Danmarks ’utilgivelige’ synd

I ugens kronik opfordres kristne i Danmark til at bede om heling og velsignelse for befolkningen på de tidligere Dansk-Vestindiske Øer og samtidig erkende vores nations svigt overfor disse menneskers forfædre og det kristne Danmarks svigt overfor Gud.

Den 31. marts i år var 100 års jubilæum for ‘Transfer Day’ – dagen for overdragelsen i 1917 af Dansk Vestindien til USA for 25 mio. dollar.

Begivenheden blev markeret af flere arrangementer på øerne, med statsminister Lars Løkke Rasmussen som deltager. Inden da var der store forventninger fra både befolkningen på Jomfruøerne, såvel som fra flere danskere, om at statsministeren ville udtrykke en formel undskyldning for Danmarks grumme fortid som slavenation.

Statsministeren erkendte, at den historie, som den vestindiske befolkning og alle historikere nu holder sig til, er meget anderledes end den fortælling, som han voksede op med. Et sagn om at Danmark var en af de bedre slavenationer, og at det var Danmark, der af et godt hjerte gav slaverne deres gudgivne frihed tilbage, da guvernør Peter von Scholten afskaffede slaveriet i 1848. Derefter sagde statsministeren, at Danmarks slave-fortid var utilgivelig, dog uden at give en undskyldning. Han lovede stipendier til fem vestindiske studerende over de næste fem år, så de kan komme til Danmark for at læse på universiteterne.

Reaktionen fra befolkningen på Jomfruøerne var en blanding af tilfredshed og frustration. Der var ros for, at slaveriets alvor blev anerkendt – som en såkaldt ”utilgivelig” handling – samt glæde over erkendelsen fra Danmarks side efter at have fejet emnet ind under gulvtæppet de sidste 100 år. Men der var skuffelse over, at der ikke blev givet en undskyldning, og at gaven – de fem stipendier – var så ringe.

Nogle mennesker i Danmark er nok lettede over, at jubilæet nu er overstået; Danmark viste flaget ved at være repræsenteret af nationens øverste politiker, erkendte sin grumme fortid, og har samtidigt undgået en mulig erstatningssag ved at snakke udenom en undskyldning, der kunne anses som en juridisk tilståelse.
Elegant og godt gjort fra et storpolitisk synspunkt.

Åndelige konsekvenser

For Danmarks kristne er det dog ikke så nemt at vaske hænder for nationens slavefortid. Vi har jo et ansvar for at handle overfor Vorherre mht. de åndelige konsekvenser, det har efterladt.

I 3. Mosebog 26 råder Gud folket til at ’bekende den synd, de selv og deres fædre i troløshed begik mod mig’. Nehemias skabte præcedens for at udføre denne befaling, da han fik folket til (kap. 1 & 9) at erkende forfædrenes synder, i sit forsøg på at genopbygge nationens respekt for Vorherres love og mildne Guds vrede mht. folkets tidligere utroskab.

Hvis vi tror på Guds ord og anerkender, at Guds store tålmodighed ikke varer evigt, ville det være klogt af os ligeledes at erkende over for Vorherre, at vores forfædre – igennem slaveriet – syndede imod ham der havde skabt disse mennesker i sit billede, til at være vores brødre og søstre, og ikke vores trælle.

Kirker bør bede om tilgivelse

Denne synd forværres af, at nationen dengang bekendte sig som kristen. De danske kristne var mundlamme såvel som handlingslammede over for slaveriet, og denne situation fortsatte helt op til for nylig. Der skulle gå 169 år, efter at slaverne fik en del af deres gudsberettigede frihed tilbage, før Brødremenigheden som det første kirkesamfund gav en undskyldning til slavernes efterkommere den 24. marts i år. Folkekirken fulgte op med larmende tavshed, på trods af anmodninger om at gøre det samme.

Denne situation pålægger de Danske frikirker og de enkelte kristne i Danmark et ansvar for selv at følge op, hvis vi ønsker Guds tilgivelse for denne såkaldt utilgivelige synd, så Vorherres nåde fortsat må hvile over landet.

