Nu kan en afghansk familie endelig fejre jul

En kold decemberdag for fem år siden flygtede en familie fra Afghanistan. De havde ingen anelse om, hvor de ville ende. De ville bare væk fra de muslimske Taliban-krigere.

Familien var selv muslimsk, men tilhørte shia-retningen, ligesom de fleste i nabolandet Iran. De følte sig ikke længere sikre i det borgerkrigshærgede land.

– Vi besluttede at flygte og solgte alt, hvad vi kunne i løbet af to dage. Da vi tog afsted, havde vi ingenting med os. Vi lod møbler og alting stå, fortæller moderen Reyhane.

Hendes forældre boede i Iran. Derfor havde de pas-avant til at tage over grænsen, men kun til forældrenes by.

Flugt gennem Iran

– Derfra kørte vi 24 timer tværs gennem Iran. Chaufføren blev stoppet af politiet, men vi blev ikke opdaget. Vi var skjult under en stak blade i en varevogn. En anden gang kørte han bare fra politiet, fortæller de to piger Yegane og Yalda, som tydeligt husker spændingen under den dramatiske flugt. De var selv kun 8 og 4 år.

Da de nåede til grænseområdet, måtte de gå i 6 timer over bjergene i regn og kulde.
I Tyrkiet måtte de undgå politiet, mens de i 18 timer kørte med en bus fra øst-Tyrkiet til havnebyen Ishmir i det vestlige Tyrkiet.

– Vi skulle prøve at komme til Grækenland med en stor gummibåd om natten. Hvis vi ikke kom ud af Tyrkiet, ville vi måske ende i en flygtningelejr i flere år, fortæller pigerne.

– Båden var overfyldt. Måske var der plads til 40 personer, men vi var over 100. Vi lå ovenpå hinanden, fortæller de.

Båden sank

Og nu blev det endnu farligere.

På vej ud af havnen om natten så de, at en anden gummibåd sank, og måske druknede flygtningene i bølgerne…

Motoren på deres egen gummibåd gik i stykker, og båden måtte vende om. De kom nu i havn igen og måtte overnatte til næste dag på et hotel.

– Vi var kolde og klamme og meget beskidte, så vi fik et bad og fik sovet, før vi næste nat kl. 2 skulle prøve at flygte igen i gummibåden, fortæller moderen.

– Det var koldt den nat i december. Vi havde kun almindeligt tøj på. Og bølgerne var store. Vi var alle meget bange.

Bad til Jesus

– Mens vi lå der, begyndte jeg at bede. Som shia-muslim plejede jeg at bede til de 12 imamer. Jeg havde også en lomme-koran med mig, men da jeg lå der og var bange, bad jeg ikke til imamerne – jeg bad til Jesus.

– Hvorfor gjorde du det?

– Jeg forstod det heller ikke, men da jeg bad til Jesus, blev jeg rolig. Og bølgerne faldt til ro.
– Men kendte du noget til Jesus og kristendommen?

– Som muslimer vidste vi ingenting om kristendom. Vi havde ikke nogen bibel. Vi vidste kun, at Jesus var Marias søn. Og Gud kunne ikke have en søn, det var blasfemisk, sagde man.

Hjemme i Afghanistan undgik vi også at have kontakt med de amerikanske soldater. De var jo ”vantro”, dvs. kristne, så derfor skulle vi ikke hjælpe dem.

Den hemmelige tv-kanal

– Hvordan begyndte du så at interessere dig for Jesus?

– Mens vi boede i Afghanistan, gik jeg hjemme som husmor.

En dag, da jeg ville se satellit-tv, kom jeg tilfældigt ind på en kanal, hvor de sang om Jesus. De sang: ”Gud er en far for os”.

Det fik mit hjerte til at falde til ro. For ellers var jeg altid bange for Gud (Allah). Min mor truede mig med Allah, når jeg ikke holdt de religiøse regler. På den måde blev jeg bange for Gud. Men her sang de, at Gud var en far for os, og at han elskede os. Det var noget helt andet.

Næste dag tændte jeg igen for den samme kanal, Muhabet, og jeg mærkede, at mit hjerte blev roligt.

Jeg fortalte det til min mand, og han så også kanalen og mærkede også Guds fred.
Men andre måtte ikke vide, at vi så kristent tv. Ellers kunne det blive farligt for os.

Hjælp i havsnød

– Da vi nu lå der ude på havet mellem Tyrkiet og Grækenland i regn og blæsevejr med store bølger i en gummibåd, så bad jeg til Jesus. Vi havde jo set de andre gå ned med båden. Vi vidste, at det var farligt. Og det hjalp. Jeg fik fred i mit hjerte, og regnen stoppede, og bølgerne faldt til ro.

