Den grønne omstilling er ikke vores eneste håb

Det er, som om at lige siden corona er verden aldrig rigtig blevet den samme igen. Det er, ligesom om at alt det, der også var galt før, har fået sat en turbo på.

USA, hele vestens beskytter, er tydeligvis et land i opløsning. Lige pludselig er vi alvorligt bange for en storkrig i Europa. Klimaet går tilsyneladende i stadigt stigende tempo mere og mere i den forkerte retning. Antallet af demokratiske og frie lande virker til at være faldende. Teknologien omkring kunstig intelligens buldrer frem med et tempo og en magt, som ingen tilsyneladende rigtig er i stand til at gennemskue eller stoppe.

De sociale medier virker til at gøre verden mere og mere bims. Antallet af flygtninge, der forsøger at komme til det rige vesten, stiger i en grad, så presset bliver så stort, at det er med til at presse et i forvejen hårdt presset velfærdssystem. Vi er ikke i stand til at integrere dem og for at beskytte os, tager vi flere og flere hårde metoder i brug for at forhindre dem i at komme.

Vi lever længere og længere – hvilket er glædeligt – men der bliver ikke født børn nok til, at det kan fungere i længden. På den anden side stiger befolkningstilvæksten så hurtigt, at kloden har svært ved at følge med.

Man bliver helt forpustet, og jeg forstår godt, hvis mistrivslen trives, og hvis angsten kan være svær at holde på afstand. Mange rammes af håbløshed og apati for fremtiden. Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg tror på Gud, og hvor er jeg glad for at vide, at Gud har styr på det. For det har han nemlig.

Med visheden om, at Gud har styr på det, forsvinder meningsløsheden og håbløsheden. Med visheden om Guds magt giver selve det at leve mening, det at hjælpe andre, det at sprede det gode budskab, det giver mening uanset fremtidsudsigterne. I Mette Frederiksens nytårstale bed jeg mærke i, at hun brugte udtrykket ”Den grønne omstilling er vores frihedsbrev og vores eneste håb”.

Heldigvis har vi et håb, der er større end det. Selvfølgelig støtter jeg, at vi passer bedre på naturen, end vi gør nu, men hvor er jeg glad for, at jeg har et håb, der er større og stærkere end den grønne omstilling, et håb, der ikke kun er afhængig af, hvad vi mennesker kan finde af løsninger, og hvor er jeg glad for, at mit frihedsbrev kommer et helt andet sted fra.

Det ser ud til, at verden faktisk forandrer sig med hastige skridt lige nu – også her i vores lille trygge Danmark. Der er selvfølgelig også den mulighed, at det hele er lidt overdrevet, og måske i virkeligheden ikke helt så slemt.

Historisk set er der ikke noget nyt i, at verden er usikker og fuld af krig. Der er historisk set heller ikke noget nyt i, at mennesker bliver ofre for naturkatastrofer, ligesom der heller ikke historisk set er noget nyt i, at klimaet forårsager hungersnød og andre problemer. Men jeg forstår godt, at der er mange, der er skræmte, og som er utrygge for fremtiden. Det gælder både folk, der tror på Gud og folk, der ikke tror på Gud.

Det skal vi respektere, og det skal vi møde hinanden i – og så skal vi som kristne huske på og minde hinanden om, at Gud har styr på det – og huske på, at for ham er alt muligt.