Tør vi sige andet?

– Om et år skinner solen, og så ser det hele lysere ud, hævdede kirkeministeren i forbindelse med debatten, da det kirkelige homo-vielsesritual blev indført. Men ritualet har stadig Bibelens ord imod sig, og debatten er blevet skarpere.
De otte organisationer på den kirkelige højrefløj har i anledning af etårsdagen for homovielsesritualet skrevet en kronik, hvor de fraråder gudstjenestefællesskab med tilhængerne. Hvordan det i praksis vil kunne lade sig gøre er en helt anden sag. Flere af ”De otte” repræsenterer frie organisationer med tradition for selv at kunne kalde netop de prædikanter, som ligger på deres linje. Langt vanskeligere bliver det for folkekirkemenighederne at undgå de prædikanter, som står for det, kronikken betegner ”løgn” og ”bibelstridig lære”.
I kølvandet på kronikken langer biskopperne Karsten Nissen og Kjeld Holm ud efter højrefløjen. De otte nærmer sig den form for kætteri, som kaldes donatisme, hvor sakramentets virkning afhænger af den, der udfører det, hævder Nissen. Og hvis De otte sætter sig uden for folkekirkens fællesskab, kunne Karsten Nissen have ret i det med kættertanken, mener Holm.
Men donatisme handler om, hvorvidt sakramenterne er gyldige, hvis de forvaltes af en præst, der ikke lever ret. I den aktuelle debat kan denne anklage dog ikke gælde vielsesritualet, da vielse ikke er et sakramente i den lutherske kirke. Folkekirken har som bekendt kun to sakramenter, nemlig dåb og nadver.

Kronikken understreger derimod, at sagen både angår bibelsynet, menneskesynet og menneskers frelse. Luther gjorde op med skolastikkens lære om ex opere operato (ved gjort gerning), hvor sakramentet menes at virke automatisk, uafhængigt af hvem, der forvalter det og hvem, der modtager det.
Ligesom Luther gjorde det i sin tid, plejer højrefløjen i folkekirken at understrege, at sakramenterne virker Guds nåde der, hvor de modtages i tro. Her lægges vægten altså på modtagerens indstilling.

Er det i virkeligheden her, slaget står? Bliver mennesker frelst per automatik alene ved en gjort gerning (fx dåben) eller handler det om at leve i troen på Jesus Kristus med et Ja til det, Bibelen siger ja til – og et Nej til det, Bibelen forbyder?
Passer det, at en velsignelse formidler Guds nåde, blot fordi den bliver udført i overensstemmelse med et autoriseret ritual? I så fald er vi tilbage ved ex opere operato – og har fået et tredje sakramente.

Er vi klar over, at hvor forkyndelsen ikke peger på menneskers synd, vil der ikke være brug for en frelser? Tør vi velsigne det, Bibelen kalder synd som om ex opere operato-læren gælder – eller i forventning om, at der ikke findes nogen fortabelse?
Der står nogle uhyggeligt hårde ord i 1 Kor. 6:9 ”Ved I ikke, at de, der lever i oprør mod Gud, ikke får del i Guds rige? Pas på, at I ikke bedrager jer selv! Mennesker, der lever i seksuel synd eller utroskab, i homoseksualitet eller afgudsdyrkelse, vil ikke få del i Guds rige.”

Hvem ville ikke ønske, at Gud bare fulgte med tidsånden og accepterede holdningen hos flertallet i folkekirken? Men sådan er det ikke. Tør vi da sige andet, end det Guds Ord siger?

Af Bodil Lanting
Cand. teol., journalist