Jeg kunne sige til Hassan: Hvorfor er du bange? Vi har en god far, som passer på os.

– Ja, vi råbte til Jesus, og det hjalp, bekræfter Hassan.

– Vi kom stille og roligt til Grækenland om morgenen. Vi var meget forkomne. Men nogle gav os tæpper og varm mælk, for at vi ikke skulle dø i kulden.

Vi forsøgte at finde politiet for at melde os som flygtninge. Vi gik langt. Så kom der en bil. En masse flygtninge kravlede ind i bilen. Men da vi kom hen til politiet, sagde en iraner til os, at vi skulle skynde os at løbe væk. Ellers ville vi komme i et usselt fængsel, hvor vi kunne risikere at dø.

Så løb vi væk og kom i stedet til et asylcenter. Her var også koldt, og der var kun jordgulv, så vi frøs meget. Vi fandt noget træ, så vi kunne tænde et bål og varme os.

Vi måtte vente i tre dage her på at få et stykke papir, så vi kunne rejse videre op i Europa.

Vi kom nu med et tog nordpå. Vi rejste igennem en del lande. Til sidst nåede vi til Berlin i Tyskland.

Datteren blev syg

– Min yngste datter var nu meget syg, og jeg tænkte, at det var frygteligt, hvis mine børn skulle dø, fordi vi havde valgt at flygte.

I Berlin mødte vi en iransktalende mand, som spurgte, om vi havde brug for at komme på sygehus. Så skulle vi bare tage med et tog og fortsætte, indtil det stoppede ved endestationen. Det gjorde vi så. Men toget fortsatte med at køre helt til Hamborg og bagefter til København.

Vi vidste ikke engang, at vi var kommet over grænsen til Danmark. Vi var vant til store afstande, og der var dejligt varmt i toget.

Stop i København

– Til sidst stoppede toget i København. Min datter var nu meget syg af feber. Vi tog på hospitalet, og der blev taget blodprøver osv. Så kom politiet, men de var venlige. De spurgte, om vi gerne ville blive på hospitalet. Ja, det ville vi gerne. Så fik vi lov til det.

Bagefter kom vi på asylcentret Sandholmlejren nord for København. Vi fik et værelse, varmt tøj og mad. Efter et døgn blev vi sendt videre til et flygtningecenter i Ebeltoft. Her boede vi de næste to måneder.

Julemanden taler farsi

– Vi blev godt behandlet, men jeg var meget nervøs. Vi stod der med tre små børn og vidste ikke, hvad der skulle ske, fortæller moderen.

– En dag kom min datter Yegane og sagde, at hun ville fortælle mig noget sjovt.

– Jeg har set Baba Noel (julemanden), og han talte vores sprog! sagde hun.

Det viste sig, at det var en iraner, som havde klædt sig ud som julemanden og nu delte gaver og slik ud til børnene. Han lavede sjov for børnene.

Da jeg fandt ud af, at manden var kristen, ville jeg meget gerne snakke med ham. Jeg måtte vide mere om kristendommen. Det rørte mig meget, at de her behandlede os så godt, selv om vi var muslimer.

Jeg spurgte derfor denne kristne iraner om at hjælpe mig med at finde en kirke.

Efter to måneder i Ebeltoft blev vi sendt videre til asylcentret i Esbønderup på Nordsjælland.
Det var indrettet i et gammel sygehus, så her fik vi mere plads, og der var badeværelser og gode forhold for familien.

Opholdstilladelse

– Efter et år her fik vi opholdstilladelse. Vi kendte jo ikke meget til Danmark, så da vi blev foreslået at komme til Kolding Kommune, sagde vi bare ja tak.

Den første måned blev vi sendt til Christiansfeld, hvor nogle lokale flygtningevenner hurtigt blev vores venner. Børnene fik et ekstra bedsteforældrepar i Bodil og Gunnar Haunstrup (tidl. generalsekretær for Mission Afrika).

Den 1. maj flyttede vi i et lejet hus i Lunderskov, så børnene kunne gå i skole. De trives godt og snakker allerede godt dansk.

Hassan har nu arbejde som chauffør, og jeg arbejder i en daginstitution. Min drøm er at blive sygeplejerske.

Vores ældste søn vil gerne være kok. Han er rigtig god til at lave mad.

Jul for første gang

– Vi har nu holdt jul et par gange. Først sammen med mange andre, og derefter lige så stille for os selv.

Vi vil gerne fejre Jesus, for han er Guds gave til os. Han er ligesom en gæst, der kommer på besøg i julen, og derfor laver vi mad og pynter op for ham.

Vi er meget glade for at være her i Danmark. Vi kommer i kirken. Og vi går på et bibelkursus i missionshuset i Kolding for at lære mere om kristendom. Det er meget spændende, at Gud virkelig elsker os.