Venstre sidebanner eksempel

Historien om Brorson og den yndigste rose

Et samtidigt portræt af Brorson, malet af den kristne kunstner Johan Hörner i 1756, hvor Brorson var blevet biskop i Ribe. På det tidspunkt havde han udgivet de fleste af sine salmer.

Roser betød noget særligt for Hans Adolf Brorson, der voksede op i det nøjsomme vestlige Sønderjylland, hvor landskabet er uendeligt og fladt. Men her skrev han de smukkeste danske julesalmer. En af dem var ”Den yndigste rose er funden”.

Hvis man gør sig den ulejlighed at læse teksterne til de gamle danske julesalmer, så vil man opdage, at Brorson overgår dem alle med sine dybe og samtidig meget poetiske tekster.

Biskop Johs. Johansen, Helsingør, som selv var en habil salmedigter, kaldte Brorson den største danske salmedigter – selv om Johansen som grundtvigianer var teologisk forskellig fra den pietistiske Brorson. Også den gammel-grundtvigske teologiske professor Regin Prenter fremhævede Brorson som den største af vores salmedigtere.

Ja, faktisk var det Grundtvig selv, der genopdagede Brorson!
Grundtvig faldt i 1816 over den smukke gamle salme ”Den yndigste rose er funden”, og han blev så begejstret, at han spurgte en teologisk professor, om han vidste, hvem der havde skrevet salmen. Efter nogen tid fik Grundtvig et brev fra prof. Rahbek, som havde spurgt en anden professor, Werlauf, der kunne oplyse, at salmen fandtes i den lille digtsamling ”Troens rare klenodie” (dvs. troens sjældne, dyrebare skat) fra 1739 af H.A. Brorson.

Grundtvig gendigtede herefter salmen, og da han var mere rund og folkelig, fjernede han linjerne om de forhærdede tidselgemytter, der ender i helvede, og lod istedet salmen ende med blomster i himlen. Verset er senere udeladt.

Grundtvig kunne ligesom Ingemann bedst lide at skrive om det positive, som fx engle og blomster. Brorson levede i en anden tid, hvor man sagde tingene mere ligeud. Det var også en vækkelsestid, hvor man gjorde op med den stivnede ortodokse lutherdom, der mange steder var endt i hård forstandstro uden følelser og uden socialt engagement. Meget af det fattigdoms-arbejde, som den katolske kirke havde udført, var faldet til jorden med reformationen.

Især fra Halle i Østtyskland kom der i 1700-tallet nye vinde – den såkaldte pietisme – hvor man lagde vægt på pietet, dvs. ægte fromhed, inderlighed, tro, god moral og socialt ansvar for medmennesker. Pietismen førte til skoler, barmhjertighedsarbejde og missionsarbejde. Det var en meget positiv kristen bevægelse, men som det ofte går med vækkelser, blev den omtalt som streng og svulstig af de rationalister og kulturradikale, som senere fik magten i samfundet og kirken.

Men tilbage til Brorson.

Ved Vadehavet

Hans Adolf voksede op i Randerup, helt ude i marsken ved Vadehavet syd for Rømø, hvor 8.000 mennesker i 1634 druknede under en stormflod.
Her havde hans far og farfar været præster, og hans storebror og han selv blev senere præster i samme sogn.

Den lille Hans Adolf Brorson var kun 10 år, da hans far døde, og moderen giftede sig derefter med den nye præst, så de kunne blive boende.
Hans Adolf tog studentereksamen på Ribe Katedralskole og kom derefter til København, ligesom sine ældre brødre Nikolai og Broder.

Men Hans Adolf studerede teologi i fire år – uden at fuldføre. I stedet fordybede han sig i naturvidenskab, historie og sprog, og han var optaget af samtidens verdenslitteratur.

Han rodede sig også ind i noget fusk ved at betale sin fætter Christoffer fra Ballum 23 rigsdaler for en legatplads.

