Dansker oplever flygtningetragedie fra sit ferieparadis ved Ægæerhavet

På den græske ø Kalymnos mødte danske turister hver dag en strøm af flygninge fra krigens rædsler i Syrien. Det fortæller arkæolog Erling Mario Madsen om i denne artikel.
På den græske ø Kalymnos mødte danske turister hver dag en strøm af flygninge fra krigens rædsler i Syrien. Det fortæller arkæolog Erling Mario Madsen om i denne artikel.

Den største ferieoplevelse var ikke den smukke ø, Kalymnos, men derimod flygtningetragedien, fortæller arkæolog Erling Madsen.

Af Erling Mario Madsen

Dette skal hverken være en politisk anklage eller en moralsk bekendelse, men blot en fortælling fra min charterferie på Kalymnos.

Det er tidlig formiddag. På vej ned til havnen Rina, beliggende i den frugtbare, idylliske lille dal Vathi, bliver man mødt af en strøm af netop ilandsatte flygtninge. De ser lykkelige ud. De smiler, og to små tørklæde-klædte piger på ca. ti år vinker nok så fornøjede, mens vi kører forbi i vores lejede bil. Flygtningene samles omkring et lille kapel for derefter at blive kørt ind til politistationen i Portia, som er Kalymnos’ hovedby. De er øjensynligt blevet sejlet over sidst på natten fra Tyrkiet, hvis kyst er synlig i horisonten.
Det er ikke en ualmindelig begivenhed, som møder mig. Hver morgen landsættes der store mængder af flygtninge – fra bl.a. det krigsramte Mellemøsten – forskellige steder på de græske øer i Ægæerhavet ud for Tyrkiets kyst.

Flygtningetragedien

Vi er ellers ikke meget for charterejser, men vi fandt en billig (last minute) rejse til Kalymnos, en mindre græsk ø ud for Tyrkiets kyst i Ægæerhavet, som er et mindre overrendt rejsemål. Derudover er denne rejseform ofte lettest med børn.
Kalymnos har en meget smuk, bjergrig natur. Øen er mest kendt for sin gamle svampedykningstradition, samt for at være det tredje-bedste klatre-område i verden.
Jeg rejser helst ud for at lære noget nyt, og jeg må sige, at jeg på denne charterrejse blev oplyst og chokeret.
Min største ferieoplevelse var hverken den skønne natur, den spændende græske kultur, et jordskælv eller den græske EU-krise, men det var oplevelsen af at være magtesløs tilskuer til en langt større tragedie. Hver dag ankommer der store grupper af syriske flygtninge til øen. De bliver sejlet over om natten fra Tyrkiet. Vi så dem sidde foran den lille politistation med deres få tiloversblevne ejendele. Helt almindelige familier, ofte med ganske små børn.
Den store flygtningestrøm er det kriseramte Grækenland dårligt udstyret til at klare, så flygtningene på Kalymnos får anvist meget primitive indkvarteringsforhold i lokalerne til den tidligere dykkerskole på havnen i Portia. Her er der ikke megen plads til de mange nyankomne, det ser ud til, at man må ligge på gulvet. Uden for bygningen ligger der også flere familier på gamle tæpper og sover.
Så jeg kan godt forstå at de flygtninge, som har råd, søger andre indkvarteringsmuligheder. Ville vi ikke have gjort det samme?
Således blev vores lille, hyggelige hotel også en lille del af samtidshistoriens store konflikt, da en mellemøstligt udseende familie sidst på eftermiddagen, søgte om at leje værelser. Først så det ikke ud til, at de var særligt velkomne, men så trådte hotelejerens kone (en flink ældre dame) i karakter og lovede dem, at selvfølgeligt var der plads til dem. Hun behandlede dem i øvrigt yderst respektfuldt.
Den følgende dag kom en gruppe mere, bestående af fem yngre mænd, hvor de to øjensynligt var kristne, idet de have store krucifikser tatoveret på arme og hals. De fortalte, at de ikke havde sovet i to døgn, da de ikke havde kunnet finde nogen form for indkvartering.

Flugt fra helvede på jorden

Således kom hotellet til at være beboet af os turister, som flygtede fra hverdagen, samt flygtninge, som flygtede fra helvedet på jorden. For dem et lille fristed midt i deres Diaspora. Ifølge Folkekirkens Nødhjælp er der flere end 10 mio. syrere på flugt.
7,6 millioner er på flugt i deres eget land, mens 3,9 millioner syrere ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er flygtet til nabolandene Jordan, Libanon, Irak, Egypten, Tyrkiet og Nordafrika. Andre prøver at få asyl i Vesteuropa (www.noedhjaelp.dk/).
Da mine drenge legede med den yngste syriske dreng, Ibrahim, kom jeg til at tale med hans 20-årige storebror Abdullah. Abdullah fortalte, at han rejste sammen med sine to mindre brødre, en ældre søster, deres moder samt en ven til familien. De kom egentlig fra Aleppo, som ligger i Nordvestsyrien. Det er den største by i Syrien og er én af verdens ældste fortsat beboede byer.

