Venstre sidebanner eksempel

Politikere kan godt gøre noget for forfulgte kristne

Af Henrik Ertner Rasmussen
Generalsekretær,
Dansk Europamission

Iben Thranholm udtrykker i Udfordringen den 14. januar tvivl om nytten af, at politikere forsøger at hjælpe forfulgte kristne. Hun nævner, at ”forfulgte kristne vælger at gå under jorden”, og at det derfor bliver svært at hjælpe dem fra politisk hold.

Problemet skal dog anskues i et bredere perspektiv. Meget afhænger af omstændighederne omkring forfølgelsen. Irakiske kristne, der blev fordrevet fra Ninivesletten af Islamisk Stat, har længe via deres ledere forsøgt at råbe verden op. De er flygtet fra deres hjem, men de har holdt hovedet højt og er ikke gået i skjul.

Tilbage til deres hjem

De har i høj grad brug for, at de stater, som har smidt milliarder af dollars efter Irak, også vedkender sig et medansvar for situationen og hjælper dem politisk og økonomisk nu, hvor de forfulgte har mulighed for at vende tilbage til deres hjem.

De har brug for, at deres statsapparat anerkender dem som medborgere med lige rettigheder. Det kan det internationale samfund hjælpe med – hvis den gode vilje er til stede.

Det er straks en anden sag, hvis det handler om konvertitter fra fx islam til kristendommen. Her har Iben Thranholm ret. De vil ofte forsøge at holde sig skjult for at undgå fængsel og måske død.

Men selv konvertitter kan man hjælpe via det politiske system. Især hvis de havner i fængsel, kan det nytte noget, at vi der kender til sagerne, søger hjælp gennem diplomatiet. Engang var en af mine venner fra et arabisk land, en ung konvertit, blevet arresteret af sikkerhedspolitiet ved hjemkomst efter en rejse. Jeg skrev til forskellige instanser, men Danmark havde ikke en ambassade i det pågældende land. EU havde derimod én, og derfor henvendte jeg mig til chefen for EU-delegationen i landet. Hun var meget venlig og lovede at tage affære ved sit næste møde med regeringen i landet. Hvad der præcist skete, er naturligvis fortroligt. Jeg ved det ikke selv. Jeg kunne blot konstatere, at min ven efter nogle få uger pludselig var en fri mand.

Projektchef Samuel Nymann Eriksen fra Dansk Europamission kunne efter en rejse til Irak i efteråret fortælle, at IS stik imod deres vilje var årsag til, at flere muslimer konverterede til den kristne tro – og oplevede forfølgelse.

Da jeg boede i Egypten, lærte jeg en ung kristen at kende, som var konverteret fra islam. Han havde siddet i fængsel i længere tid. Hvis ikke vestlige lande havde presset på over for den egyptiske regering for at få ham løsladt, ville han og hans to medfanger, der også var konvertitter, være døde i fængslet. Det var hans egen nøgterne vurdering.

Modsat Iben Thranholm har jeg tiltro til, at kontoret for tros- og religionsfrihed i Udenrigsministeriet faktisk kan hjælpe forfulgte kristne – og andre forfulgte religiøse mindretal.

Hvem er aktørerne?

Der er også stor forskel på, hvem aktørerne i forfølgelsen er, om det er statslige eller ikke-statslige aktører. I Indien er aktørerne i forfølgelsen ikke-statslige. Regeringen kan henvise til paragrafferne i landets forfatning, der garanterer retten til religionsfrihed, men desværre sker det alt for ofte, at de hinduekstremister, der står bag kristenforfølgelserne, ikke bliver arresteret og retsforfulgt. Med andre ord er myndighederne lidt ligeglade med de forfulgte. Fra den danske regerings side kan man opfordre den indiske regering til at påse, at politiet skrider ind over for lovovertrædelser fra ekstremisternes side. Hvis staten er aktør i forfølgelsen af kristne, som fx i Usbekistan, hvor lovgivningen fx gør det strafbart for private at have Bibelen liggende hjemme, bør den danske regering foreholde den usbekiske, at en sådan lovgivning er i modstrid med de internationale konventioner på området.

Sådan som jeg hører ambassadøren for tros- og religionsfrihed, Franz-Michael Skjold Mellbin, forklare, hvordan man fra Udenrigsministeriet vil handle, har jeg tiltro til, at der er så megen viden og erfaring opsamlet, at man med rimelig sikkerhed forstår at navigere udenrigspolitisk i det vanskelige felt som tros- og religionsfrihed er, især fordi de trosbaserede organisationer er inviteret til at samarbejde med ministeriet.

Der er også kristne medlemmer af Folketinget. De kan som parlamentarikere ifølge ambassadøren noget, som bureaukraterne i ministeriet ikke kan. De har desuden den fordel, at de kan bede Helligånden om hjælp, og alle kristne i vores land kan bede for de politikere og embedsfolk, der er optaget af tros- og religionsfrihed og vil hjælpe dem, der er forfulgt for deres tros skyld.

Derfor bør vi alle bede for dem. Gud hører bøn, også for dem i høje stillinger, som Paulus siger, at vi skal bede for (1. Tim. 2,2).