Den mistede han i øvrigt, da han ikke overholdt forpligtelsen til at ”disputere”.

I 1717 forlod han København og begrundede det med overanstrengelse og sygdom, – og senere i livet havde han da også psykiske problemer pga. sit følsomme sind.

Åndelig fornyelse

Han arbejdede nu som huslærer i tre år og oplevede her en åndelig fornyelse, som ændrede hans liv. Han beskrev sin glæde sådan:

Åh, hvilken Ære,
for Tanken altfor stor,
hans Barn at være
som i det Høje bor!
Når man er blevet
til Herren ret omvendt,
fra Verden revet,
med Jesus ret bekendt,
i Himlen skrevet
med Lammets røde Prent!

Hans Adolf blev i øvrigt gift med sin elev Kathrine, da hun var fyldt 16 år. Det var ikke så ualmindeligt dengang.

Herefter blev han udnævnt som rektor i Holstebro, men da hans stedfar også døde, blev han kaldt tilbage kort efter for at blive præst i sognet.

Han fik hurtigt afsluttet sin teologiske eksamen i København og prædikede med en fornyet overbevisning.

Han kom under god indflydelse af provst Schrader i Tønder, der var påvirket af Brødremenigheden og som selv skrev salmer og udgav en salmebog i 1731. Dengang talte man tysk i Tønder og andre større byer i denne landsdel, mens man ude på landet som regel talte dansk. Men provst Schrader fik Brorson ansat i en ny stilling som dansk præst i Tønder. Han sørgede for en indsamling, så der kunne opføres et stråtækket bedehus i Emmersker, hvor Tønders dansktalende befolkning kunne høre Brorsons bevingede prædikener.

Behov for danske salmer

Nu går det hurtigt op for Brorson, at der mangler danske salmer, som kan formidle den hjerte-kristendom, han står for, i modsætning til den tids rationalistiske præster.
Selv om han endnu var ung, skrev han nogle dybe og stærke salmer, bl.a. de senere så kendte julesalmer som Mit Hierte altid vancker, Her kommer dine arme smaa, og I denne søde Juletid.

I 1732 fik han trykt et lille salmehæfte i Tønder. Senere fulgte andre sang-hæfter.
Da han i 1739 overtog sin bror Broders embede som stiftsprovst i Ribe, og fik råd til det, samlede han salmerne i ”Troens rare klenodie”.

Samvittighedsproblemer

Brorsen blev 1741 udnævnt til biskop i Ribe af den fromme kong Christian VI, som indførte konfirmationen og gerne ville have en biskop med en klar kristen tro. Men senere kom Brorson i vanskeligheder, fordi han ikke indberettede brødremenighedens åndeligt vakte forkyndere, som kongen krævede. Han følte, det var at synde imod Helligånden.

Kongen havde vendt sig imod denne vækkelse og forfulgte dem indtil sin død. På grund af en fejllæsning af et brev har man tidligere troet, at Brorson også var en ”feind”, en fjende, men ny forskning har vist sig, at der skulle stå ”freund” – han var en ven.

Den følsomme Brorson måtte igennem store menneskelige tragedier, bl.a. havde han en sindsyg søn, som måtte spærres inde på et loftsværelse, fordi man ikke dengang havde psykiatriske behandlingsteder.

Roman om Brorson

Forfatteren Niels Aage Barfoed (1899-1973) skrev en biografisk roman om Hans Adolf Brorson, som Lohses forlag i 1991 lod Alice Andersen sprogligt bearbejde og genudgav.
Her fortæller Barfoed udfra de kilder, han kunne finde – men naturligvis også en del fantasi – hvordan han forestiller sig, at julesalmen ”Den yndigste rose er funden” blev til.

Han mener, at inspirationen til at sammenligne troen på Jesus med en rose, kom fra hans unge svigerinde Kristines pludselige død. Hun var gift med Nikolai.

