoner og helbredte de syge, skete der et kæmpemæssigt sammenstød mellem de to riger. Guds rige afslørede mørket i menneskers hjerter.
Mange, som ikke ønskede at komme ind i lyset, kritiserede og kæmpede imod Jesus. Men han vidste, at det kom fra mørkets magter, som gjorde modstand med mennesker som redskaber.
Satan, denne verdens gud, har blindet de vantros hjerter, så de ikke forstår, hvem Jesus er og ikke modtager de gode nyheder om hans rige. Det er ikke overraskende, at de to riger støder sammen.
Jesus helbredte syge og uddrev dæmoner, og i flere tilfælde opvakte han døde. Dermed overvandt han Satan, som havde magten over døden. Jesus kom for at tilintetgøre djævelens gerninger.
Satan tabte terræn til alle sider. Derfor fik han en af de tolv til at arbejde imod sin Herre.
Judas Iskariot havde ansvar for pengebeholdningen, men han stjal fra den fælles beholdning. Denne synd gav Satan en dør ind i Judas liv. Bibelen siger :
Da fór Satan ind i Judas Iskariot, som var en af de tolv disciple. (Luk. 22:3)
Jesus vidste godt, hvad der foregik, og han talte om det under det sidste måltid sammen med sine disciple, før han blev forrådt og korsfæstet. Her indstiftede han nadveren.
På denne måde talte Jesus om sin forestående død og tilvejebringelsen af en ny pagt.
Det var den anden fase af Guds redningsplan for menneskeheden.
Efter deres sidste fællesmåltid gik Jesus og de elleve disciple til en have nær Jerusalem, hvor Jesus bad til sin Far. Her forrådte Judas ham.
Derefter blev Jesus ført frem for hele det jødiske råd, som prøvede at finde falske beskyldninger mod Jesus for at få ham dømt til døden.
Men de kunne ikke finde noget at anklage ham for. Derfor blev han slået og spyttet på og sendt til Pontius Pilatus, den romerske guvernør.
Pilatus kunne heller ikke finde noget forkert ved Jesus og ville frigive ham. Men de jødiske præster og ledere insisterede på, at Jesus skulle dø.
Det var normalt, at man frigav en fange på denne tid af året, og Pilatus foreslog, at det blev Jesus.
Men både lederne og folket insisterede nu på, at Jesus skulle korsfæstes, og at Barabbas, som var en oprørsleder, røver og morder, skulle frigives i stedet.
Midt i al denne tumult advarede Pilatus hustru sin mand mod at have noget som helst at gøre med Jesus, som var en retfærdig mand. Hun havde nemlig lidt meget i en drøm natten forinden for Jesu skyld.
Pilatus ignorerede sin hustrus råd. Hvis bare han kunne have set ind i fremtiden:
Denne store mand, som på det tidspunkt holdt magten over liv og død i sine hænder, ville senere blive anklaget for kejseren i Rom i forbindelse med mordet på nogle samaritanere. Derefter blev han bortvist til Vienne i Sydfrankrig, hvor han endte med at begå selvmord.
Da folkemængden insisterede på, at Jesus skulle korsfæstes, vaskede Pilatus offentligt sine hænder foran dem, idet han erklærede sig uskyldig i Jesu død. Derpå forbandede folkemængden sig selv:
Må hans blod komme over os og vores børn (Mat. 27:25)
Barabbas blev løsladt, mens Jesus blev pisket og ført ud for at blive korsfæstet. Der var tale om den brutale hudstrygning på den tid:
Romerne brugte en svøbe af snore eller remme med stykker af bly eller messing, eller små, skarpe spidse knoglestykker forbundet med snorene. Offeret blev afklædt til livet og bundet i foroverbøjet stilling med hænderne på ryggen til en stolpe eller søjle. Slagene udløste ekstrem smerte, og kroppen blev frygtelig sønderrevet.
De kristne martyrer i Smyrna omkring år 155 e.Kr. blev så forrevne af svøberne, at deres vener blev blotlagt. Også deres indvendige muskler og sener, ja selv deres indvolde, kunne ses.
Efter at Jesus var blevet pisket, smed de en purpurrød kappe over ham og satte en krone af torne på hans hoved. De stak et rør i hans højre hånd og mange bøjede sig for ham og spottede ham: Hil dig, jødekonge!
Røret blev derpå brugt til at slå igen og igen på Jesu ansigt og hoved. Hans spottere spyttede på ham.
Fra denne ydmygende scene blev Jesus ledt bort for at blive korsfæstet.
