Besværlig begravelse
Åh nej, hvorfor sker den slags altid, når man ikke har tid? Konen og jeg skal til begravelse i Herning i morgen og har bestemt ikke brug for, at bilen går i stykker lige nu.Vi skal tilmed have moster Tina og kusine Louise med på turen sammen med vores søn, og det tager omkring halvanden time at køre fra Odense til Herning, siger svigerfar.
Nå, men er der mon nogen biludlejningsfirmaer, som stadig har åbent her kl. 17.15? Ja, PS Biler på Middelfartvej: Vi lukker halv seks og har en Peugeot 206 ledig i morgen, oplyser manden i telefonen.
Næste opkald gælder en taxa, som, lover de, er her om fem minutter. Jeg pakker hurtigt sammen og stiller mig ud til vejen. Klokken er nu 17.19.
Heldigvis drejer taxaen i det samme om hjørnet. Men hov – hvad er nu det? Den blinker ind til siden 70 meter oppe ad vejen. Åh nej, en motorcykelbetjent har vinket den ind til siden. Tik-tak, tik-tak. Han slipper vist med en hurtig bøde. Kom nuuuu, hurtigt, hurtigt!
Klokken er 17.23. Jeg sidder i taxaen og er på vej fra den ene ende af Odense til den anden. Jeg når det vist lige. Ja, kontoret hos PS Biler er stadigt åbent. Jeg får bilen – den skal blot returneres, så de har den halvandet døgn efter – altså inden klokken seks om morgenen. Nu håber jeg bare, konen har fundet en barnepige til den yngste, der ikke skal med til begravelse. Yes, den er i vinkel. Barnepige booket. Vi skal bare være tilbage senest klokken 16 dagen efter, for Nanny skal til eksamen.
Halvanden time. Goddag mand, økseskaft. Jeg har en høne – nej, kalkun – at plukke med svigerfar, når vi engang når frem til begravelsen. Der er tre kvarter til, begravelsen begynder, og vi er kun kommet til Lillebæltsbroen. Det kræver et opkald til Herning, hvor resten af familien sidder og venter. Vi kan dårligt undværes. Mors faster Sonja efterlod kun én søn, én bror og tre niecer, og de to af niecerne med påhæng sidder lige nu i en sort Peugeot 206, som er i gang med at udforske de yderste hjørner af færdselslovens fortolkningsmuligheder for at nå til Herning til tiden.
Stress, stress, stress. Hvorfor får de ikke bygget motorvejen mellem Vejle og Herning færdig? Det tager en evighed med de søndagsbilister, der har forvekslet ugedagene og parkeret på vejen ved Brande på en onsdag.
Kusine Louise skal pludselig tisse. Moster skælder ud – det gør vist ikke sagen bedre. Der er ingen vej uden om. Vi må ind til siden og tisse af. Imens kan jeg vinke til en lang række af forbikørende bilister, vi har kæmpet for at overhale i løbet af den sidste halve time.
Nu ringer svigerfar minsandten. Det går det da ikke hurtigere af. Nå, han vil spørge, om de skal udsætte begravelsen et kvarter – det har præsten sagt god for. Ja tak! Flink mand, den præst. Det er nok fordi, han er søn af formanden for Udfordringens bestyrelse.
Vi når det ikke. Erkendelsen har ramt os, mens vi i sneglefart bevæger os ind mod Hernings sydligste forstæder. Præsten kan ikke vente længere – han har en anden aftale.
Gruset sprøjter til alle sider, og dørene bliver åbnet til begge sider, idet vi kører ind på kirkens parkeringsplads. Den afdødes to niecer spæner hver med et barn i hånden hen mod kirken i samme sekund, som begravelsesklokkerne begynder at ringe. Det er som at være med i en film. Nu skal jeg bare have parkeret – helst et sted, hvor jeg ikke får en bøde.
Vi nåede det! Og på vej ud er vores søn så elskværdig at kondolere faster Sonjas efterladte søn med ordene: Er det din skattekiste, den der?