Hans Adolf så hende ligge bleg og stiv – men alligevel med et fredfyldt ansigt, fordi hun døde i troen på Jesus og det evige liv.

I et smukt digt skrev han:
Her er en rose lagt trods Edens rosmariner, af Kristi roser, af de rareste Kristiner…

Christian Bang (1868-1950) malede dette portræt af salmedigteren Hans Adolf Brorson i 1929. Bang var født i Rønne. Portrætter var hans styrke. Han malede desuden mange altertavler og udførte tegninger til bogudstyr. Han var en årrække tegnelærer ved hoffet.
Salmen bliver til

En nat sad den unge Brorson og arbejdede med salmerne. Barfoed fortæller:

”Det var nu ikke megen tid, Brorson kunne afse til at skrive i.
Det daglige arbejde lagde stærkt beslag på ham. Der var hele tiden prædikener, bibellæsninger og overhøringer, som skulle forberedes. Og hver eneste eftermiddag gik med husbesøg, mest ude i landsognet Emmersker. Men det hændte, at han i de sene aftentimer fik nedskrevet noget. Men når han havde skrevet det, lagde han det straks i en skuffe og tænkte ikke mere på det.

Men en aften hen på efteråret kom det pludselig over ham, at nu skulle der gøres noget alvorligt ved det. Det kom så stærkt, at han ikke kunne skubbe det fra sig. Naturligvis drømte han ikke om at lave en salmebog, men måske kunne han give sin menighed en lille julegave i form af et hæfte med nogle få salmer i. Han blev så glad for tanken, at han straks gik i gang med at undersøge, om den kunne virkeliggøres.

Han tog hele papirbunken op af skuffen, satte sig godt til rette og gav sig til at læse. Og efterhånden som han læste, konstaterede han til sin store overraskelse, at det i grunden slet ikke var så dårligt. Det var i hvert fald meget bedre, end han havde haft nogen fornemmelse af, da han skrev det.

Her var den salme, han allerede i Randerup havde skrevet til børnene. Hvis den bare blev pudset lidt af, var det virkelig en meget pæn salme. Den kunne nok blive til glæde og opbyggelse for en eller anden – og måske ikke alene for børn.

Og her var en salme om den rette juleglæde: ”I denne søde juletid tør man sig ret fornøje”. Han kunne godt huske den aften, han skrev den. Det var gået så forbavsende let. Han havde skrevet den ud i ét stræk. Måske skulle der føjes et par vers til, for at den kunne blive mere afrundet. Sådan fandt han den ene salme efter den anden, og uden han vidste af det, var næsten hele natten gået.

Han sad der endnu, da det første blege morgenskær begyndte at sive ind gennem de små ruder. Han var træt og strakte sine stive lemmer. Nu måtte han se at komme i seng.
Men så kom pludselig en tanke flyvende til ham. Der var noget vidunderligt ved den – den var ganske ny og frisk, men samtidig virkede den velkendt. Den dukkede op som noget, der ubemærket havde ligget i hans sind og groet i årevis.

”Jeg er en rose i Saron” lød det i hans ører; han så broderen, Nikolaj, stå i Bedsted Kirke og læse den tekst op, og hele stemningen fra den dag stod lyslevende for ham. Derefter skiftede billedet for hans indre øje. Han så det blomsterduftende soveværelse, hvor Kristine lå bleg, men med et yndigt smil om munden på den hvide pude med et væld af røde roser omkring det lyse hår.

Og med ét stod de første linjer på papiret:

Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden.

Han standsede og sad længe og så stærkt bevæget frem for sig. Det var så skønt et syn, der oprullede sig for ham – den skønne, røde rose, der blomstrer mellem tidsel og tjørn i ødemarken
– Frelseren blandt syndere. Det var så skønt, at han måtte græde. Tårerne fik frit løb ned ad hans kinder.

