Lovsang til fordel for livet

Overskuddet fra en ny sang ”Et lys i mørket” doneres til Livslinien. Hanne Vinsten skrev den efter at have overværet et selvmord.

Lovsanger Hanne Vinsten har tilbragt påsken i Jylland for at indspille en sang opstået i kølvandet på en tragisk hændelse.

Hanne Vinsten indspillede i påsken sangen ”Et lys i mørket”, som hun skrev efter at have overværet en selvmordshændelse. Alt overskud fra udgivelsen går til Livsliniens arbejde for at redde liv. (Foto: Niels Peter Rosendal)

– Jeg overværede i november en ung mands selvmord under et gennemkørende tog, og det rystede mig dybt.
Jeg var fuld af spørgsmål bagefter og kan simpelthen ikke sidde overhørig, at mange mennesker i Danmark lider af selvmordstanker, forsøger eller begår selvmord, siger Hanne Vinsten.
Lige efter hændelsen skrev hun en sang, der hedder ”Et lys i mørket”.
– Den indeholder ord, som jeg ville ønske, den unge mand havde haft at bede… eller enhver anden, der lever i mørke og har brug for en udvej.
Sangen er tilegnet alle, som har brug for et lys i det mørke, der kan omgive os mennesker. Ikke kun helt ude på kanten af livet, men også i alle mulige andre situationer.
– Dens ord blev ligefrem til hjælp for mig selv, mens jeg bearbejdede chokket, fortæller hun.
Sangen udgives via netværksfinansiering – som et indsamlingsprojekt, hvor alt overskud går til Livsliniens livsvigtige arbejde.
– Jeg benytter mig af crowdfunding – som skulle være det nye hippe – og sætter projektet op på www.booomerang.dk. Der samler jeg så ind til studieindspilningen og til en musikvideo… for at nå ud til så mange unge som muligt, og så håber jeg på masser af overskud, siger Hanne Vinsten.
Hun håber, at Livslinien vil få glæde af hendes initiativ, så der ikke kun kommer smerte ud af den tragiske hændelse, hun overværede.
– Utroligt mange mennesker herhjemme berøres af selvmord, hver gang der enten er et forsøg eller et, som fuldføres. Jeg har læst, at der i gennemsnit sker 16 forsøg om dagen.
– Hændelsen på stationen satte mange tanker i sving om eksistensen generelt. Om hvorfor mørket tilsyneladende har så meget magt, og om at vi skal huske at være nærværende medmennesker for hinanden, fortæller sangerinden.
Indsamlingsprojektet ”Et lys i mørket”, kører foreløbig fra uge 14 og 40 dage frem.

Glemmer det aldrig

I projektbeskrivelsen skriver Hanne Vinsten bl.a.:
”Jeg har gennem min opvækst kendt til et par mennesker, som tog deres eget liv. Men senest, og allermest, er jeg blevet berørt af at opleve en ung mand, som i ét nu sprang ud og endte sit liv foran et gennemkørende tog på min lokale S-togstation, mens jeg stod ved siden af. Jeg var dybt rystet bagefter og fuld af spørgsmål, som gik både indad, udad, opad, ja alle vegne hen.
”Bare han havde haft en bøn at bede!” tænkte jeg blandt andet. Og i så fald hvad mon han havde sagt? Måske havde han prøvet at bede (det har de fleste vel) men slet ikke følt sig hørt af hverken højere magter eller mennesker? Uanset hvad han havde i tankerne, må han ikke have set anden udvej, end at døden på skinnerne var bedre end livet på perronen. Forfærdeligt syn. Jeg glemmer det aldrig.

Sangen

Få dage efter hændelsen begyndte jeg at skrive på en sang, hvis ord netop endte med at blive en bøn. Den hedder ”Et lys i mørket” og er for enhver, der oplever en blindgyde, eller som har brug for at få tændt et lys, man kan orientere sig efter. Den blev mig selv til stor hjælp i bearbejdelsen af det chok, jeg fik, og den sorg der gik ind over mig. Hans ulykkelige beslutning blev også en tragedie for os tilskuere. Og hvor meget mere ikke togførerens og familiens.
Jeg tror på Gud og har læst dette om ham: ”Gud er lys, og der er intet mørke i ham.”
De ord ligger til grund for det håb, der er i sangen.
Vi har uendelig meget brug for lys! Forhåbentlig kan sangen blive til et lysglimt for mange i Danmark, der er endt i svære eller traumatiske situationer.”

ET LYS I MØRKET
Kom du verdens lys
Kom du hjertets fred
over dette sted
Oplys sjæl og sind
hvert et tankespind
Jesus kom herind
Når jeg søger
men ikke finder vej
Kan det være du så vil finde mig?
Et lys i mørket
så jeg kan vende mig mod dig
Et lys i mørket
Gi’ et tegn der viser vej
imod min frihed
imod den fred jeg håber på
Et lys i mørket
et som aldrig kan forgå
Du er min frihed
Du er min fred
Mit lys i mørket
der varer ved.


Artiklen fortsætter efter annoncen: