Sandheden

Jeg var lige blevet klippet, og for første gang i flere år var det en rigtig frisør, der tog mine lokker under kærlig behandling. Det blev ikke helt sådan, som jeg havde tænkt mig, men det var også helt fint – man skal vel være med på noderne og prøve noget nyt en gang imellem! Jeg syntes faktisk selv, at det var ret flot, sådan stylet og sat af en ekspert…

Da jeg hentede vores mellemste søn i børnehaven, sagde han først ingenting. Han pegede bare på mit hår med et ret fjollet udtryk i ansigtet.
Den ældste sagde heller ingenting, da vi traf ham i fritteren, og det virkede som om, at han ikke rigtig havde lagt mærke til nogen forandring. Vel hjemme prøvede jeg at lede hans opmærksomhed hen til den store nyhed.
– Kan du ikke se noget, der er anderledes? spurgte jeg forhåbningsfuldt.
Han gloede rundt i køkkenet og så ret forvirret ud, mens hans lillebror stod og hoppede utålmodigt ved siden af mig.
– Håret, håret!!! hvinede han begejstret. Så gik der et lys op for storebror, og han fik talens brug tilbage.
– Nåhr det, sagde han, som om han da godt nok havde set det, men ikke lige gad kommentere det (og det kan sådan set godt være sandheden).
– Jeg synes, at det ligner heksehår!
Og så blev der ikke snakket mere om hår den dag…

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor langt mine børn kan gå og hvor meget de kan tillade sig at sige, uden at min kærlighed til dem bliver mindre af den grund.
Det er nok også derfor, at Gud har valgt at kalde sig vores himmelske far – og dem, som vælger at tro på ham, sine børn.
Det giver os et meget nærværende og nede på jorden billede af, hvor langt vi kan gå, uden at han nogensinde vil miste interessen for os eller holde op med at elske os.