At gøre en forskel – uanset hvad

Jesper Ertmann Oehlenschläger er en dynamisk og givende præst, som elsker at undervise og at lede.
Sygdom har lært ham om livets skrøbelighed, og han har oplevet Guds nærhed på trods af alt.
En allehelgens søndag, hvor man i Karlslunde Strandkirke mindes årets døde med oplæsning af deres navne, fortalte præsten Jesper Oehlenschläger menigheden om dengang hans farfar lå for døden og så Jesus:

– Jeg har prøvet lidt af hvert, for jeg elsker at se, prøve og lære nye ting. Nysgerrighed og min hang til udfordringer er helt klart min drivkraft, siger han.

”Han er kommet for at hente mig”, forklarede min farfar. Min farmor, som sad ved dødslejet, kunne ikke selv se Jesus, men hun var ikke i tvivl om, at det var rigtigt: ”Vil du spørge Jesus, om jeg må komme med?” bad hun ham.
– Så spurgte min farfar Jesus og gav hende svaret: ”Nej, det er ikke tid for dig endnu”.
– Kort efter døde han.

– Mine bedsteforældre var kristne, og det var min farmor, der lærte mig at bede fadervor som barn. Nu er hun over 80 år, men beder stadig for hele familien hver dag. Min farfar var formand for menighedsrådet i Hvidovre Kirke og havde på et tidspunkt en bibelkreds.
– De betød og gjorde meget for mig, da jeg var barn. Ikke mindst da mine forældre blev skilt. Mine bedsteforældre købte for eksempel et sommerhus, hvor de tog os med på ferier.
– Jeg er stadig taknemmelig for alt det, de gjorde for mig dengang, fortæller sognepræst Jesper Oehlenschläger.

Når han holder gudstjeneste, forsøger han altid at balancere mellem det guddommelige og det menneskelige. Hans prædikener er eftertænksomme, men han er samtidig nærværende og kommer ofte med en sjov kommentar til det, der opstår undervejs – serveret med et glimt i øjet. Både humor og musik er faste, væsentlige ingredienser. Nogle gange sætter han sig ved klaveret i præstekjolen og spiller med til lovsangen – skriver også selv både melodier og lovsangstekster.

Ansvarlig

Jesper Ertmann Oehlenschläger er født i 1975 i Glostrup. Familien flyttede til et hus i Holbæk, da han var halvandet år.
Hans far er sygeplejerske, hans mor bygningsmaler. Forældrene var ikke religiøse. De var røde, og den stod på 1. maj-demonstrationer og ø-lejre på Samsø. For moren var rødstrømpe, og faren med i en mandegruppe i slutningen af 70’erne. Socialdemokratiet var det mest borgerlige, Jesper kom i berøring med som barn på disse ø-lejre.

Forældrene blev skilt, da han var otte år, og han flyttede med sin to år yngre lillebror og sin mor til en lejlighed i Holbæk.
– Efter skilsmissen var jeg diplomaten, der prøvede at få det hele til at hænge sammen, og jeg måtte nok pakke noget af mig selv væk. Jeg fik først pakket mig selv helt ud igen, da jeg som 19-årig blev kæreste med Priscilla, siger han.
Skolen var ikke speciel sjov efter skilsmissen. Han måtte kæmpe med det faglige og havde svært ved at beslutte sig for, om han ”hørte til gruppen med de fornuftige børn eller til den med ballademagerne”.
Allerede i 10-12 års alderen begyndte han at tænke en del over nød og problemer. Hvorfor børn i Afrika havde det svært for eksempel.

