Aktivt diamantbrudepar
Jytte og Mogens Larsen, Hellerup, kan d. 30. 9. fejre diamantbryllup. Begge har livet i gennem været aktive i kirke og mission. Jytte har været forlagssekretær på Scandinavia, og Mogens sad i 28 år i Udfordringens bestyrelse frem til 2007.
Mogens var direktør for vikarbureauet Western Service i 33 år. Kirkeligt hører de hjemme i Missionsforbundet, men begge har været med i tværkirkeligt arbejde. Mogens var som leder af Youth for Christ primus motor for Billy Grahams kampagne i København i 1965. Jytte var på kontoret ved Luis Palaus kampagne 1988.
Mogens er født i Vestervig i Thy, men blev sælger i bl.a. Silkehuset på Strøget, og tog handelsuddannelse i Kbh. Efter en tid som garderhusar i Næstved, drev han et agentur og tog efter sin omvendelse på bibelskole i Frankrig.
Da han kom hjem igen, blev han ansat i YfC fra 1961-65 – uden løn, den skulle han selv skaffe. Han stod for stævner og kampagner over hele landet. Han viste også Billy Graham-film i biografer og forsamlingshuse. Herefter blev Mogens direktør for et nyt Western Service-selskab i Danmark. Han startede ved siden af nye selskaber op i Norge, Tyskland og Schweiz. I England fik han firmaet til at vokse fra 8 til 20 afdelinger.
I 1978-79 flyttede familien med deres tre børn, Jesper, Susanne og Kristian, til USA. Jytte blev her engageret i et socialt hjælpearbejde, der bl.a. drev en restaurant for hjemløse. De oplevede det spændende amerikanske kirkeliv, og da de vendte hjem, havde de mange idéer.
Jytte startede fx Christian Womens Club op i København. Mogens kom tilbage til sit gamle job, og Jytte blev senere forlagsredaktør på Forlaget Scandinavia. Hele familien var også med til at arrangere den store Luis Palau-kampagne i Forum midt i 1980’erne.
Mogens (nu 87 år) har også siddet i bestyrelsen for Skandinavisk Børnemission. For egen regning har Mogens efter sin pension rejst i Asien, Afrika og Sydamerika, hvor parret bl.a. har understøttet lederuddannelse og mission.