Lær at lytte til Gud, din næste og dig selv

Sygeplejerske Bente Lundbak Pihl, daglig leder af Den Lyttende Kirke med base på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, er virkelig god til at lytte til andre.

Det lærte hun som barn, hvor hun ofte måtte træde til side med sine egne behov. Hendes mor havde ansvar for fire børn – for hendes far var hjerneskadet efter en ulykke, der skete, da hun var tre måneder.

Det var svært for alle i familien.
Bentes far blev delvist genoptrænet, men det forblev vanskeligt for ham at tale. Han boede i 45 år på hospitaler og institutioner, men kom hjem hver søndag, onsdag aften og til højtider. De sidste 20 år af sit liv sad han i kørestol.

– Mine sidste fem år med min far var nære og dybe, fordi jeg havde fået hul på at arbejde med min egen sorg, fortæller Bente Lundbak Pihl.

Hun var heldig. Ikke alle får åbnet op for en bearbejdning af sår i dybet af sindet.
– Jeg fandt senere ud af, hvordan det kan lukke ned og skabe ”døde” områder i sindet, når man ikke bliver set eller lyttet til, forklarer Bente Lundbak Pihl.

Lytning er i dag en uundværlig og værdsat praksis for Bente – privat og arbejdsmæssigt. Hun underviser i kunsten at lytte.

De fandt fred

Der er en lovsang, som har særlig stor betydning for Bente: ”Din, din er æren.”
– Min far løftede nogle gange hånden op mod himlen – og så nynnede han melodien. Når man får afasi, får man sværere ved at tale, men han kunne salmer.

– Jeg tror han ønskede at sige noget med det: At han ikke var vred på Gud. Jeg tror, Gud var kommet ind til min far og havde mødt ham og hjulpet ham, som intet menneske kunne have gjort det, siger sygeplejersken.

Hendes far fortalte med den melodi, sin adfærd og accept af livsvilkår familien og omverdenen noget andet. Om den kærlighed, der jo er over forstand:

– Min far havde glimt i øjet og kunne få folk til at grine. Hvis jeg gik tur med ham i kørestol, hilste han på alle. Nogle skyndte sig væk – andre smeltede og løsnede op.
– Nogle gange var det en udfordring for mig, erkender hun.
Sangen blev sunget ved hans begravelse. Han blev 79 år.

Overhørt

Når Bente Lundbak Pihl som barn forsøgte at dele den smerte, hun bar på, oplevede hun sig aldrig rigtig hørt. Ofte blev hun afbrudt, hvis hun forsøgte at fortælle om sine sårbare følelser.

Nogle afbrød for at tale om sig selv. Andre flyttede fokus til, hvor slemt det måtte være for hendes far – eller mor, der fik ansvar for fire børn, eller for hendes søskende, der jo havde kendt deres far, inden ulykken forandrede ham og alt. Men alle har hver sin historie og et behov for at blive hørt.

– Det var en sorg og et tab at have en far, der blev sat tilbage – blev slået skakmat. Jeg mistede det at have en almindelig far, forklarer hun.

Men det fik hun i barndommen aldrig rigtig sat ord på, så hun kunne forlige sig med det. I stedet holdt hun op med at forsøge at fortælle om det.

Mange år senere lærte hun igen at lytte til sig selv og træde frem – og vigtigst: At lytte til Gud, der giver kærlighed og styrke – og er med i det hele.

Det var først som fyrreårig, da hun fik lyst til at fortælle en anden om sin barndom, at hun fik kontakt med en ubearbejdet undertrykt sorg og kunne begynde sorgbearbejdning. Det skete på et kursus arrangeret af Christian Listeners i England – hvorfra Den Lyttende Kirke har sit udspring. Den bevægelse hun i dag leder herhjemme.

– Sorgprocesser kan blive lukkede og låste. Vi oplever alle ikke at blive hørt. Udfaldet af det afhænger bl.a. af hvilke møder, man er heldig at blive velsignet med i sit liv.

Set via bibelen

– Hele mit liv har jeg med jævne mellemrum haft helende samtaler. Jeg er vokset op i et kristent miljø, men min egen tro er personlig, og den kan man jo ikke få foræret. Men man kan få den gave, at det ikke er så svært at komme til at tro.

– Da jeg var 13 år, oplevede jeg at få ord fra Bibelen, der talte lige ind i mit hjerte.
En ung kvinde fornemmede, at hun skulle dele nogle ord, hun havde læst i Bibelen, med mig. Hun var personlig kristen, og vi var på en lejr sammen. Mens vi stod i en æbleplantage, spurgte hun, om hun måtte læse ordene højt for mig, fortæller Bente.

Essensen af ordene, som var fra Esajas, og satte hendes tilhørsforhold til Gud på plads, var: ”Jeg skabte dig … du er min.”

– Det fik mig til at forstå, at der var noget derude – og at jeg var værdifuld, elsket og forstået. Jeg følte mig set.