Præst eller konditor

Konfirmationsforberedelserne blev et vendepunkt i præstens liv. Selvom hans mor dengang ikke var troende, syntes hun alligevel, han skulle konfirmeres. Selv var han skeptisk, men startede hos en præst i Holbæk.
– I starten syntes jeg, at det var alt for sort. Men efter et stykke tid fik vi en ny præst, som talte om Gud på en helt anden måde.
– På et tidspunkt ville han bede for hver enkelt konfirmand, og vi skulle hver især fortælle, hvad vi ønskede, der blev bedt for. Èn ville gerne have, at der blev bedt for, at han fik en ny cykel. ”Jeg vil gerne have, at der bliver bedt for, at jeg bliver et godt menneske”, sagde jeg.
– Det ville præsten ikke. Nåden var udgangspunktet – ikke mine fortjenester, lærte han mig.
– Vi mennesker har det med at vende os væk fra Gud. Hvis ikke vi aktivt tager imod Gud, så får vi ikke del i nåden, forklarer Jesper.
Han begyndte snart at gå til møder hos præsten i kirken i Holbæk og blev også bedt om at spille Jesus i et drama og recitere lignelser.
– Jeg kunne godt lide at komme på hans kontor, der var muret til med bøger…duften af hans pibe og nærværet. Han blev min sjælesørger og mentor. Han såede også nogle frø i mig med hensyn til senere at læse teologi.
– På et tidspunkt overvejede jeg at blive enten præst eller konditor, for jeg var og er vild med kager. Jeg har til gengæld aldrig været vild med tanken om græsk, latin og hebraisk.
– 7. og 8. klasse var lidt af en brydningstid. I den periode var der en af mine folkeskolelærere, der hængte mig ud for at være blevet religiøs. Bare et år tidligere havde jeg været en af dem, der gik til halfester og drak med de andre. Det holdt jeg nu helt op med. I stedet mødtes jeg mere og mere med andre unge kristne, for eksempel på en sommerlejr arrangeret af Indre Mission.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Modning

Jesper Oehlenschläger er præst i Karlslunde Strandkirke.

– I 9. og 10. klasse gik jeg på en kristen efterskole i Nordsjælland. I starten vidste jeg ingenting om Biblen. Jeg havde forsøgt at læse den i 8. klasse, men jeg gik død i 3. Mosebog og begyndte i stedet på Det Nye Testamente.
– På efterskolen fik jeg gennem bibelundervisningen fast grund under fødderne. Nogle gange fik jeg sagt noget, der provokerede folk. Jeg sagde bare min mening og fik at vide: ”Det kan man ikke sige som kristen”. Jeg fik også undervisning i musik og filosofi – læste bl.a. lidt Søren Kierkegaard.
– Da jeg gik på efterskole, lærte jeg min kommende kones ene storebror at kende. Hendes anden bror mødte jeg i en ungdomsforening. De fortalte begge mine nuværende svigerforældre, at jeg ville være perfekt som lærervikar på efterskolen i Odsherred, hvor de var forstandere. I øvrigt mente de også, at jeg ville være velegnet som svigersøn i familien. Man kan vel næsten kalde det et ”arrangeret” ægteskab.
– Da jeg var færdig med HF, ringede min kommende svigerfar derfor og spurgte, om jeg ville være lærervikar. Jeg kom til at undervise i bl.a. musik, kristendom og filosofi. Efter konfirmationen lærte jeg at spille guitar, trommer og keyboard og var med i et kristent band. Jeg spillede også Beatles og partysange, fortæller Jesper, der er god til akkorder og rytmisk musik. Han kan følge noderne, hvis han kender melodien lidt i forvejen, men vil ”bestemt ikke kalde sig nodekyndig”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg har prøvet lidt af hvert, for jeg elsker at se, prøve og lære nye ting. Nysgerrighed og min hang til udfordringer er helt klart min drivkraft, siger han.

