Til alle, der har mistet

Om at bevare håbet og troen midt i sorg og smerte, og om at leve videre efter tab…Døden, sorgen, håbet hedder bogen – og den har opnået det usædvanlige for en bog af denne art at komme højt op på en bestsellerliste. Overraskende, måske nok – men alligevel ikke uden grund.Baggrunden er den traumatiserende begivenhed, der rystede det ganske land omkring nytår 2004/05. Tsunamien i Sydøstasien den 26. december 2004 skønnes at have kostet op mod 300.000 menneskeliv – blandt disse 45 danskere.
Efterhånden som det i dagene mellem jul og nytår blev klart, hvor omfattende katastrofen var, kom det til at virke mere og mere ubegribeligt og uvirkeligt. At der også var flere hundrede danskere blandt de savnede betød, at nyhedsudsendelserne blev fulgt mere opmærksomt. For alvor tæt på kom det imidlertid, da navnet Kofod-Svendsen dukkede op ikke een, men fire gange på listen over savnede. Der blev bedt i de dage … Men da var Jacob (28 år), Lisbeth (32 år), Silas (4 år) og Regitze (3 år) allerede ofre for den flodbølge, der havde ramt Khao Lak i Thailand.

En meget stærk bog

To år efter har Flemming Kofod-Svendsen så skrevet denne bog om tabet af sønnen, svigerdatteren og de to børnebørn – og hvad det har betydet for ham.
Det er en meget stærk bog. Kofod-Svendsen er ærlig uden at udlevere sig selv eller forfalde til „føleri“. Vi kommer nok meget tæt på de kampe med Gud og sig selv, han har måttet igennem, men det er ikke sådan, at vi som læsere trækkes med ned i mørket, i den store sorg og dybe fortvivlelse, der er fulgt med erkendelsen af tabet.

Gennemgår hændelsesforløbet

Bogen er i tre dele, og fra overskrifterne på de tre dele har bogen fået sin titel.
Første del gennemgår kort hændelsesforløbet fra familiens afrejse til Thailand i begyndelsen af december 2004 til forfatterens egen rejse til mindehøjtideligheden i Khao Lak i april 2005.

Ind i sorgen

Anden del er en vandring ind i og gennem sorgens landskab. Den kan måske nok føles tung – hvordan kan det næsten være anderledes? – men meget mere er den berigende og det i udtalt grad. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om at have læst noget bedre og mere opbyggeligt om sorg og sorgarbejde og det store hvorfor?
Vandringen går fra vrede mod Gud gennem opgør til forlig med Gud:
„Jeg har arbejdet intenst med, hvordan jeg kan undgå at stille spørgsmålet hvorfor, som jeg aldrig vil kunne få svar på, og i stedet prøve at opøve mig i spørgsmålet: Hvordan kan jeg leve med det, der er sket med mig? Det handler ikke om at komme dertil, hvor det ikke mere gør ondt, men om at lære at leve med smerten. Jeg har gradvist lært, at midt i lidelsen begynder lyset også at skinne for mig. Samtidig med at jeg har erfaret døden, udfordres jeg af livet.“
Et lys må være tændt i mørket med den vished, der kommer til udtryk i ordene:
„Gud var til stede i ulykken. Han bød min familie velkommen ind i sin himmel. De nåede samlet ind i Guds paradis.“

Om troen på Guds almagt

Hvorfor-spørgsmålet bringer Kofod-Svendsen – via refleksioner over lidelsen og det onde – ind på spørgsmålet om Guds almagt og suverænitet – og grænserne for den. For ham er det blevet afgørende at flytte fokus fra lidelsens problem, der nemt kan blive blot „et behændigt skjold til forsvar og angreb“, til menneskets rolle eller indstilling i forhold til suverænitetsspørgsmålet.
En pointe formuleres sådan:
„Gud er netop ikke en bodyguard, hvis eneste opgave er at afværge ulykker. Gud er heller ikke en dukkefører, der styrer en verden af marionetdukker. Jeg har gennem smerten fået udvidet min forståelse af Guds suverænitet, så jeg ser og ved, at den både rummer magt til at frelse og redde og har plads til ulykker og tragiske begivenheder. Guds almagt rummer både hans almagt og menneskets frihed. Guds suverænitet overgår menneskelig frihed, men den ophæver den ikke.“
Guds almagt rækker altså ikke ud over den frihed, han har givet os mennesker til at vælge ham fra eller til – og ikke engang et tilvalg er en livsforsikring, dvs. en forsikring om, at vi kommer til at leve godt og længe på denne „faldne“ jord med dens katastrofer, der rammer mennesker vilkårligt. Det eneste, vi kan være sikre på, er hans store ønske om, at vi skal komme hjem til ham, og hans løfte om, at vi også kommer det, hvis vi ønsker det. Hvordan og hvornår det sker, kan vi dog aldrig være sikre på. Guds veje er i sandhed uransagelige, og det må vi leve med – også når det kommer til at gøre allermest ondt på os – med Guds hjælp:
„Min daglige bøn til Gud har været, om han vil give mig kraft, styrke og frimodighed til netop denne dags opgaver. Kort sagt hjælp til at leve“, skriver Kofod-Svendsen.
Sådan kunne den hårde lære af bogen sammenfattes. Med til læren hører det så også, at Gud er med i det hele hele tiden på vejen hjem. Og at der stadig er meget at glæde sig over undervejs.

Vished om gensyn

Tredje del er om opstandelsen, genkomsten og det evige liv. Herunder kommer han også ind på dommen og den dobbelte udgang, hvor han klart redegør for, at der vil ske en adskillelse mellem frelste og ufrelste.
Særligt glædede det mig i kapitlet om det evige liv at læse, at det er „en selvfølge, at de frelste skal genkende hinanden.“
I et appendiks følger så den fine prædiken, som pastor Jørgen Sejergaard holdt ved mindehøjtideligheden i februar 2005.

Meget at leve videre på

Bogen er ikke udgivet af et af de traditionelle kristne eller kirkelige forlag. Den indeholder både en klar evangelisk forkyndelse og et helt usædvanligt stærkt kristent vidnesbyrd og kan sikkert nå ud til mange, der normalt ikke læser bøger med et sådant indhold – og blive til velsignelse for dem.
For alle, der har oplevet at miste – ikke mindst det fuldstændig naturstridige: en søn eller datter (eller barnebarn) – er der rigtig meget at hente og leve videre på i denne dybt tænkte og følte, denne „mærkede“ og vise bog.

Flemming Kofod-Svendsen:
Døden, sorgen, håbet
173 sider • 199 kr.
Rosinante


Artiklen fortsætter efter annoncen: