En pose blandede bolcher

Bandet ”Attalus” er ude med et album, som man kan betragte som en pose blandede bolcher. Først og fremmest har de været ambitiøse med at lave et album med 16 sange og med en spilletid på 81(!) minutter.

Korteste nummer er på 3 minutter, mens de typisk svinger på 5-7 minutter. De har også været ambitiøse med deres musik. Måske overambitiøse. Jeg plejer at kalde det for ”Dave Matthews Band”-effekten. Man prøver at lave så mange fede ting i bandet, at det er noget, man virkelig skal koncentrere sig om at lytte til. Ellers bliver det en stor rodebutik.
Da pladen samtidig er 81 minutter lang – tema i ALLE sange har noget med havet at gøre, skibsvrag, og hvor fortabt man er på et hav – og musiknumrene grundlæggende ligner hinanden, så er det en meget hård plade at lytte igennem fra start til slut. Jeg måtte tage en pause halvvejs gennem CD’en. Det er så også det ærgerlige, for jeg synes den sidste halvdel af pladen bliver mere simpel, og mere tålelig at høre på.
Stilen ligger i alternativ rock. Hælder meget til post/indie rock, og tempoet i selve sangene skifter rigtig meget, og derfor er det svært at vide, hvornår man skifter til næste sang. Temaerne i teksterne ligner hinanden, men er blot omskrevet på 16 forskellige måder.
”Attalus” er på ingen måde nogle dårlige musikere. Jeg synes tværtimod, at de er knaldhamrende dygtige. Derfor ærgrer det mig, at man ikke har været mere kritisk med deres fyld. Deres bedste nummer ”O the depths” starter stille og roligt og bliver meget mere bygget op, hvor cirka 75 procent af pladen er fuld af energi, og reelt set bliver det til støj i sidste ende. De har meget mere potentiale og mere at bygge videre på, hvis man skruede ned for længden af albummet og instrumenternes fylden.
Filip Simonsen