Hvor går vejen Hjem?

Mange mener tilsyneladende, at det spørgsmål løses ganske automatisk. Når man har været et godt menneske – og det har jo næsten alle mennesker været – ja, så løser døden nok det problem. »Nu fik han fred,« siger man ved dødsfald.
Men sådan taler Bibelen ikke.

Den rummer ganske vist stærke, dejlige ord om liv og fred og glæde på den anden side af død og grav. Og af alle bibelske udtryk for Himlens herlighed er intet vel dybere og skønnere end Jesu ord i dag om Faderhuset med de mange boliger, som han er gået bort til for at gøre en plads rede for sine venner.

Men selv om Bibelen har noget at sige om »landet bag hav« og en trøst at give døende og sørgende med henvisning til, at Jesus har gjort en plads rede i Faderhuset, så lægger både Jesus selv og hele Bibelen hovedvægten på vejen. Selve målet derimod, Faderhuset, Himlen, er Bibelen mere tilbageholdende med at beskrive.
Se blot teksten. Thomas er først og fremmest optaget af målet. Han siger: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus svarer ved at pege på vejen: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«
Det er ikke så spændende, det med vejen. Målet, derimod, er det meget mere interessant at høre om. Hvordan mon der er i Himlen? Det spekulerer mange på.
»Han sov hen som sol i høst går ned,« synger vi tit ved begravelser (DDS 783,10). Det er så kønt. Men kendte afdøde virkelig vejen til Faderhuset? Og gik han den? Gik hun den? Det er et helt andet spørgsmål, som det måske er pinligt at komme ind på. Men det er nu altså det, sagen drejer sig om for dig og mig!

Vi har alle gjort oprør mod Gud, vores skaber og herre. Vi har taget sagen i egen hånd og vil selv bestemme alt. Ja, vi drister os oven i købet til at forlange af Gud, at han som den selvfølgeligste ting af verden skal se bort fra vores uregerlighed og lukke os ind i Himlen til slut!
ÆrIig taIt, mon ikke det er på tide, at vi gør os færdige med alt det »selvføIgelige«? Jo mere man lærer sig selv at kende, sine urene motiver og svage punkter, sin utaknemmelighed, sin grænseløse selvoptagethed, sin umættelige Iyst til at sætte andre på plads, jo mere tydeligt bliver det, at skulle det »selvføIgelige« råde, så ender det ikke i Faderhuset, men dér, hvor der over døren står: Her lades alt håb ude!

To hindringer
Det, der gør vejen til Himlen til en løngangssti, vi ikke selv finder ind på, er to ting. Der er to hindringer:
Den første Iå hos Gud. Det er hans vrede. Gud er en hellig Gud, som ikke tåler fusk og synd. Derfor vredes han på dig og mig. Ikke bare, fordi vi nu og da bærer os galt ad, men fordi vi inderst inde bærer pa en alvorlig brist. Kort og godt, fordi vi er syndere og oprørere mod Gud.

Men nu har Gud i sin store nåde selv banet en vej gennem denne første og alvorligste hindring. Vreden lod han gå ud over sig selv, idet han lod sin søn, Jesus Kristus tømme vredens bæger og dø pa korset.
”Ved ham frelses vi fra vreden,” siger Paulus (Rom 5,9). Jesus har bragt forlig i stand. Derfor er ordet om korset ikke – som mange mener – en besværlig ballast og en hindring for mennesker på vej til HimIen. Men korset betyder netop, at nu har Gud selv åbnet vejen ved at fjerne den første og største hindring: Guds vrede. Jesus har ved sit offer pa korset »åbnet for os en ny og levende vej gennem forhænget«, siger Hebræerbrevets forfatter (Hebr 10,20).
Jesus er vor store ypperstepræst, som har givet os adgang til Faderhuset, så vi »med frimodighed kan træde frem for nådens trone for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Den vej til Faderhuset står åben for enhver, der holder sig til Jesus – vel at mærke!
Men så er der den anden hindring. Den ligger hos os selv. Spørgsmålet er: Vil vi så ydmyge os og gøre brug af den adgang, Jesus har åbnet? Eller snakker vi bare op om alle vore egne gode sider og evner?
Det ligger jo til os i en sådan grad, at intet mindre end et Guds under kan få os til at indse, at det passer, det vi lige sang: »Vor forstand i mørkets band, kan jo ikke sandhed kende.« Mørket i os er hindringen, der gør, at vejen til Faderhuset er en løngangssti, der kun findes af dem, som ydmyger sig og beder om Helligåndens lys.

Følg vejen til livet
Jo, vi har lov at trøste hinanden med ordet om Faderhuset med de mange boliger. Men det forudsætter, at vi først finder vejen og bliver på den. »Ingen kommer til Faderen uden ved mig,« siger Jesus jo klart. For han alene er både »vejen, sandheden og livet«.
Trøsten er derfor kun til dem, der indstiller sig på det. Det vil i praksis sige: holder sig til det, Jesus har sagt og gjort, holder fast ved Bibel og bøn, dåb og nadver og fællesskab med alle, der fandt løngangsstien, vejen, som er Jesus Kristus selv.
Gør vi det, står han inde for, at målet, Faderhuset med de mange boliger, nås.
Derfor siger han nu også til os: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!« Og så må vi da svare og sige: »Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.«

Søndagens tekst: Johs. 14, 1-11

Jesus er vejen til Faderen
Jesus fortsatte sin tale til disciplene: »I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig. I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.«»Nej, Herre,« indvendte Thomas. »Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.«
Jesus svarede: »Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. Havde I forstået hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er. Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.«
»Herre, vis os Faderen!« bad Filip. »Det er alt, hvad vi ønsker.«
»Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?« spurgte Jesus. »Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‘Vis os Faderen’? Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.