Pinsesolen danser kun i Danmark

Pinsen er kirkens fødselsdag. Det var i pinsen, at Helligånden kom til jorden. I første omgang manifesteret i den skræmte flok af disciple, der havde holdt sig i skjul siden Jesu korsfæstelse. Da pinsedagen kom, blev disciplene fyldt af både Helligånd og frimodighed. Peter prædikede for en stor skare i Jerusalem og flere tusinde mennesker kom den dag til tro på Jesus og blev døbt. På den måde blev den kristne kirke født.

For mange danskere er pinsen dog ikke meget mere end en kærkommen forlænget weekend med forårssol, grill og fridage. En årlig tilbagevendende frustration i kirken, der ad flere omgange med blandet succes har forsøgt sig med at skabe nogle folkelige traditioner. Helt slemt er det dog ikke. Traditionen med at se pinsesolen danse er en sejlivet tradition, der godt kan bygges videre på. Og faktisk er traditionen tilsyneladende helt og aldeles dansk, selvom den formentlig tager sit udspring i en fælleseuropæisk tradition tilbage fra middelalderen om at se påskesolen danse.

Ifølge gammel dansk folketro kan man pinsedag ved solopgang se solen danse på himlen – hvis man altså står tidligt nok op og har et rent hjerte. Mange har også fortalt om det særlige lys og den flimrende morgensol, som skulle vidne om højtidens glæde. Men oprindeligt var det ikke pinsesolen, men påskesolen, der dansede. Over store dele af Europa fandtes forestillingen om den dansende påskesol, som glædede sig over Kristi opstandelse.

I Danmark gled traditionen efterhånden fra påske til pinse – sandsynligvis fordi vejret ved pinsetid ofte var mildere og mere indbydende end den kolde påskemorgen. Hvor gammel traditionen er, ved man ikke med sikkerhed. Måske går den helt tilbage til middelalderen. Nogle forskere mener, at forestillingen kan være inspireret af Vulgata, den katolske kirkes officielle, latinske bibeloversættelse, hvor et ord både kan oversættes som ”at glæde sig” og ”at danse af glæde”.

I så fald stammer skikken måske helt tilbage fra 1500-tallet, hvor Vulgata blev autoriseret og oversat. I 1700-tallet omtales skikken af præster som en sejlivet folkelig overtro, som det er svært at komme til livs. I litteraturen fra 1800-tallet møder man både den dansende påskesol og pinsesolen. H.C. Andersen skrev i romanen ’Kun en Spillemand’ fra 1837 om bønder, der gik ud for at se solen lege påskemorgen, fordi Kristus var opstanden. Senere beskrev Vilhelm Bergsøe i romanen ’Fra den gamle fabrik’ fra 1869, hvordan man pinsemorgen drog ud for at se pinsesolen danse.

Netop i slutningen af 1800-tallet udviklede traditionen sig til noget særligt dansk. I København blev det populært at feste gennem natten og derefter gå ud for at opleve solopgangen pinsedag.
Rundt omkring i landet fandtes forskellige måder at opleve den dansende sol på. Nogle stillede en spand vand i den østvendte døråbning og så solens stråler spille i vandets refleksioner. Andre kiggede direkte mod solen og mente at kunne se Kristus i dens skær. Nogle fortalte også om påskelammet, der vandrede over himlen i morgengryet.

Nogle sangforeninger har også haft tradition for at mødes tidligt og gå ud i skoven for at synge morgensange og se solen danse.

En ny pinsetradition

Pinsetraditioner handler dog ikke kun om solen. I 1999 forsøgte den tidligere biskop Jan Lindhardt at skabe en ny dansk pinsetradition: Pinsefisk. Tanken var, at danskerne skulle forbinde pinsen med et bestemt måltid – ligesom Mortensaften forbindes med and og påsken med lam. Målet var at skabe større folkelig bevidsthed om pinsen som kirkens fødselsdag og Helligåndens højtid. Traditionen lever videre flere steder, måske særligt hos fiskehandlere og i kirkelige sammenhænge.

Slik og gaver er kodeordet

Personligt synes jeg, det er en smuk tradition at se pinsesolen danse – dog ikke nødvendigvis i den version, hvor der bliver drukket igennem til den lyse morgen. Jeg synes også, at Jan Lindhardts forsøg på at skabe en tradition, var og er et godt forsøg på at skabe opmærksomhed. Men den helt store gennemslagskraft har pinsen som højtidsfejring stadig ikke fået. Det kræver nok, at der bliver skabt en tradition, hvor der indgår en eller anden form for gaver eller slik til børnene. Fejringen af Halloween har vist, hvor hurtigt en tradition kan bryde igennem, hvis bare der er slik nok.