Så bøjede han sig ind over bordet og skrev. Pennen fløj afsted. Det var, som om den overhovedet ikke rørte ved papiret.
Det var så let for ham – næsten, som om det slet ikke var ham selv, der skrev – som om hans hånd blev ført. Aldrig før havde han oplevet noget sådant. Han var færdig, før han vidste af det.

Han lænede sig tilbage i stolen og læste det skrevne igennem. Så trak han vejret dybt og rystede langsomt på hovedet. Det var alligevel ikke, som det skulle have været! Det var slet ikke noget fuldstændigt udtryk for det syn, han havde set. At det skal være så umuligt at få udtrykt med ord, hvad der har bevæget en så dybt!

Var dette digt overhovedet noget værd, når det var så ufuldkomment?

Forfatteren Niels Aage Barfoed skrev en biografisk roman om Hans Adolf Brorson, som Lohses forlag i 1991 genudgav i bearbejdet sprog med Jørgen Hedagers smukke omslag.

Han vidste det ikke. Han havde mest lyst til at krølle papiret sammen og kaste det bort, men han tøvede alligevel med det.
Døren åbnedes bag ved ham. Han vendte sig om med et sæt. Det var Katrine. Hun var i nattøj.

”Men Hans Adolf – sidder du her! Og du har slet ikke været i seng!”

Han stirrede på hende uden at sige et ord. Det var, som om han ikke kunne komme tilbage til virkeligheden.

”Du kan ikke tænke dig, hvor forskrækket jeg blev”, fortsatte hun, ”da jeg vågnede for lidt siden og så, at din seng var urørt.

Hvad har du dog foretaget dig hele natten?”

”Skrevet,” sagde han tonløst. ”Skrevet en salme.” Han rakte hende papiret.

”Som din hånd dog ryster,” sagde hun. ”Men det er jo ikke så sært, når du ikke har sovet hele natten.”

”Vil du ikke lige læse den salme?”

”Jo, jo, men jeg skal da lige have sat mig ned først…”

Han turde ikke se på hende, mens hun læste. Han sad og gennemgik salmen i tankerne, og den forekom ham fattigere nu end nogen sinde.

Hun lod papiret synke ned i skødet. Hun sagde ikke noget, og han følte sig lidt skuffet. Han havde alligevel så småt håbet.

Han så på hende. Hun sad ganske stille, og tårerne løb ned ad hendes kinder.
”Hans Adolf,” sagde hun bevæget. ”Det er det dejligste, du nogen sinde har skrevet.”

Han var hende dybt taknemmelig for de ord, men han havde alligevel ingen ro på sig. Katrines dom kunne han ikke rigtig regne med her. Kærligheden kunne gøre hende ukritisk. Han måtte henvende sig til en mere uvildig dommer. Han måtte hen til Schrader.

Så tidligt, som han kunne være det bekendt, skyndte han sig hen til præstegården. Han ville ikke vise sig alt for ivrig og talte derfor først lidt om almindelige ting, men han vidste dårligt nok selv, hvad han sagde. Så trak han ligesom tilfældigt papiret frem.

”Jeg har i nat – eller rettere – til morgen – skrevet et lille digt – en salme, og jeg vil gerne høre Deres mening om det. Jeg kan ikke selv finde ud af, om den duer eller ej. Må jeg læse den op for Dem?”

”Ja – læs kun!” sagde Schrader og satte sig interesseret til rette. Han sad og gned sin hage, mens han lyttede.
”Læs den lige en gang til!” sagde han. Brorson så på ham med et usikkert blik. Udtrykket i Schraders ansigt gav ham mod. Han læste salmen igen, og denne gang var hans stemme mere sikker.

”Det sidste vers!” sagde Schrader i en næsten bønfaldende tone. ”Gør mig den tjeneste at læse det sidste vers endnu en gang.”’

Brorson læste:
Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!

Schrader trak vejret dybt.

”Jeg har aldrig vidst,” sagde han, ”at det danske sprog kan være så smukt!”