Nådens matematik

Min mor var en mester i nådens matematik. Jeg kan huske flere gange, jeg kom til hende og skyldte hende penge, fx fordi jeg havde været med i en gave til familien. Jeg havde ikke så mange penge som studerende, og det vidste hun.

Så når det var tid til afregning, havde hun altid lige fundet på nogle ting, hun mente, hun skyldte mig penge for. – Vi vil jo gerne betale for din rejse hjem, eller – Jeg ville gerne give dig penge til en trøje. Og så endte det med, at det var mig, der fik 200 kr. i hånden. Hun var sproglig, og tal var ikke hendes stærke side, men begrebet nådens matematik har jeg opfundet for at beskrive hendes gavmildhed.

Jeg blev mindet om begrebet igen, da jeg var til gammel klassefest for nyligt. Johnny var en af de drenge fra klassen, som ikke var boglig. Det må have været så kedeligt for ham og de andre, som følte sig hægtet af undervisningen, så snart den gik i gang. Som voksen kan jeg bedre forstå, hvorfor de begyndte at fyre små papirskugler gennem luften og finde på drengestreger.

En gang havde Johnny låst en lærer ude på toilettet, fordi læreren altid skød skylden på ham, også selv om han ikke havde gjort noget. Han var en rar dreng med en rolig og tør humor, men jeg havde nok ikke de store forventninger til, hvordan ville han klare sig.

Så var vi til 30 års gensyn på en restaurant i København. Vi kunne få lov til at betale drikkevarerne hver for sig, men maden skulle betales samlet. Nogle begyndte at snakke om, hvordan vi lige fik løst det. Måske der var en, der kunne lægge ud, og de andre så kunne overføre? En mente, at de andre ville snyde og smutte fra deres del af regningen, så han var temmelig negativ over situationen. Pludselig lød det ind over selskabet. – Johnny har betalt.

Vi begyndte at spørge efter mobilepay nr. – Jeg har ikke mobilepay, svarede Johnny roligt. – Jamen, kan du så ikke sende et konto nr. – f.eks. over facebook? – Jeg har ikke facebook, svarede Johnny uberørt over tanken om, at vi ikke kunne betale ham tilbage. – Jeg har den, sagde han bestemt. – Jamen, hvad mener du? – Jeg har den, gentog han.

Det gik op for mig, at Johnny stille og roligt var gået op og havde betalt, uden nogen så det, fast besluttet på, at det var ham, der ville give. Johnny havde i mange år haft et lastbilreparationsfirma sammen med sine forældre, og det var lige blevet solgt. Han manglede hverken penge eller gavmildhed.

Det minder mig om historien om den utro godsforvalter, hvor der står, at “Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.”
Lukas 16, 8