Få en ”ud-af- kirken-oplevelse”
Det er på tide at udvide begrebet ”gademission”, så det gælder al evangelisk aktivitet udenfor murene.
Forestil dig, at Guds folk kæmpede for retten til at lægge hænderne på de syge børn i kræftafdelingerne, bad for de gamle på plejehjemmene, stod til rådighed i fitnesscentre, sportsklubber og lignende steder. Teams som opsøgte hver eneste TV og avisredaktion for at vise dem kristendom i funktion. Andre teams, der bombarderede de lovgivende og udøvende forsamlinger med vidnesbyrd og demonstrerede Guds storhed for dem.
Lad os være insisterende, opfindsomme og pågående. Ydmyghed betyder at underlægge sig Guds ord – ikke at vi tilpasser os denne verden. ”Kærlighed har tænder”, siger Heidi Baker. Helligånden, som bor i os, skal på banen. Det var ham som kom for at overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Nu må det være slut med at tro, at når vi laver kaffe og renser toiletter, er det en del af den store evangelisationsplan. Bare det foregår i kirken.
Det går altså ikke længere at gøre menigheden til et spændende værested med vægten lagt på hygge og fællesskab. Jo mere kirken bliver styrket internt med frivilligt arbejde og andre aktiviteter, jo sværere bliver det for den enkelte at træde ud af ”hulen” og række ud i mørket. Så bliver kirken i sig selv en bekvemmelighedszone.
”Tænk, hvis det overhovedet ikke er kirken, der har en mission, men Guds mission, der har en kirke”, skrev Helle Rønne Samuelsen i sidste uges kronik. Hun citerede også en britisk biskop og missionær, som sagde, at en kirke, der kun eksisterer for at opnå vækst for sig selv, er et vidnesbyrd imod evangeliet.
Gud ønsker ikke kun at vi skal være gode, artige samfundsborgere, som går i ét med tapetet. Charles Finney sagde: ”Der må være ting, vi kan gøre med Åndens kraft i vores liv, som mennesker uden Helligånden, ikke er i stand til.”
Inderst inde ved alle kristne godt, at de skal være lys i mørket – ikke i lyset. Det er vores privilegium at vandre som Jesus, og det kræver en radikal ændring af kirkekulturen og kirketraditioner. Når lederen/hyrden går forrest, følger fårene med.