Da Gud gik til spejder

Som barn gik jeg til spejder og spankulerede stolt rundt i min forvaskede grønne trøje og et slidt cowboy-læderbælte med verdens sløveste kniv. Jeg havde også tørklæde på, men jeg fik vist aldrig lært at binde en knude.En dag skulle vi på spejderlejr til et hemmeligt sted. Kun lederne vidste i hvilken vildmark, vi skulle bruge alle vores påsyede udmærkelser. Det kom dog senere frem, at hemmeligholdelsen indtil sidste øjeblik bundede i totalt manglende planlægning fra ledernes side.
Dette var dog ikke min tropsførers første hopla-løsning. Jeg husker tydeligt, at jeg fik min 1-års stjerne efter bare 4 måneder. Ih hvor går tiden hurtigt, tænkte jeg. Det viste sig dog at, tropsføreren ikke gad det der med ceremonier, så én samlet årlig ceremoni inklusive alt, hvad der kunne kravle og gå, måtte da række, mente hun.
Værsgo, sagde hun og stak mig – og de andre rekrutter – i brystet med stjernebrochen, hvorefter hun returnerede til sin kaffekop ovre i hjørnet og overlod resten af aftenens program til sin 14-årige assistent, som var en hyperaktiv gymnastikpige med hang til vejrmøller.

En dag skulle vi opføre et dramastykke ud fra en bibelfortælling. Jeg blev tildelt rollen som Gud og glædede mig over, at jeg endelig fik chancen. Det viste sig dog at give grueligt bagslag. Alene af den årsag, at Gud ofte er klædt ud som usynlig.
Min rolle var formindsket til kulisse-tjeneste, hvor jeg ifølge manuskriptet skulle ”svæve usynligt og lydløst over vandene”, hvilket betød at jeg heller ingen replikker havde. Gud talte i beretningen kun gennem en profet, så Gud blev (igen) sat på plads ude i kulissen og måtte hverken tale eller handle. Den frie viljes smertelige konsekvens.
Pludselig gik et lys op for mig, og jeg indså, hvor let mit job var. Jeg var jo Gud. Jeg fandt en pose vingummier og betragtede menneskenes forestilling. Efter en times tid havde stadig ingen opdaget, at Gud havde taget en slapper. Folk havde travlt med at lære replikkerne udenad, korrigere på hinanden og se godt ud på scenen.

Min spejdertid var nok ikke perfekt, men den lærte mig bl.a., at Gud gerne hjælper os – både når vi beder ham om det, og også når vi ikke spørger ham til råds.