Danskere er tros-analfabeter

Vi mangler både sprog, ord og begreber til at tale om troen. Men man kan lære at bruge troen som en ressource, når krisen rammer, siger kristen psykolog og ph.d. Dorte Toudal Viftrup, som her beskriver resultaterne fra sit forskningprojekt.

Danskernes tro er i krise, og vi tror mere, når vi er i krise. Men samtidig mangler vi det sprog, som kan beskrive vores situation.

Vi mangler både sprog, ord og begreber til at tale om tro – og det er et problem, når troen fylder mere under en krise. Det lyder lidt forvirrende, men ikke desto mindre er det, hvad forskning i danskernes tro peger på.
Mit forskningsprojekt på Kolding Internationale Højskole blandt kristne danskere med pinsebaggrund er ingen undtagelse.

Troen som et sikkerhedsnet

I Danmark er der primært lavet forskning i danskernes tro hos den brede del af befolkningen, som mest benytter kirken og troen i forbindelse med højtider, herunder især jul, samt ved livsfaser som fødsel og død (barnedåb og begravelse).
Til hverdag er den kristne tro ikke særlig væsentlig for disse danskerne, men de fleste melder sig dog ikke ud af folkekirken af den grund. Det er som om, folkekirken og den kristne tro fungerer som et sikkerhedsnet i livet, som er godt nok at have, hvis nu…
Det er helt tydeligt, at når danskerne så kommer i krise, såsom fysisk og psykisk sygdom eller andre omvæltende livsomstændigheder, så begynder troen at fylde mere. Så begynder de at bede mere, gå mere i kirke og generelt tænke mere på Gud og meningen med det hele.

’Tros-analfabeter’

Danskerne er ikke blevet mindre åndelige eller troende de sidste 30-35 år. Derimod har måden, hvormed vi udtrykker og lever med åndelighed og tro, ændret sig markant. Generelt, så er danskernes tro individualistisk.
Henrik Højlund skriver i sin bog ’Mærk Gud’ (2013), at Gud for moderne danskere er blevet en følelse, der skal møde individuelle behov for selvudvikling.
Samtidig er troen privat. Man holder den for sig selv og blander sig heller ikke i, hvordan andre tror. Men troen mangler også sprog.
På mange måder kan man sige, at de fleste danskere er blevet ’tros-analfabeter’. Vi mangler ord og beskrivelser til at dække troens liv og mening for os, og dette bliver særligt problematisk i krisen, hvor troen fylder mere for den enkelte.
Danskerne synes som nation at være dårligt udstyret med de trosmæssige forestillinger og begreber, der kan gøre det lettere at håndtere krise.

Studier af kirkevante

Men hvad så med den lille del af den danske befolkning, hvor troen er i forgrunden – dem der lever hverdagen med kirkegang, bøn og kristen livsforståelse?
I mit forskningsprojekt undersøgte jeg en gruppe danske elever på Kolding Internationale Højskole med apostolsk eller pinsekirkebaggrund. De deltog også i et gruppeterapi-forløb med psykolog Peter Damgaard-Hansen.

Tilsvarende problemer

Jeg fandt i mit studie, at disse kristne og kirkevante danskeres trosudtryk og tros-praksisser var kendetegnet ved, at være mindre psykologisk ressourcefulde i mødet med personlig krise, end det er fundet i mere religiøse kulturer som for eksempel USA.
Selvom troen og Guds-forholdet var det centrale i disse kristnes liv og hverdag, så stødte de på nogle af de samme problematikker som nævnt ovenfor, når de stod overfor en krise. Dette til trods for, at deres trosmæssige netværk var stort, og de jævnligt læste i Bibelen, bad og gik i kirke.
Deres måde at udtrykke og praktisere deres kristne tro på, var kendetegnet ved at være begrænset, privat, individualiseret, og de manglede sproglige begreber til at udtrykke deres tro i forhold til deres livsudfordringer.

Palet med for få farver

Paletten, som troen males med, er begrænset.
Man kan sige, at disse kristne danskeres ‘tros-palet’ viste sig at indeholde for få farver, når livsomstændighederne krævede flere nuancer på troen og Gudsforholdet.
For eksempel var det meget væsentligt for mange af dem at opleve og føle Gud. Problemerne opstod, når de ikke oplevede eller følte Gud på den måde, de var vant til. Så betvivlede de nemlig hans omsorg og eksistens.
På samme måde sås det også, at de kristne gennem deres tro forventede at få mødt meget individuelle og konkrete behov, og hvis disse ikke blev mødt, så blev de fortvivlede.
De nøjedes med at udtrykke deres tro på ganske få måder. De benyttede nemlig kun oplevelses- og følelsesorienterede måder, som var individuelle og konkrete, til at udleve deres tro.

Fastlåst af både samfund og kirke-kultur

Det var, som om disse kristne danskeres trosudtryk og praksisser var blevet ’fastlåst’ i, på den ene side det danske samfunds udfordringer for troen (privat, individualisme og manglende sprog) og på den anden side det, der mest af alt lignede ’stereotyp pinse-teologi’ med meget konkrete og følelses- og oplevelsesfokuserede trosudtryk.
Troen blev fastlåst, fordi de ikke kunne ændre disse udtryk eller finde på nye måder at udleve troen på, når deres vante måder ikke var behjælpelige i forhold til deres krise.

Trosintegreret terapi

Det var interessant at se adskillige af disse kristne få udvidet ’tros-paletten’ med flere farver gennem den trosintegrerende terapi ved Peter Damgaard-Hansen.
To aspekter, som han særlig inddrog i terapien, var den lidende Kristus og vrede set i forhold til den kristne tro.
Da jeg efterfølgende talte med flere af deltagerne i terapien, udbrød de: ”Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før”. De havde aldrig tænkt på, at Kristus går med os gennem lidelse og det smertelige – også når vi ikke føler eller oplever en masse positive åndelige ting.
De havde aldrig tænkt på, at i lidelsen og smerten kan Gud være allerstørst i vores liv. Ligesom de heller ikke havde tænkt på, at vrede ikke er synd, men blot en følelse skabt af Gud. At bag vreden ligger smerten gemt, og Gud er hos os i og gennem vreden.
Men mest af alt havde de bare ikke fået disse aspekter med ind i deres levede tro. Den trosintegrerede terapi fungerede ved at give troen flere farver at male med. Derved kunne der låses op for det begrænsede trosudtryk.

Begrænset tro eller ubegrænset Gud

I min egen psykologiske praksis, hvor jeg primært beskæftiger mig med klienter, hvor troen spiller en central eller vigtig rolle i deres liv, ser jeg ofte den samme ’fastlåsthed’ af menneskers tro. En fastlåsthed, som egentlig bare handler om, at personen kun har udforsket en lille del af den kristne tro og Gudsforholdet.
Disse mennesker er af forskellige årsager endt med at leve med snævre kristne forståelser og tolkninger. De har glemt at ville se mere, forstå mere, opleve mere, føle mere, udfordres mere, elske mere og overvældes mere af Guds uendelige storhed.
Ironisk nok fastholder vores samfund også kristne danskere i et snævert trosudtryk ved at holde troen privat, individualistisk og med begrænset sprog.
Men ligesom den tros-integrerede terapi formår at føje flere farver til ’tros-paletten’, så kan kirken også gøre dette. Det sker, når man lader sig udfordre mere, opleve mere eller lære mere om andre tros-aspekter end de dominerende for den pågældende kirke-kultur.
Lad os få flere farver og forståelser i vores tro, så den ikke kommer til kort i krisen, men er kendetegnet ved at repræsentere en ubegrænset Gud.