Vi burde derfor både mindes og angre, at:

1. Danmark tvangstransporterede ca. 100.000 afrikanere i danske skibe over Atlanterhavet,
2. Danmark udpinte de overlevende og deres efterkommere i livslang trældom, og
3. det danske kristne samfund intet gjorde for at stoppe disse uhyrligheder.

   Men er det nok? Burde vi gøre endnu mere? Hvad forventer Gud af os?

Svaret findes måske hos efterkommerne af slaverne på Jomfruøerne. De kræver reparations – kompensation for de langtidige, negative konsekvenser, som slaveriet har påført dem som folk. For US Virgin Islands er en af de allerfattigste dele af USA. Gennemsnitsindkomsten på øerne er mindre end halvdelen af USA’s fattigste stat Mississippis. En tredjedel af Jomfruøernes befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Derudover er samfundet plaget af massiv vold og sociale problemer. Mordraten på øerne er blandt de højeste i hele verden og det højeste i USA – mere end 10 gange højere end USA’s gennemsnit, og 50 gange højere end i Danmark.

Mange danskere har muligvis haft den opfattelse, at det nu går godt for Jomfruøernes befolkning, da de i hundrede år har været del af USA, som er verdens supermagt og en af klodens rigeste nationer. Men overnævnte fakta viser det modsatte, og det kunne skyldes de gentagne forbandelser, som dette folks forfædre er blevet udsat for, hvilket evt. fortsætter med at holde den nuværende generation nede på det åndelige plan.

Stadig ikke frie

Befolkningen på US Virgin Islands behandles stadigvæk som andenklasses mennesker, og Danmarks bærer en stor del af skylden for denne situation. Efter at være blevet solgt af deres eget folk i Afrika blev Jomfruøernes forfædre borttransporteret i danske skibe, solgt af danskere på slavemarkederne i Dansk Vestindien og sat i livslang trældom under det Danske flag igennem flere generationer. Derefter – for 100 år siden – blev deres efterkommere solgt videre af Danmark til USA, et land hvor den sorte befolkning dengang levede som 3. klasses borgere. Befolkningen på de Dansk-Vestindiske Øer blev ikke spurgt om deres tilsagn for denne handel; beslutningen om at sælge øerne blev afgjort ved en folkeafstemning i Danmark, dvs. af hele Danmarks befolkning. Derimod har beboerne på Jomfruøerne – som fortsat er en amerikansk koloni – stadig ingen mulighed for at deltage i USA’s Præsidentvalg. Til sammenligning har de fleste andre forhenværende kolonilande i Vestindien fået selvstændighed og dermed demokrati og fuld frihed.

Danmark har, så at sige, kun bragt forbandelse til Jomfruø-beboerne – endda flere gange. Vores folk er gået imod Guds vilje ved at agere modsat af det (for)billede, som vi er skabt til, dvs. at velsigne andre, ligesom Gud gør.

Bed for Jomfruøerne

Derfor bør Danmarks kristne nu søge at reparere/rette op på fortidens forbandelser ved at bede om heling og velsignelse for befolkningen på de tidligere Dansk-Vestindiske Øer, samtidigt med vi skal erkende vores nations svigt overfor disse menneskers forfædre, og det kristne Danmarks svigt overfor Gud. Dette kunne evt. ske på Store Bededag, fredag den 12. maj, eller den efterfølgende søndag.

Må så mange kirker som muligt vise en åndelig vej videre fra Danmarks grumme fortid som slave- og kolonination og tage åbenlyse skridt mod heling og forsoning – både med Gud og med befolkningen på Jomfruøerne. Lad os inspireres af 5. Mosebog kapitel 28:

’Velsignet være du i byen, og velsignet være du på marken, Velsignet være din livsfrugt, grøden af din jord og det, dine husdyr bærer… velsignet skal du være i din indgang, og velsignet skal du være i din udgang… Da skal alle folk på jorden se, at Herrens navn er nævnt over dig.’