Venstre sidebanner eksempel

Skal manden ikke også tilpasse sig?

Mænd frygter ofte at vise svaghed og sårbarhed, så kommer det sig naturligt, at det ikke er manden, der er foregangsmand på at ”arbejde med” parforholdet.
Mænd frygter ofte at vise svaghed og sårbarhed, så kommer det sig naturligt, at det ikke er manden, der er foregangsmand på at ”arbejde med” parforholdet.

Kære Suh:
Jeg synes, det er frustrerende, at det altid er kvinderne, der tager ansvar for parforholdet – at det er os, der knokler for at få det til at fungere, mens mændene tit er passive og virker ligeglade.
Tit bliver vi stemplet som hysteriske eller hormonelt ude af balance. Hvornår er det mandens tur til at komme ind i kampen? Et parforhold kan simpelthen ikke overleve, hvis ikke begge parter er villige til at gå på kompromis, så uanset hvor meget kvinden prøver at ”tilpasse” sig, så vil det (efter min mening) ikke komme til at fungere, hvis ikke også mændene bliver råbt op!
Eller synes du også bare, at jeg er hysterisk?!
Den ”hysteriske” kvinde

Kære Kvinde
Jeg synes bestemt ikke, du er hysterisk. Og du har ret: et sundt og godt parforhold kræver en indsats fra begge parter. Hvis den ene part blot lader stå til og er ligeglad med den anden parts mistrivsel i forholdet, så går det i stykker på et eller andet tidspunkt – enten direkte ved skilsmisse, eller indirekte ved fx sideløbende utroskab eller mere og mere følelsesmæssig og fysisk distance i forholdet. Og naturligvis har mændene halvdelen af ansvaret for, at parforholdet forbliver godt.
Når det alligevel oftest er kvinderne i parforholdene, der primært ”arbejder” på det, så skyldes det som regel, at mænd er langt bedre til at ”lægge låg” på ting, især de svære.
Hvor kvinder sjældent kan lade være med at spekulere, tænke og tale om problemer i forhold til deres relationer, så har mænd en både irriterende, men også nogle gange beundringsværdig evne til at kunne lægge følelsesmæssige ubehageligheder til side. Da de tillige ofte frygter at vise svaghed og sårbarhed, så kommer det sig naturligt, at det ikke er manden, der er foregangsmand på at ”arbejde med” parforholdet. Denne mandens ulyst til dette afholder jo dog ikke problemerne fra at melde sig, og nogle gange lige netop derfor opstår de.
Kvinden derimod har fra den tidlige udvikling typisk været verbalt stærkere end det modsatte køn. På grund af sin natur, har hun ofte også langt lettere adgang til følelsesmæssig intelligens. Det er derfor langt lettere for kvinden at forholde sig til og at analysere følelsesmæssige problemer, og derfor er det ofte kvinden, der bliver den mest aktive part, når der er problemer i parforholdet.
Men skal vi da så bare acceptere, at fordi vi (kvinderne) er bedre til at tænke og tale om følelser, at det så også udelukkende er vores ansvar at parforholdet fungerer?
Som jeg startede med at skrive: NEJ! Men vi er nødt til at erkende og acceptere, at det pga. vores flere følelsesmæssige ressourcer ofte er os, der er initiativtagere til arbejdet med parforholdet. Ligesom det oftest er mændene i parforholdet, som tager initiativ til at få skiftet dæk på bilen og klippet hækken!?
Og: JO – mændene er nødt til også at ”komme ind i kampen”, som du skriver. Vi kvinder er derfor nødt til at udnytte vores følelsesmæssige kompetencer og verbale ressourcer til at råbe mændene op.
Vi skal øve os i at blive mere direkte og klare i kommunikationen, for det er sådan, mænd forstår os bedst. Vi kan med fordel bruge metaforer og billeder, som kommer fra mandeverdenen, for jo større sandsynlighed der er for, at mændene forstår, hvad vi mener, jo større sandsynlighed er der for, at de kan imødekomme vore behov.
Vi er nødt til at turde udtrykke vores længsel efter medspil og modspil så tydeligt og direkte, at vores mænd ikke længere kan sidde det overhørigt. Vil det virke? Måske. Vi må prøve, for vi har vel alt at vinde og ikke så meget at tabe.
Hilsen Suh}