Præster må selv blive influencere

Af Iben Thranholm. Cand. theol., journalist

For knap et år siden var jeg inviteret i P1 Debat for at debattere, om det er god ide, at folkekirken betaler influencere for gøre reklame for sig på sociale medier. Anledningen var, at Aarhus Stift havde betalt fire influencere for at gøre det mere attraktivt at gå en tur på kirkegården.

Dengang mente jeg, at medmindre man bruger influencere, der er personligt kristne, er det en dårlig ide. Det gør jeg stadig. Nu er debatten blusset op igen, fordi Helsingør Stift netop har indledt et betalt samarbejde med fire nye influencere om en dåbskampagne, som skal henvende sig til forældre i alderen 25-40 år. For at sætte samtalen om dåb i gang har influenceren Annemette Voss delt en video fra sin datters dåbsfest. Hun fortæller, at hun har fået sit barn døbt, fordi dåben er en “smuk tradition” og et “smukt fællesskab at tilvælge for sit barn”.

Lad os springe den del af debatten over, som handler om, hvorvidt det er misvisende at lade influencere, der normalt ikke taler om tro, være bannerfører for et sakramente som dåben. Måske deres følgere slet ikke opfatter, at der er tale om en religiøs handling, og bliver overraskede, hvis de en dag møder en rigtig præst, der begynder at tale om Gud. I så fald er det jo falsk reklame. Men lad det nu ligge.

Spørgmålet er, om en sådan kampagne på nogen måde kan virke efter hensigten? Diskussionen om, hvad der skal til for at få flere folk til at gå i kirke, er ikke ny. Det har været et varmt emne, så længe jeg kan huske. Mange præster vrider både hænder og hjerner for at finde på noget nyt, som fanger folks opmærksomhed. For nylig læste jeg om noget, der kaldes for KirkeSplat. Det er en familiegudstjeneste, hvor man kan risikere at få flødeskum i hovedet.

Hvordan det skulle bringe børn tættere på Gud, overgår nok min forstand. Hele problematikken handler i bund og grund om, at kirken ikke længere er stolt over sit eget budskab. Og om at den ikke har tro nok på sit eget budskab. Derfor henter man aktører ind, som ikke deler troen, men som man anser for mere troværdige end sig selv.

På en måde kan man sige, at kirken altid har brugt influencere i den forstand, at troen er vokset hos andre ved, at kirkens folk selv er stået frem og har fortalt om, hvordan troende har ændret deres liv. Eller at deres måde at leve på tydeligt har vist, hvad kristentro er. Det er dette personlige vidnesbyrd, der mangler. I stedet laver man arrangementer og events, som er underholdningsbetonede og upersonlige og derfor ligegyldige.

Mange savner noget at tro på. Hvis de skal få øje på kirkens budskab, må præster gøre op med deres blufærdighed og begynde at dele deres egne personlige troserfaringer. Først da får evangeliet liv og kirken en troværdighed, som trækker folk til.