Kierkegaard, kærlighed og kristendom
Jakob Valdemar Olsen, cand. theol.
PhD fra University of Cambridge.
Adjunkt i systematisk teologi ved Dansk Bibel-Institut.
Hjælpepræst i Emdrup Kirke.Hvad er det, der binder et menneskeligt samfund sammen? Hvad er det, der forbinder mennesker? Hvad er det, der danner personligheden?
Spørgsmålene har aktualitet og bliver ikke alene berørt i grundlovstaler. Inden for terapi, coaching, konsulent-virksomhed og meget andet bliver spørgsmålene stillet og Søren Kierkegaard anvendt.
Flere forskellige bud er i tidens løb blevet givet på ovennævnte spørgsmål. Kier-kegaard har også et bud. Både på hvad der ofte binder mennesker sammen, og hvad der bør være det dannende. Man kan sige, at det afgørende, Kierkegaard peger på, er kærlighed. Man kan også pege på andre ord, som er centrale hos ham, såsom Gud, ånd eller lidenskab. Men kærlighed er også en mulighed. Faktisk kan man læse hele hans forfatterskab med begrebet kærlighed som fortegn.
Det er ikke altid tilfaldet Kierkegaard at blive forstået som en kærlighedens apostel. Måske nærmere som en ironiens og sarkasmens mester. Men ikke desto mindre kan man, hvis man går på jagt efter sagen, finde en forståelse af kærlighed, som gennemvæver Kierkegaards tanker fra forfatterskabets begyndelse og videre frem som en ledende tråd.
Et sted, hvor det er oplagt at begynde, når man skal forsøge at fange, hvad Kierkegaard mener med kærlighed, er i bogen Kærlighedens gerninger fra 1847. I den bog kan man finde overvejelser, som kan synes overraskende moderne samtidig med, at der er en stadig udfordring til, hvad der ofte i dag menes med kærlighed.
Kierkegaard er interesseret i erfaring og taler til erfaringen. Kærlighedens gerninger består af 18 taler. En af talerne har titlen Kærlighed opbygger. I den tale beskriver han, på hvilken måde kærlighed opbygger. Kierkegaards forståelse af det opbyggelige drejer sig langt på vej om at give mod til igen at engagere sig i livet, som den man er. Han beskriver forskellige oplevelser i livet, som kan tage livslysten fra os. Når det sker, at vi er ved at opgive os selv, opgive livet og forsøger at trække os ud af livet, hvad kan da fastholde os i livet? Jo, siger han, det kan kærlighed, for det, som i sidste ende er opbyggeligt, er kærlighed.
Hvordan kan man da opbygge et andet menneske eller give et andet menneske kærlighed? Det kan man ved at forudsætte, at der er kærlighed i den anden: Kærlighed opbygger ved at forudsætte, at kærligheden er tilstede. Har du ikke selv erfaret dette, min tilhører? Dersom nogensinde noget menneske har talt således til dig eller handlet således med dig, at du ret følte dig opbygget derved, da var det, fordi du ret levende fornam, hvorledes han forudsatte kærligheden at være i dig.
Det opbyggelige river grundlæggende set ikke ned, men bygger op. Det opbyggelige forudsætter, at grunden er der, og fra den forudsætning bygges der op. Det at ville lægge grunden i et andet menneske, ser Kierkegaard som et overgreb. I stedet må det forudsættes, at grunden allerede er der, og fra den forudsætning kan der bygges op. Den, der opbygger en anden, arbejder altså grundlæggende set med sig selv, for han må forudsætte, at kærligheden er i den anden og derved bygge op: Selv når du mistvivler over dig selv, om der er kærlighed i dig, er han kærlig nok til at forudsætte, eller rettere er han den kærlige, der forudsætter den.
Kierkegaards skrifter kan læses som forsøg på at lade denne kærlighed slå igennem, som tilskyndelse til at se ret på os selv og andre. Men fordi der er meget, der står i vejen for en ret forståelse og praktisering af kærlighed, må der ofte gås nogle omveje, før vi når målet.
I begyndelsen af Kærlighedens Gerninger anvender Kierkegaard buddet Du skal elske din næste som dig selv som udgangspunkt for en beskrivelse af, hvad kærlighed er. Og han siger, at det her bud sørgeligt nok må forudsætte, at vi har et selvisk forhold til os selv, at vi allerede elsker os selv. Buddet vil så ikke sige, at vi selvisk skal elske vores næste, men buddet vil tage det selviske fra os for at vi ret kan elske vores næste og os selv. Fordi der er noget, som skal tages fra os, er der også en udfordring i Kierkegaards forståelse af kærlighed.