Blev syg

Som 19-årig fik Jesper Oehlenschläger en kræftknude og blev opereret. Mellem første og anden omgang kemoterapi blev han kæreste med Priscilla. Nogle af parrets første stævnemøder foregik derfor på Rigshospitalet. Hun var ham en uvurderlig støtte.
– Vi kendte hinanden i forvejen, for unge lærere havde deres gang hos hendes forstander-forældre. Her så vi for eksempel videofilm og følte os i det hele taget altid velkomne. Jeg havde også været til jazzkoncert med Priscilla og var allerede forelsket i hende.
– Da jeg mærkede knuden, ventede jeg lidt med at gå til lægen. Min far, som jo er sygeplejerske, sørgede vist til gengæld for at skubbe mig foran i køen og var med, da jeg endelig kom på hospitalet.
– Jeg blev syg i oktober og kæreste med Priscilla, da jeg var færdig med første omgang kemoterapi i december. På det tidspunkt gik hun i gymnasiet, fortæller han.
Da Jesper Oehlenschläger havde kræft, fortsatte han med at undervise på efterskolen, når han ikke var indlagt. Da håret begyndte at falde af efter kemoterapien, blev det klippet helt af, og så gik han med kasket, indtil det voksede ud igen.
– Overlægen sagde meget overbevisende, at jeg nok skulle klare den, og jeg troede på ham. Men det var en bombe under min tro, at jeg fik en kræftknude. Det rystede mig i min grundvold. Jeg lærte ikke noget af det og fandt ingen mening med det. Det gav mig til gengæld forståelse for livets skrøbelighed.
– Jeg synes ikke, man skal forsøge at putte mening ind i lidelsen. Den der med, at vi udvikler os og bliver modnet af lidelse, køber jeg ikke. Dengang følte jeg, at Gud var helt væk, siger han.
Heldigvis havde overlægen ret. Jesper Oehlenschläger kom godt igennem kræften, og parret blev gift i 1997, mens han studerede teologi.

Ægteparret har børnene Jonathan på elleve og Rakel på ni år.
– Vi har som familie flere gange haft sygdom inde på livet. At Gud udfrier os og gør os raske, har jeg sluppet lidt. Til gengæld har vi midt i svære tider oplevet Guds nærhed, uanset hvordan livet ser ud. Troen bærer os igennem.
– Som præstefamilie er man en halvoffentlig familie, og det er vigtigt for os at holde en balance og beskytte vores privatliv, siger han.

Priscilla er psykolog og en vigtig sparringspartner for Jesper. Sammen har de oversat en bog til dansk, ”Ledere i vækst” – og her var det min kone, der trak det tunge læs, fortæller han.
Hustruen får også æren for, at han overhovedet blev præst. Inden Jesper begyndte teologi-studiet i 1995, søgte han ind på et lærerseminarium, for han elsker at undervise og var ikke sikker på, at han havde tålmodighed til at gennemføre teologi-studiet.
Det var først efter lange samtaler med sin kone han forstod, at han hele livet ville gå rundt med en uforløst præst i maven, hvis ikke han i det mindste forsøgte.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Inden præstestudierne besøgte han en del menigheder i England, hvor han erfarede, at nystartede og etablerede menigheder med hjerte for mission kan gøre en forskel.

Da han startede på teologi, boede han i en periode i en lejlighed i København sammen med sine to kommende svogre og havde gang i en hel masse ved siden af studierne; bl.a. en stor kristen ungdomsforening og fælleskristelige lovsangsaftener. Han var desuden aktiv i en menighedsplantning på Nørrebro.
– Sidst i studietiden, i 2000, flyttede Priscilla og jeg til Fårevejle i Odsherred. Her startede vi en ny frimenighed, mens jeg færdiggjorde teologi-studiet og desuden var efterskolelærer. Vi samlede børn og voksne til lovsang, tilbedelse og undervisning – og startede også et gospelkor, siger han.

Hjerte for Afrika

Rummelighed, tolerance og næstekærlighed er uundværlige ingredienser for en kristen.
Ægteparret har gennem årene gjort en stor indsats for at hjælpe andre – ikke mindst fattige i Nigeria i Vestafrika, hvor hans hustru er opvokset, fordi hendes forældre dengang var missionærer.

I 2003 blev Jesper sognepræst i Solvang Kirke, og parret flyttede til Amager. Her arbejdede han blandt andet med flygtninge og indvandrere på Mødestedet Amager. Og støttede mange nydanskere, flygtninge og indvandrere…de familier, der søgte asyl.
– Vi holdt en del familieaftener med irakiske flygtninge fra Kongelunden og herboende irakere, hvor de selv kom med mad. Vi samlede dem i vores villa ved Englandsparken og kom helt tæt på folk.
– Mens jeg var præst i Solvang Kirke, var hele familien også tre måneder i Nigeria, hvor jeg underviste i islam på et præsteseminar, fortæller han.

Præster og meningheden til gudstjeneste i den moderne Karlslunde Strandkirke.

