”De har gjort det godt”
Jeg har af og til hørt udtrykket, ”han har gjort det godt”, eller ”de har gjort det godt” som regel sagt om en eller flere personer, der har tjent mange penge. Og det er da rigtigt nok, at hvis det at tjene mange penge er at have gjort det godt, så havde de omtalte personer faktisk gjort det godt (jeg har sjovt nok aldrig hørt udtrykket ”hun har gjort det godt” i den sammenhæng, hvilket egentlig er meget tankevækkende, men ikke et emne jeg vil forfølge lige i denne omgang).
Som så ofte før er kristendommens tilgang til verden anderledes. Som kristen er det nemlig det at give, der er ”at have gjort det godt”. Det ved vi godt, og der er også relativt meget prestige i at være en god giver. Alligevel hører man meget sjældent om en person, der har brugt sit liv på diakonalt arbejde eller anden form for hjælpearbejde, at ”han har gjort det godt”.
I min kirke var der i mange år en enlig kvinde, der var ansat som sognemedhjælper. Hun døde for efterhånden en del år siden, men før det havde hun været i kirken så længe, jeg kan huske. Min oplevelse af hende var, at hun brugte hele sit liv på at hjælpe andre mere end sig selv. Meget ydmyg, boede i en lille lejlighed, hun lignede ikke en, der havde mange penge, og havde det formentlig heller ikke. Men antallet af mennesker, hun har hjulpet, tror jeg ikke, der er nogen, der har tal på. Hun har gjort det godt. Hun brugte sit liv på at give.
Jeg tror ikke, der var mange unge kristne i Aarhus, der havde hende som deres store kristne forbillede. Heller ikke mig. Det var heller ikke hende, der blev inviteret som taler til de store happenings. Hvilket jeg egentlig tror, hun havde det meget fint med. Men hun levede sin kristne tro ud på en måde, som burde og bør være et stort forbillede. Hun gjorde det anderledes, end verden gør. For hende var det langt større at tjene andre og at give til andre end selv at få. Hun gjorde det godt.
Det er ikke så længe siden, jeg selv modtog en gave, som jeg er uendeligt taknemlig for. Jeg håber, jeg når at give noget tilbage, men jeg er ikke sikker, men i så fald vil jeg give det videre. Det er nemlig (blandt andet) det, der sker, når vi giver. Det skaber taknemlighed, og det spreder sig. Lad os huske at bruge sproget godt og omtale mennesker som min gamle sognemedhjælper, som folk, der har gjort det godt – og ikke først til begravelsestalen, men faktisk også mens de lever.