Samtidig med at der er noget moderne hos Kierkegaard, så er der også noget, som modsætter sig det populære. Pligt og kærlighed hænger for ham uløseligt sammen. Den kærlighed, som løses fra pligten, er en anden kærlighed end den, Kierkegaard er fortaler for. Kærligheden hos Kierkegaard bindes ikke i følelserne. Selvom kærlighed også drejer sig om følelser og er fuld af følelser, så er det ikke det egentlige. Den kærlighed, som kun har eksistensberettigelse, hvis der er følelser, er ifølge Kierkegaard grundlæggende fortvivlet. Kærligheden må bindes et andet sted.
Det, som ifølge Kierkegaard gør kærligheden fri, er en binding til det evige. Kun hvis kærligheden er bundet der, kan den udfolde sig ret. Et eller andet sted må kærligheden være bundet, og hvis det er følelserne, der binder den, så lever den et grundlæggende usikkert, uroligt og fortvivlet liv. Den kærlighed som er afhængig af, at følelserne også er der i morgen, er en ulykkelig kærlighed.
Den kærlighed, derimod, som er blevet pligt, er dermed bundet til det evige og derfor fri til at udfolde sig. Buddet Du skal elske din næste som dig selv giver forbindelse til det evige. Buddet vil nemlig altid og overalt være gældende. Når du derfor binder din kærlighed til buddet, behøver kærligheden ikke at leve med en grundlæggende frygt for at dø, for ligegyldigt hvad der sker i dit liv, vil buddet altid stå der og binde dit liv til kærligheden. I det er der kamp, men der er også befrielse.
Dermed er der angivet noget hos Kierkegaard, som kan kaldes både moderne og umoderne, både imødekommende og udfordrende. I det umoderne og udfordrende mener Kierkegaard, at der ligger en sundhed. Han giver i Kærlighedens gerninger mange eksempler på de farer, som kærligheden lever med i vores verden. Disse farer er med til at pege på sundheden i bindingen til det evige, for det evige redder kærligheden fra at dø.
Den sundhed, som Kierkegaard tager sigte på, er en sundhed der gælder individuelt, for hvert enkelt menneske. Men det er også en sundhed, som gælder samfundet. De menneskelige fællesskaber får en tilførsel af sundhed og kraft, hvis buddet og kærlighed får indgang i fællesskabet.
Det får den konsekvens for Kierkegaard, at hvis ikke evigheden får indpas, så tager samfundet skade. Hvad er det, der grundlæggende kan give lighed mellem mennesker? Det er, ifølge Kierkegaard, det evige, religion eller Gud: Over for Gud er vi alle lige. Ved at fastholde Gud som skaberen af alle mennesker, kommer der en grundlæggende lighedstanke ind i det menneskelige fællesskab, som ikke kan opnås på anden vis. Kierkegaard kan derfor kalde religion for den sande menneskelighed, for det er kun der, ligheden i egentlig forstand kan vindes.
Det samme, som her gælder fællesskabet, har også betydning for det enkelte menneske og dets selvforhold. Ja, egentlig, siger Kierkegaard i Kærlighedens gerninger, behøver vi ikke at byde mennesker at elske, for hvis de forstod sig selv ret, behøvede buddet ikke at være en pligt. Der er intet andet end kærlighed, der egentlig er værd at leve for, siger han.
Kierkegaards tanker om kærlighed får betydning for den enkelte og for samfundet generelt. Hans interesse for politik, samfundet og det religiøses plads i det offentlige rum viser sig blandt andet, når han siger, at slaveriets ophør egentlig var en konsekvens af kristendommen. Eller når han siger, at det i virkeligheden ikke er muligt for nogen politik at realisere menneske-lighed: Kun det religiøse kan ved evighedens hjælp indtil det sidste gennemføre menneskelighed, den gudelige, den væsentlige, den ikke-verdslige, den sande, den eneste mulige menneske-lighed; og derfor er også det være sagt til dets forherligelse det religiøse den sande menneskelighed.
Disse tanker om samfundets indretning, det enkelte menneskes dannelse og Guds plads i det offentlige rum bliver alle af Kierkegaard forbundet med kærlighed. Derfor kan Kierkegaards forståelse af kærlighed lukke op for hele hans tænkning og vise dens nutidige relevans.
Jakob Valdemar Olsen, adjunkt på Dansk Bibel-Institut, sognepræst i Emdrup kirke i København og forfatter til en nys udgivet bog med titlen Kierkegaard, kærlighed og kristendom.