Det var trøstende, opmuntrende og glædesfyldt for mig at modtage de ord. Jeg var helt fuldstændig klar over, at de var til mig – fra én større end mig, der kendte mig. Og de gav mig selvværd på et dybt plan – det var et vendepunkt, forklarer Bente.

Kærlighedens kilde

– Som barn blev jeg ansporet af min tro til at tro på, at der kunne finde helbredelser sted. Allerede som ganske lille forstod jeg, at der var noget, der var større end min familie og mig: Gud. Og Han hørte mig, når jeg lå i min seng og bad.

Mit første minde om kærlighedens kilde er fra, da jeg var tre eller fire år. Dengang føltes Gud langt væk. Som om han hørte mig – ja – men det var oppe i himlen, langt væk fra lille mig. Men han var der dog.

Da jeg stod i æbleplantagen som 13-årig, blev jeg igen overbevist i mit indre om, at der var nogen, der hørte mig. At jeg ikke var helt alene, dybt inde. Han kom tættere på.

Da jeg var 20 endnu tættere … og det har så fortsat gennem årene, til en meget tæt forbundethed nu.

I hele min barndom bad jeg ofte for min far og var sikker på, at Gud kunne helbrede ham. Men ikke alle bliver raske, siger Bente.

Senere læste hun om Joni Eareckson, der sprang ud fra en klippe og blev lammet fra halsen og ned – og heller aldrig blev fysisk helbredt.

– At blive helbredt kan også foregå indeni, forstod jeg. Den erkendelse åbnede mig op for det store univers. At arbejde på at blive helbredt indeni er altafgørende for både Gudsforhold og helbred, fortæller Bente Lundbak Pihl, der er født i 1966 og opvokset i Storkøbenhavn.

I dag underviser hun i aktiv refleksiv lytning gennem Den Lyttende Kirke, da hun selv har erfaret, hvor vigtigt og betydningsfuldt det er at blive lyttet til og hørt. Hun vil gerne dele denne værdifulde indsigt med andre.

Forandrende bøn

– Da jeg var omkring tyve år, kom jeg med i Bethlehemskirken, en folkekirke på Nørrebro.
– På det tidspunkt var jeg med i et kristent rockband, og vi lånte lokaler af kirken. Derfor ville jeg gerne være lidt med til noget af det, de lavede. Som tak.

Min tro byggede på det tidspunkt mest på mennesker – ikke på at have erfaret Gud, men jeg ønskede at møde Gud i kirken.

En aften var der undervisning, som jeg sang til. Bagefter var der forbøn, hvor man kunne gå op og blive bedt for, beretter Bente.

Det fik hende til at bede:
”Jeg beder om, at de, der har brug for det, må gå derop.”
– Det stod jeg og håbede for andre, og så følte jeg mig selv ført derop. Til forbøn fortalte jeg, at jeg var rigtig ulykkelig og havde det svært.

For der var ting, der plagede mig, selvom jeg ellers lige havde stået og sunget og smilet. Det er jo ikke altid, man viser indersiden, pointerer hun.
Manden, der skulle bede for hende, sagde venligt: ”Pris Gud.”

Bente takkede derfor Gud for, at hun havde arme og ben og kunne gå og stå.
”Pris Gud endnu mere,” blev hun derefter opfordret. Hun gjorde det igen – og følte sig ok med det, selv om det var en lidt speciel situation.

Så lød det: ”Pris Gud på et andet tungemål”… Hun havde læst om det i Bibelen, men havde ingen erfaring med Guds sprog.

”Det kan man ikke bare lige gøre”, indvendte jeg. Så sagde han, stadig venligt: ”Jeg befaler dig i Jesu navn at prise Gud på et andet tungemål.”

Igen tænkte jeg: ”Det kan man ikke,” men så begyndte jeg pludselig at tale på en anden måde. Et andet sprog. Jeg forstod ikke selv, hvad jeg sagde.

Bagefter gik jeg. Jeg boblede af glæde indeni – en stor kontrast til, at jeg lige havde været dybt ulykkelig. Jeg gik ned bagerst i kirken for at få smilet ned. For jeg syntes, at jeg smilede lidt for meget – og var genert over at være for smilende, forklarer hun.

Det er ikke altid nemt at være synligt Gudsberørt, når der er andre til stede.
Oplevelsen var endnu et vendepunkt for hende.

– Jeg tror, det var Helligåndens kraft – Guds ånd, der kom over mig. Gud berørte mig – gav mig en særlig kraft og styrke.

– Det blev begyndelsen på en rejse, jeg stadig er på – en rejse mod at blive mere hel og være den, jeg er skabt til at være. Mit sande jeg.

Først skulle jeg lære, hvad det vil sige, at Gud er min far. Lige siden har jeg bl.a. erfaret Guds kærlighed gennem møder med inspirerende mennesker og bøger, som har været en gave til andre og mig.

– Gud vil, at jeg skal vide, at Han som selv i sit væsen er fællesskab, inviterer mig ind i sit kærlighedsfællesskab. Jeg er elsket. Han er min forbindelse, tilføjer hun.