En pålidelig bibeloversættelse?

Et læserbrev i sidste uge satte spørgsmålstegn ved, om Bibelen på hverdagsdansk er tæt nok på originalsproget. Iver Larsen svarer i denne kronik på kritikken og forklarer nogle principper for oversættelse.

(Læsetid: 7 minutter)
Bibelen findes i flere forskellige oversættelser. Man kan med fordel læse de forskellige udgaver, så man ser forskellige aspekter af teksten og mulige fortolkninger.

Mon ikke alle bibellæsere ønsker en pålidelig oversættelse? Det er det vist ikke svært at blive enige om. Men hvad er så en pålidelig oversættelse? Det er der til gengæld stor uenighed om.

Blandt almindelige bibellæsere er det en gængs antagelse, at jo mere ordret en oversættelse er, jo tættere må den være på den oprindelige tekst og altså jo mere pålidelig. Men sådan er det ikke nødvendigvis.

Det er sådan, man oversætter!

Prøv at lægge mærke til, hvordan man laver undertekster på film og TV. Hvis oversætteren altid lavede en ordret oversættelse, ville han eller hun hurtigt miste sit job. Der er utallige eksempler på meningsbaserede – eller meningsfokuserede – oversættelser i TV og på film. Det er simpelthen sådan, man oversætter, hvis man gerne vil kommunikere det korrekte budskab til modtageren.

For eksempel: Hvordan skal man oversætte The Big Apple? Den ordrette – og pålidelige? – oversættelse må være ”Det Store Æble”. Men hvis oversætteren tænker, at mange nok ikke ville forstå, hvad det betyder, er det helt i orden at gengive meningen, som jo er New York. Nogle gange møder man ordspil på engelsk, som det er umuligt at oversætte direkte, så det kræver stor kreativitet hos oversætteren.

Jeg husker en sjov situation fra en James Bond film, hvor James er lige ved at falde i vandet til en haj, da gulvet i elevatoren blev trukket væk. Det lykkes ham at undgå faldet ved at stå helt ude i kanten. Så da han åbner døren til skurken, som forventer, at han er faldet i vandet, siger James: ”You wanted me to drop in, didn’t you?” Skal man oversætte ordret som: ”Du ville gerne have, at jeg faldt i, ikke?” eller ”Du ville gerne have, at jeg kom forbi, ikke?” som er den tilsigtede mening?

Skal Bibelen oversættes på en helt anden måde?

Spørgsmålet er nu, om Bibelen er af en sådan karakter, at den skal oversættes på en helt anden måde, end man normalt oversætter? Der er fordele ved en såkaldt tekstnær bibeloversættelse, som kun er fuldt forståelig for den, som har sat sig grundigt ind i grundsprogene og den oprindelige kultur.

En sådan oversættelse giver et vist indtryk af, hvordan den oprindelige tekst var formuleret, men den taber ofte meningen på gulvet. Der er også fordele ved en meningsbaseret oversættelse, som er langt mere forståelig, fordi den tager hensyn til modtagerens baggrund og sprogbrug. Man kan med fordel bruge begge typer oversættelse, så man ser forskellige aspekter af teksten og mulige fortolkninger. Alle oversættere må nødvendigvis fortolke teksten, før de kan oversætte. Læserne fortolker også oversættelsen ud fra deres baggrund, mens de læser.

Vi elsker den kendte formulering

Nogle mener, at hvis en oversættelse er umiddelbart forståelig, må den være udvandet. Måske er det et udtryk for, at man savner en bestemt formulering, som man er vokset op med. Det gælder især ritualerne og de mest kendte bibelvers. Skal man så fastholde de gamle formuleringer, som ikke længere er almindeligt sprogbrug? For nogle mennesker er den følelse, man får ved at høre de velkendte formuleringer, af utrolig stor betydning. Mister man den følelse, synes man, at teksten er blevet udvandet eller forfladiget.

En oversætter står over for mange vanskelige valg, især hvis man gerne vil lave en meningsfuld oversættelse. En meningsbaseret oversættelse er for øvrigt noget andet end en parafrase. Den kan være mere eller mindre fri.

Hvilken oversættelse er mest korrekt?

Eksempel 1:
Lad mig tage et eksempel fra Johs 21,11 i forskellige oversættelser:
1907: Simon Peter steg op og trak garnet på land…

1948: Simon Peter gik om bord og trak garnet på land…

1992: Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land…

Ny Aftale: Peter gik tilbage til båden og trak nettet på land…

Seidelin: Simon Peter vadede i land, trækkende med nettet…
Græsk ordret: Simon Peter gik nu opad og trak nettet ind mod landjorden.

Der er intet ord for båd i grundteksten, og ordet om at gå opad betyder ikke at gå op i en båd, men at gå op ad en skråning, som når man går fra vandet op på land. I dette tilfælde giver Seidelin den korrekte mening. Oversættelsen fra 1907 er i og for sig pålidelig og ordret, men hvordan ville en læser forstå teksten i dag?

Oversætterne bag udgaverne fra 1948, 1992 og den Ny Aftale kendte til græsk, så det er ikke et spørgsmål om at kende grundsproget. Det er til en vis grad et spørgsmål om logisk tænkning og det at bruge sin sunde fornuft. Et net så tungt, at 7 fiskere ikke kunne trække det op i båden, er bundet fast til rælingen i agterstavnen. Peter kunne nok binde det fri og slæbe det lidt længere op ad strandbredden, men han kunne umuligt trække det op i båden alene. Og hvis han ville trække det op på land, hvorfor så gå op i båden?

Problemet ligger i forståelsen af vers 7, hvor der står, at Peter brugte sin yderkjortel til at binde op om sig og derefter hoppede ud i vandet. Man formoder, at han ville svømme ind til bredden, men det siger teksten intet om. Den siger kun, at de var tæt på land, hvilket sandsynliggør, at han kunne bunde på dette sted tæt ved Jordanflodens udløb i søen. Altså vadede Peter ved siden af båden, mens de andre roede ind mod land. Muligvis ville Peter sørge for, at nettet ikke blev revet i stykker mod sten, der kunne ligge på bunden. Men hvis man på grund af en misforståelse af vers 7 allerede har anbragt Peter inde på landjorden, får man problemer med at forstå, at han i vers 11 vadede i land. Derfor tilføjer man til teksten, enten at han gik tilbage til båden, eller at han gik op i båden, også selv om det overhovedet ikke står i grundteksten.

Eksempel 2:
Jeg vil overlade til læseren selv at sammenligne og studere tre oversættelser af nogle væsentlige vers fra Romerbrevet 3,25-26.

1992: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

Hverdagsdansk: Gud sendte Kristus, for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd. Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

Ny Aftale: Gud gjorde Kristus til det offer, der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem, der tror på ham, og det viser, hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra alt det, vi havde gjort, og den overbærenhed kan vi tage som tegn på, at han også i dag frikender dem, der tror på Jesus.

Er der en kirke eller forsamling, som gerne vil vide mere om bibeloversættelse, kan man evt. booke et foredrag på wycliffe.dk.

Læs også: Nu er Ivers nye bibel klar

Læs også