Ét par rene underbukser

Da jeg var volontør i Honduras, fik jeg lov til at komme med ud og hente 53 nye børn til børnehjemmet Emmanuel, som jeg arbejdede på.
Vi skulle hente børnene i den honduranske by San Pedro Sula, fordi statens børnehjem, som de før boede på, var brændt ned. Børnene stod i en stor flok. Flere af dem græd. De begyndte at spørge, hvor de skulle hen, og om der ville være mad og en seng.

Da vi sad i bussen på vej hjem til Emmanuel, gik det rigtigt op for mig, at de her børn virkelig ingenting havde, andet end det tøj de havde på. Jeg kan især huske, at jeg lagde mærke til en af de små piger, som lige havde stoppet et par underbukser i lommen. Det forekom mig en smule komisk, selvom det egentlig var ret tragisk, at pigen ikke engang kunne vide, om hun ville få et par rene underbukser, der hvor hun skulle hen.

Jeg tror, det er blevet lidt en kliché herhjemme at få at vide, at man ikke skal tage tingene for givet. Nogle gange stopper man lige op, sender børnene i Afrika en tanke, giver lidt til Danmarksindsamlingen, og så fortsætter man ellers sin hverdag, som den nu plejer at være. Men efter mit volontørophold i Honduras er det gået op for mig, at størstedelen af os herhjemme i Danmark virkelig har meget at være taknemmelige for. Selv sådan en simpel ting, som at kunne få rent undertøj på hver dag.

Her for nogle dage siden besøgte jeg min nevø på 1 år, og tanken strejfede mig lige, at hvor er det bare frås, at han har så meget legetøj og så meget tøj liggende, som han måske ikke engang får brugt. Det er en kæmpe kontrast at komme hjem til en lille dansk dreng, som sidder i sit eget hjørne af stuen og har overflod af legetøj, når man kommer fra mødet med en pige, der sidder og passer på, at hun ikke mister sine underbukser, fordi det er alt, hvad hun har.

Af Maria Husted
sendt som voluntør af Impact