“Vi gik i fire dage gennem bjergene fra Irak til Tyrkiet, her døde mange svage, gamle, syge og små børn…”

Familien har været forholdsvis velstående mennesker i Syrien, hans far, storebror og søster var alle tandlæger, mens han studerede IT. Desuden havde han været på landsholdet i basketball og har med landsholdet spillet landskamp i bl.a. Kina, Japan, Iran osv. Men hans venstre arm er blevet skadet ved sporten, så han kan ikke spille på landsholdet mere.
Han fortæller, at borgerkrigen, som har varet siden marts 2011, har ødelagt alt. Deres smukke hjemby Aleppo, der er sønderskudt og bombet. Hans forlovede var blevet dræbt, og mange af hans yngste bror Ibrahims venner var ligeledes blevet slået ihjel. Abdullah ser direkte ind i mine øjne, og siger med tristhed ”Det barn har set alt for meget for et barn på ti år”.

Flygtet gennem ørkenen

Jeg spørger Abdullah, hvem han ønsker vinder krigen? ”Jeg er ligeglad, jeg ønsker bare en tålelig hverdag”. Han beretter, at familien gik gennem ørkenen til Irak. Her levede de som flygtninge i flere år.
Men da de er kurdere, oplevede de en evig chikane og diskriminering, desuden har krigen jo også bredt sig til Irak, så de til sidst besluttede at flygte til Vesteuropa i håb om et mere tåleligt liv. Denne familie har forsøgt at blive i nærområdet.
Vi hører jo ofte på TV, at det er bedst at hjælpe flygtninge, når de opholder sig i deres nærområde. Dette er bare lidt svært, når der også er ufred her.
Faderen og hans ældste bror er blevet tilbage, fordi faderen var for gammel og ramt af rygsmerter, mens broderen endnu prøvede at holde sin virksomhed kørende.
Abdullah fortæller mig: ”Vi har solgt alt, hvad vi ejer, heriblandt 6 huse, for at komme af sted. Det har taget os 14 dage at nå til Grækenland, vi gik i fire dage gennem bjergene fra Irak til Tyrkiet, her døde mange, som ikke kunne klare det. Det var hovedsagelig de svage, gamle, syge og små børn, som omkom”.
Behandlingen af flygtningene i Tyrkiet vil han helst ikke tale om. Men da jeg spørger om vold fra det tyrkiske politi, ser han på mig med et blik, der fortæller alt.
”Jeg har en skadet arm fra basketball, som smerter ekstra meget nu efter slag fra det tyrkiske politi”.
Efter at han har svømmet lidt i swimmingpoolen, er det tydeligt, at han har smerter i armen. På turen gennem Tyrkiet har de været udsat for en enorm mængde stress, her har Abdullah også oplevet medflygtninge bukke under og dø. Han fortæller, at på den korte sejlads var der en ældre, kraftig kvinde, som døde, lige inden de nåede i land.
Hele rejsen er selvfølelig illegal, så de betaler en urimelig dyr pris for alt. Næsten alle deres medbragte ejendele er nu væk, og de har allerede brugt en stor del af deres penge. For flygtninge, som rejser illegalt, er alt dyrt, selv deres ophold på vores hotel er meget dyrere end vores last minute-pris.
Abdullah frygter for turen op gennem Balkan. De frygter for de forhold, de skal udsættes for af menneskesmuglere og røvere i Serbien. Men han glæder sig til at komme til slutdestinationen enten i Tyskland eller Schweiz, fortæller han mig med håb i stemmen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg er magtesløs

Jeg nænner ikke at fortælle ham, en ung mand, som har mistet sin kærlighed i form af drabet på sin forlovede, samt troen på en fremtid i et fædreland hvor udsigten til fred er fjern, som kun har håbet tilbage om at måtte få en tålelig og nogenlunde tryg hverdag i et fredeligt land, at han og de tusinder af flygtninge, som strømmer til Fort Europa, ikke er særligt velkomne, og der gøres alle mulige tiltag for at holde dem ude.
Jeg føler mig fuldstændig magtesløs midt i ferieparadiset, som tilskuer til den store menneskelige tragedie, som udspiller sig for tiden. Da jeg tager afsked med Abdullah, kan jeg kun bede til Gud og ønske dem inderligt det bedste fremover, men jeg er klar over, at der venter dem og de tusinder af andre medflygtninge en utryg fremtid.
På trods af at måtte stå lidt for meget i kø i en varm overfyldt lufthavn, hvor det ifølge en norsk turist var alt for uorganiseret, samt lige lovlig meget turbulens under flyveturen, er jeg nu sikkert hjemme igen. Mens der stadigvæk hver morgen er ankommet en ny strøm af håbefulde flygtninge til Fort Europas middelhavskyster.