Det var en stor og ”positiv forandring” for familien, da Jesper Oehlenschläger i 2008 blev sognepræst i Karlslunde Strandkirke ved Køge Bugt, ”hvor næsten alle har en Weber-grill og anhænger-træk på bilen”.
– Her ser alting pænt ud, og nogle gange føles det næsten som at være kommet til en landsby, når man falder i snak på fodboldbanen, i Netto eller ses til gudstjenesten. Men samtidig ønsker vi som kirke at gøre en forskel. Vi trøster, opmuntrer og hjælper mange mennesker – både i kirken og i det missionsarbejde i Nigeria, vi nu støtter. Der samles flittigt penge ind til gode formål. I øjeblikket arbejder vi på at give fattige i en afrikansk landsby livsvigtige brønde, så de kan få rent vand uden at skulle gå mange kilometer efter det.
– Jeg er havnet et meget dynamisk sted, hvor man er åben for nye idéer og møder dem med: ”Det lyder spændende, lad os prøve det”. For mig er udfordringen hele tiden at mærke efter og justere tempoet – før nye initiativer og aktiviteter sættes i gang.
Så både præst og menighed får tid til et privatliv også.
– Det handler også om at håndtere mine egne forventninger til mig selv, erkender han.

På væggene på hans kontor i Strandkirken hænger en del ikoner.
– Jeg er landet i folkekirken, men synes, det er vigtigt at være åben og kommunikere med andre. Tro er ikke blot en intellektuel ting. Kroppen og sanseligheden skal være med. Jeg synes for eksempel, de ortodokse ikoner er smukke, og jeg inspireres af dem, forklarer han.

Lede og undervise

Jesper Oehlenschläger har været leder, siden han var 14 år og var med i elevrådet i folkeskolen.
– På universitetet studerede jeg ledelse og mentorskab. Det interesserer mig. ”Ledere i vækst” – bogen som jeg oversatte sammen med Priscilla, fik jeg anbefalet, da jeg var på en lederkonference.
– Men jeg elsker også at undervise. I kirken vejleder og underviser jeg for eksempel ungdomsledere og er også leder i forhold til ansatte og frivillige, siger præsten.

I en periode underviste han menigheden mere aktivt og synligt under den ene af søndagens to gudstjenester. Inspirationen hertil hentede han både herhjemme, i England og i USA.
For eksempel kørte han et undervisningsforløb over flere søndage omkring at finde sit kald:
Alle mennesker har et kald. Det primære kald er at elske Gud af hele vort hjerte. Men derudover har vi et sekundært kald, der handler om Guds intention med vores liv. Hvad har han bestemt for os med de gaver, han har givet os? Hvad brænder vi for, og hvad er vi gode til? Hvad trives vi med? Hvilke livserfaringer har vi? Hvordan påvirker det os, og hvad inspirerer det os til?

I øvrigt er præsten særlig glad for at undervise konfirmander, måske fordi han selv har oplevet, hvor betydningsfuldt det kan være i de skelsættende år.

Men han sætter også pris på samtaler på tomandshånd:
– Jeg går altid dybt ind i mine sjælesorgssamtaler. For mig er det meningsfuldt at lytte og hjælpe med det svære – prøve at vende tingene. Både som mentor og sjælesørger får jeg lov til at være til stede i menneskers liv med kærlige indspark og udfordringer: Hvad vil du gøre ved det? Hvad får du ud af at gøre det, du gør nu?

Når Jesper Oehlenschläger skal slappe af, løber han sig en tur, helst med Ipod og U2 i ørerne. Hører i det hele taget en del musik i fritiden og har for det meste to-tre fagteologiske bøger liggende på natbordet. Han tager også gerne fodboldstøvlerne på og spiller med på det lokale oldboys hold i Karlslunde eller er at finde på Brøndby Stadion søndag eftermiddag sammen med familien.

Portrættet er et uddrag fra bogen: At være det man siger – præsteportrætter. Forlaget Alfa, 2010. Forfatter: Tina Varde.

Jesper Oehlenschläger har skrevet bogen Mentorskab, forlaget Mediacellen.