Kirken er den første familie

Af Iben Thranholm Cand. teol., journalist og samfundsdebattør
Af Iben Thranholm
Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

I søndags helgenkårede pave Frans ægteparret Ludovico Martin (1823-1894) og Maria Azelia Guérin (1831-1877) ved en storslået messe på Peterspladsen i Rom. De var forældre til den hellige Therese af Lisieux (1873-1897), som er en af den katolske kirkes allerstørste helgener i nyere tid og som blev udnævnt til kirkelærer i 1997.
Når pave Frans vælger at helgenkåre forældreparret netop nu, sker det i forlængelse af den familiesynode, som finder sted i Rom i disse uge, hvor katolske biskopper fra hele verden er samlet for at drøfte de udfordringer og problemer, som den moderne familie kæmper med, heriblandt skilsmisse.
Forældrene til den berømte helgen praktiserede kristentroen i familielivet i en sådan grad, at det skabte en atmosfære af tro og kærlighed, der inspirerede deres børn til at søge livet med Gud.
Når pave Frans ønsker at fremhæve kristentroens betydningen i familien, er det fordi familien er den første kirke. Det er den første og nærmeste kirke, et barn lærer at kende.
Derfor er de mange familiers sammenbrud ikke blot et socialt, kulturelt og psykologisk problem, men også et kirkeligt og åndeligt problem.
Hver eneste familie er et lille kernesamfund i sig selv. Det er i familien, at barnets verdenssyn dannes. Forældre former deres børns verdensbillede og kan påvirke det i kristen retning. Der er intet bedre sted til at lære, hvordan man lever i et kristent samfund, end familien.
Når man kæmper med problemer og beder sammen som en familie, vil børnene lære bønnens kraft. Hvis forældre priser Gud for skønheden i naturen, vil børnene lære, hvordan man tilbeder Gud. Når de ser forældrene læse i Bibelen, opfatter de betydningen af Guds ord. De lærer, at troen er noget, man lever med i dagligdagen.
Forældre er også Guds repræsentanter. Det billede, vi har af Gud som voksne, er ofte formet efter det billede, vi fik af vores forældre. Forældre, der er bevidste om denne gudgivne rolle, vil gøre alt, hvad de kan, for at skabe det bedste billede af Gud.
Kirken må til gengæld gøre alt, hvad den kan for at hjælpe familierne med at fostre tro, kærlighed og undgå skilsmisser, der kan blive til stor skade for børns senere forhold til Gud. Kirke og familie kan ikke adskilles. De lever i kraft af hinanden.

Obs! Klummer er udtryk for forfatterens egen holdning, og udtrykker ikke nødvendigvis Udfordringens holdning.