Yoga endnu engang
Peter O.K. Olofson
Østervej 54,
4840 Nørre Alslev
I Udfordringen d. 12/3 bruger Rie Skårhøj (RS) udtrykket ’kristen yoga’. Det kan næppe kaldes andet end et selvmodsigende udtryk. Kristendom har med foreningen med Kristus at gøre, mens yoga har med foreningen mellem atman og braham at gøre. Det ligger i selve ordene.
Hvis man gerne vil vide, hvad kristendom er, så henvises man til Bibelen som grunddokumentet for den kristne tro. Hvis man gerne vil vide, hvad yoga er, så henvises man til Patanjalis Yoga Sutras, som grunddokument for, hvad yoga er. Yoga – hvad enten det er bhakti-yoga, jnana-yoga, karma-yoga, hatha-yoga, etc. – kan i forening med udtrykket ’kristen’ aldrig blive andet end et udtryk for religionsblanderi.
Når RS vil legitimere yoga, så må vi andre respektere og tage alvorligt, at det netop ikke er gymnastik eller afspænding, men yoga, der anbefales. Og begrebet yoga forkynder et andet livssyn end det kristne. At lukke yoga ind i en kristen sammenhæng er at åbne en ladeport for åndelig forførelse.