I Harpeskole på Oliebjerget

(Læsetid: 8 minutter)

Lise Jørgensen elsker livet som kristen, der bl.a. har budt på store oplevelser og helbredelser i Israel og Nepal.

– Mit liv har aldrig været så spændende og sjovt, som EFTER at jeg blev kristen, siger Lise Jørgensen, der fx har været i harpeskole på Oliebjerget i Israel – og leder bøn og faste i Pottemagerens Hus i Holsted en gang om måneden.

Da Lise Jørgensen for nogle år siden deltog i en demonstration til fordel for Israel – arrangeret af Moses Hansen, faldt hun i snak med prædikanten. Hun og hendes mand tilbød Moses at overnatte hos dem i Taastrup, når han besøger Sjælland.
Det blev starten på et venskab og åndeligt samarbejde, der blev styrket under en rejse til Israel i november 2015.

Knuden forsvandt

Inden afrejsen havde Lise i månedsvis døjet med en knude på akillessenen på højre ben, og ingen behandlinger havde hjulpet. I Israel, hvor hun også havde en livsforvandlende oplevelse, forsvandt knuden.

– Det skete ved Guds indgriben. Jeg opdagede ikke engang, hvornår det skete.

Vi var en gruppe på 17 mennesker, der tog med Moses til Israel for at bede for mennesker i deres egne hjem og besøge et bedested på Oliebjerget: Jerusalem House of Prayer for all Nations, hvor der er bøn 24 timer i døgnet for alle nationer. Det har der været i 30 år. En præst har startet stedet, hvor 40 mennesker – altid to og to – konstant beder. Nogle gange er her tyve harper og lovsang til Herren. Et verdenskort er inddelt efter klokkeslæt og der bedes for Danmark og de lande, vi er i zone med, mellem klokken 18 og 20, fortæller Lise.

Mødte Gud i gråd

Besøget på Oliebjerget gjorde stort indtryk. Efterfølgende fik gruppen også lov til at besøge et satellitbønnested i Eilat, hvor otte mennesker stod for bøn døgnet rundt.

– Sammen med Moses var vi med til en seks timers bønnevagt med mennesker fra hele verden med bøn på hjerte. Her var ingen turister, her blev lyttet til Gud.
– Her var også harper og lovsang. Bagefter pakkede de instrumenterne sammen. En enkelt harpe stod tilbage.

”Vi må sikkert godt lige prøve den,” tænkte vi, og det gjorde en, der normalt spiller klaver. Men jeg følte ikke, det lød rigtigt, så jeg satte mig ved harpen….normalt flygter folk, når jeg spiller klaver, fløjte, guitar. Ingen gider høre det. Da jeg sad med harpen, var der én, der spurgte: ”Må jeg tage et foto?” og tilføjede: ”Jeg tager også et med din mobil”.

– Da jeg så det foto, begyndte jeg at stortude, mens jeg stadig sad med harpen på skødet. De andre begyndte at bede for mig…så tudede jeg endnu mere. Jeg mødte Gud i gråden. Guds ånd kom stærkt over mig og jeg vidste bare, at jeg skulle have noget med harpe at gøre. Tiden forsvandt helt, fortæller Lise.

Lise står nu for at lede lovsangen i Pottemagerens Hus, som er oprettet af Moses Hansen.
Bønnesvar for Moses

På samme rejse bad Moses Hansen en hel nat i håb om, at nogle ville melde sig og hjælpe ham i Pottemagerens Hus. På netop det tidspunkt følte Lise, at Gud ville have hende til at gå mere ind i stedet.

”Hvis min mand er med på det, så gør vi det”, besluttede hun.

Da Lise næste morgen så Moses, sagde hun: ”Hvis min mand er med, så vil jeg gerne komme til Pottemagerens Hus en gang om måneden til bøn og delvis faste.”
Moses svarede: ”Du er det bønnesvar, jeg har ventet på”.

– Da vi kom hjem fra Israel, hentede min mand mig i lufthavnen. Han sagde ja med det samme, og vi var i gang inden jul, fortæller hun.

Harpeskole i Israel

Moses fortalte også Lise om harpeskolen på Oliebjerget – med elever fra hele verden. Han skrev et brev med en ansøgning om optagelse for hende. I november 2016 rejste hun igen til Israel – til tre ugers intensiv harpe-undervisning og en uges ferie.

Det blev muligt økonomisk, fordi hun arvede fra sin mor og brugte pengene til at købe harpe, rejse og undervisning.
– Jeg føler derfor, at jeg har arvet et instrument, som Gud vil bruge gennem mig – til glæde for alle, der lytter. Jeg får en klump i halsen bare ved at tale om det. Det er så stærkt at blive mindet om, forklarer Lise.

