Fasten skal vække sult efter Gud

(Læsetid: 2 minutter)

I onsdags startede fasten med Askeonsdag, som i Den katolske Kirke er en obligatorisk fastedag. Det betyder, at man ikke bør spise. Er det for skrap kost, er det tilladt at spise brød. Vand og brød og intet andet. Formålet med ikke at spise er, at man ikke skal tænke på mad, men i stedet på Gud. Mennesket lever ikke af brød af alene.

Jeg må ærligt indrømme, at det har den stik modsatte effekt på mig. Askeonsdag er den dag i året, jeg faktisk tænker mest på mad. Springer jeg et måltid over, eller spiser jeg mindre, føler jeg mig hurtigt mat i koderne, svimmel og er optaget af det i stedet for Kristus. Derfor har jeg i flere år forsøgt at omgå det ved at skære ned på andre ting, så jeg kun spiser det allermest nødvendige for at holde mig selv kørende og ingen lækkerier, ligesom jeg også har fastet fra sociale medier, underholdning og lignende.

Men den går ikke

Hvis man i fasten skærer ned på smørret og sovsen, men stadig spiser hovedmåltiderne, så faster man reelt ikke. Faste betyder ikke at spise. Man nægter ganske vist sig selv noget ved at reducere, og man bliver sulten, men faster gør man ikke. Den erkendelse har jeg selv måttet æde.

Når kristendommen helt fra begyndelsen af har lagt vægt på faste – Jesus fastede 40 dage i ørkenen, og derfor faster vi 40 dage op til påske – er det fordi, vi ikke bliver herre over vores forskellige laster og ukontrollable former for sult, hvis vi ikke er i stand til at kontrollere vores grundlæggende sult, som er hungeren efter mad.

Så længe vi har et uordnet forhold til mad, dvs. er for knyttede til den, kan vi ikke have et velordnet forhold til Gud, som en af ørkenfædrene, den hellige Johannes Cassianus, understreger. Hvis ikke vi kan styre vores krop, kan vi heller ikke styre vores sjæl.

I en kultur som vores, hvor mad, kogebøger, stjernekokke og madprogrammer fylder mere end nogensinde, er det tydeligt, hvor knyttede vi er til mad på en usund måde i sjælelig forstand.

Det er tankevækkende, at vi er så optaget af mad i en overflodskultur, hvor ingen kender til hungersnød. Den nærmest sygelige trang til gå op i opskrifter og bagedyster siger noget om hvor langt væk vi er kommet fra Gud som kultur.

Maden fylder mere og mere, fordi vi har glemt Gud. Og derfor bliver vi paradoksalt nok mere og mere sultne. Og så bliver maden til gud. Derfor er fasten tid til at gøre sig selv sulten efter Gud.

Læs også