Fra Egypten kaldte jeg min søn
I snart 2000 år har der været en kristen kirke i Egypten. I dag udgør de kristne et mindretal på 10-15 procent af befolkningen. Kirken har fået større frihed i de seneste år, og kristne og muslimer forsøger gennem dialog at mindske de spændinger, der har ført til voldelige konflikter.Et æsel med Maria og Jesus-barnet på ryggen, og Josef gående ved siden af. Det er et populært billed- og ikon-motiv blandt kristne i Egypten.
Her er han afbilledet på et ikon, malet af
den berømte egyptiske ikonmaler
Isaac Fanous.
Billedet er en illustration af beretningen om flugten til Egypten (Matthæusevangeliet 2, 13-15), hvor vi finder udtrykket Fra Egypten kaldte jeg min søn. Det er opfyldelsen af en gammel profeti fra Hoseas Bog 11,1.
Skriftstedet bliver citeret mange steder i kirkebygningerne. Et andet populært motiv er evangelisten Markus. Han antages at være den, der bragte kristendommen til Egypten formentlig ca. år 42 og blev den første patriark (pave) i Den Koptisk-Ortodokse Kirke. Han har også lagt navn til den store koptiske kirke i Kairo, Sankt Markus Katedralen, hvor der er plads til flere tusinde.
Ordet koptisk kommer af ordet kopter, som betyder egypter. Koptisk betyder altså egyptisk, og det var også betegnelsen for de sprog, egypterne talte på Jesu tid.
Der findes også gamle skrifter, hvor dele af Bibelen er skrevet på koptisk.
Omkring 640 begyndte arabere at erobre Egypten, og efterhånden konverterede hovedparten af befolkningen til islam bl.a. fordi araberne pålagde kristne og jøder en særlig skat. I takt hermed blev det koptiske sprog fortrængt af arabisk.
Kristne og muslimer har i langt over tusind år levet side om side i Egypten. I nogle perioder fredeligt, men i andre perioder er de kristne blevet forfulgt af muslimer.
Der er i dag et stort kristent mindretal i Egypten på 10-11 millioner mennesker. De kristne udgør mellem 10 og 15 procent af den hastigt voksende befolkning, der nærmer sig 80 millioner mennesker.
Langt hovedparten af de kristne omkring 90 procent tilhører Den Koptisk-Ortodokse Kirke, mens resten omfatter katolikker, anglikanere, presbyterianere og andre protestantiske kirkesamfund.
Islam er den officielle religion i Egypten, og selv om forfatningen garanterer religionsfrihed, har de kristne i mange år oplevet restriktioner.
Men lederen af Den Anglikanske Kirke i Egypten, biskop Mouneer Anis, siger, at de kristne har fået større frihed i de seneste år, bl.a. når det gælder ytringsfrihed.
– Det er blevet nemmere for os at udgive bøger. I løbet af en halv time kan vi få tildelt et registreringsnummer. Det er en stor forandring, og kristne forlag har fået mulighed for at deltage i internationale bogmesser. De kristne aviser kan nu bringe artikler, der kritiserer regeringen.
Det var ikke muligt for nogle år siden, siger biskop Mouneer Anis, mens vi sidder på hans kontor ved All Saints Church i Kairo. Herfra styrer han et stift, der ud over Egypten omfatter Libyen, Tunesien, Algeriet samt Etiopien, Eritrea, Djibouti og Somalia.
I de seneste ti år er der bygget flere nye kirker end i de foregående 50 år, fordi det er blevet lettere at få tilladelse.
Derimod er der fortsat begrænsninger på ægteskaber. En muslimsk mand kan gifte sig med en kristen pige, men en kristen mand kan ikke gifte sig med en muslimsk pige. Muslimer har også ret til at missionere over for kristne, men kristne må ikke missionere over for muslimer.
– Men det positive er, at jeg har kunnet tage disse problemer op i samtaler med muslimske ledere, siger biskop Mouneer Anis.
Han henviser her til, at der for fem år siden blev indgået en aftale om religionsdialog mellem Den anglikanske Kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, og stor-sheik Tantawy, der som leder af al-Azhar er overhoved for en af de mest betydende religiøse institutioner blandt verdens over en milliard sunni-muslimer.
Aftalen indebærer, at religiøse ledere hvert år mødes for at diskutere aktuelle emner.
Forrige år handlede dagsordenen netop om, hvordan det er at leve som religiøs minoritet som det er tilfældet for kristne i Egypten og muslimer i Vesten.
Ligeledes mødes den muslimske storsheik, Mohammed Tantawy, og Den Koptisk-Ortodokse Kirkes overhoved, pave Shenouda III, jævnligt og nogle gange, f.eks. i forbindelse med konflikter, har de udsendt fælles erklæringer.
De egyptiske kristne og muslimer lever normalt fredeligt sammen med respekt for hinanden og med en fælles identitet af at være egyptere uanset deres religiøse tilhørsforhold.
I nogle situationer har der dog udviklet sig så voldsomme spændinger, at det er endt i voldelige konflikter. Det skete bl.a. i oktober 2005, hvor en gruppe muslimer angreb en kirke i havnebyen Alexandria, fordi de følte sig krænket af et teaterstykke, der to år forinden var blevet opført i en koptisk-ortodoks kirke og i efteråret 2005 blev udgivet på DVD.
Kort tid efter urolighederne holdt en dialoggruppe, der forinden var etableret i byen med ca. 20 ledende kristne og muslimer, et stort møde, hvor de inviterede en række religiøse og politiske ledere fra Alexandria.
Her forklarede koptisk-ortodokse præster, at det ikke var hensigten at krænke muslimer. Modsat beklagede muslimske repræsentanter angrebet på kirken, og en muslimsk universitetsprofessor erklærede, at han personligt ville give 1000 egyptiske pund (mere end gennemsnits-månedslønnen for en egypter) til arbejdet med at reparere kirken efter ødelæggelserne.
Dialoggruppen har siden drøftet, hvordan kristne og muslimer kan arbejde sammen om nogle fælles projekter i byen for at modvirke de religiøse spændinger.
Ud over Egypten er der oprettet flere af den slags lokale dialoggrupper. Den Koptisk-Evangeliske Kirkes afdeling for Socialt Arbejde forkortet CEOSS er en af de organisationer, der spiller en stor rolle i dialogarbejdet i Egypten. CEOSS tog for nogle år siden initiativ til at oprette et Forum for Interkulturel Dialog. Det skete med opbakning fra ministeriet for religiøse anliggender, og gennem dette initiativ er der dannet dialoggrupper som den i Alexandria.
– Det er meget vigtigt med et forum, hvor unge ledere fra begge lejre kan tale sammen om fælles problemer. For det er dem, der skal forme fremtidens samfund. Når sheikerne prædiker om fredagen og præsterne om søndagen, taler de til tusinder af mennesker, og de kan være med til at skabe adskillelse og isolation, men de kan også bidrage til, at der bliver plads til mangfoldigheden, så vi kan leve sammen. Derfor er det vigtigt, at lederne taler sammen, siger Samira Luka, der er leder af CEOSS udviklingsafdeling.
Hun fortæller, at der er flere eksempler på, at præster og sheiker gennem dialoggrupperne har fået et nyt syn på hinanden og f.eks. låner bøger om hinandens religion.
Læs flere artikler
om kirken i Egypten
i næste uge
