Fuldt hus til populær guds-tjeneste i Odense Domkirke
I Odense Domkirke vil man i år for 3. gang mindes nadverens indstiftelse med en måltidsgudstjeneste skærtorsdag kl. 18.30-20.00. Der er for længst fuldt booket ved bordet i kirkens midtergang til det gratis påskemåltid.
Man kan skrive sig på venteliste til måltidet, og det havde knap 20 personer benyttet sig af ved redaktionens afslutning. Om arrangementet fortæller sognepræst Ulrik Andersen til Udfordringen:
– Det er selvfølgelig gratis at komme i kirke, men der er desværre ikke plads til alle dem, der ønsker at spise med. Men det er også muligt at være med til gudstjenesten og deltage i nadveren, selv om man sidder på en kirkebænk.
Jødisk påskemåltid
– Vi fejrer påskemåltid ligesom det, Jesus spiste sammen med disciplene skærtorsdag. Vi får bitre urter, lam, brød og dyppelse, og så er der rødvin og vand på bordene. Undervejs i gudstjenesten vil der være læsning af relevante tekster, og kirkens kantori hjælper os med at synge salmer fra salmebogen. Til sidst uddeles nadveren, og det foregår omkring bordet, hvor jeg først sender brød og vin rundt. Derefter bliver brød og vin givet fra den ene kirkegænger til den næste. Folk synes, at netop det er en meget speciel og intens oplevelse, forklarer sognepræsten.
Abrupt afslutning
På domkirkens hjemmeside kan man læse, at menigheden med måltidsgudstjenesten skærtorsdag ”går i disciplenes fodspor og mærker skærtorsdag på egen krop. Om aftenen på skærtorsdag spiste Jesus sammen med sine disciple for sidste gang, inden han døde på korset. Bordet var dækket med lammesteg, brød og urter og dertil hørende vin, for de var samlet til fejringen af den jødiske påske med årets mest traditionsrige måltid.”
– Men måltidet i kirken får en abrupt afslutning, ligesom det var tilfældet i evangeliet. Jesus begyndte at tale om sin lidelse og død, så sidste læsning lægger op til langfredag. Det betyder, at ingen bliver siddende og nyder et ekstra glas vin. Derimod gør vi klar til langfredagsgudstjenesten, hvor vi blandt andet rydder alteret og lytter til et postludium, der hører langfredagen til, slutter Ulrik Andersen.