De første dages harpeundervisning gik godt. Så blev hun syg: Hoste, ondt i halsen og i hovedet. Hun kunne ikke synge, men spillede og fik lov til at optage det hele og kunne genopfriske det senere.
– Vi lærte syv sange de første tre dage i harpeskolen og blev undervist i 41 sange i alt, men det var desværre ikke alle, jeg kunne nå at lære. Bagefter spillede vi til en sabbatfest på stedet, og fire dage senere offentligt i The Old City of David – i en arkæologisk udgravning af den by, som Kong David byggede som sin hovedstad. Den ligger lige uden for den gamle mur omkring Jerusalem.

Pressechefen optog det på video. Den nervøsitet, som jeg ellers ofte har, var pludselig forsvundet. Gud tog den væk. Jeg skulle gøre noget, som jeg faktisk ikke kunne, men jeg gjorde det alligevel, og det lykkedes. Og det hele var ok.

Guds hjerteslag

– Harpen er Guds instrument, Guds hjerteslag. The soundboard, resonansbunden, som man har ved sit bryst, kommer i svingninger, og der er en helbredelse i både at spille og lytte til harpemusik, siger Lise. Hun arbejder for kommunen som ledsager for handicappede – og har et lille hjemmeservicefirma, der tilbyder personlig pleje ….nu af og til med harpemusik oveni uden beregning.

Rask i Nepal

– Jeg har tidligere været med en gruppe kristne i Nepal. Dengang var jeg hjemmegående og havde ikke råd til rejsen, men følte, at jeg skulle med. Derfor gik jeg på Arbejdsformidlingen, hvor man mente, det ville blive meget svært for mig at få job, men på vej ud så jeg et opslag fra postvæsenet. Jeg søgte jobbet og startede næste morgen, fortæller Lise.

På det tidspunkt havde hun også en knude på størrelse med en valnød på akillessenen på vestre ben, lige over hælen. Som postbud løb hun op og ned ad trapper. Det gjorde ondt. En dag bad hun Gud om at tage smerten, og den forsvandt resten af dagen. Men næste dag gjorde det ondt igen. Hun fortsatte som postbud trods smerten, for hun ville tjene til rejsen til Nepal.

Så var hun til kirkemøde med lovsang og fik lyst til at danse, selv om det gjorde ondt. Hun blev bare ved, men tænkte: ”Gud, hvad har du gang i?”

Jeg havde meget ondt og var klar over, at jeg ikke kunne trave i bjergene i Nepal i dagevis med den fod. Alligevel tog jeg afsted og var ovenikøbet så heldig at få en billig flybillet.

På en vandring i bjergene ankom vi til en lillebitte kirke. Hende, der skulle tale, blev syg. Derfor blev jeg bedt om at gøre det i stedet. Jeg gik udenfor og bad: ”Gud, hvad vil du have, jeg skal sige?”.

Mens jeg sagde det, gled min hånd ned på foden, hvor bulen plejede at være – dagen før i Katmandus gader var den der og gjorde ondt… men nu var den væk! Jeg begyndte at ælte området, men den var helt væk. Dét blev mit vidnesbyrd den aften.

Derude i bjergene, hvor der er langt til lægen, er det godt at fortælle, at der findes en Gud, der helbreder, siger hun.

Lise havde stærke følelser, da hun opdagede helbredelsen:
’”Waou, Gud har helbredt mig”…og ”hvor ville jeg godt have opdaget, da du gjorde det Gud.”

For jeg havde slet ikke bemærket det, fordi jeg havde så store problemer med min vejrtrækning, mens vi travede så højt oppe – i 3000 meters højde. Min glæde var vild, da jeg opdagede det. Og knuden kom aldrig tilbage, tilføjer hun.

Bror blev mormon

– Min vej mod tro begyndte i 80’erne, hvor jeg oplevede min brors dybe kærlighed – efter at han blev mormon. Min far var godt sur over det. I mit barndomshjem blev tro betragtet som noget, man lærte om i folkeskolen. Kirken kom vi kun i til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Jeg kunne aldrig blive mormon, men min mand og jeg begyndte at komme i den lokale folkekirke. Der blev taget godt imod os, men den dybe kærlighed, jeg oplevede hos min bror, fik jeg ikke her.
Helligånden stiftede jeg ikke bekendtskab med, før min veninde sagde: ”Jeg kommer i City Kirken – kom med mig,” og i 90’erne begyndte vi at komme der. Den overgivelse til Gud, som jeg har i dag, kom langsomt. Efter masser af undervisning, lovsang og ved at lære frie bønner, hvor man beder fra sit hjerte til sin ”far i himlen”, fortæller Lise Jørgensen.

Sang mod migræne

Lise Jørgensen har lidt af migræne fra hun var syv år. En dag ankom hun til et kirkemøde med voldsom migræne og kvalme – og var lige ved at gå hjem igen.
– Men lovsangen var så stærk, at migrænen forsvandt. Lovsangen helbredte mig, siger Lise, der har oplevet flere helbredelser

 

Læs også