Artikelserie: Dyk ned i den kristne historie 1
Kejseren truet af voksende kristendom
Kristendommen spredte sig hurtigt de første århundreder og truede kejserens autoritet. Derfor blev de kristne forfulgt.Romerske kejsere følte sig truet af de første kristne. I virkeligheden peger tidlige kilder på, at de kristne overholdt lovene og levede et retfærdigt liv. Det var svært at finde noget at anklage dem for. Deres forbrydelse bestod alene i, at de troede på, at der kun var én Gud, og derfor ikke ville tilbede kejseren.
Af Jette Vibeke Madsen
Folkeskolelærer
Romerne var vant til at dyrke mange guder. Guder, som de ofrede til og tog varsler af. Hos dem søgte man beskyttelse og hævn. De kristne anerkendte ikke disse guder og ville hverken tilbede dem eller kejseren. Derfor var de kristne en trussel. Den myrdede Julius Cæsar var blevet guddommeliggjort i 42 f. Kr., og siden var flere af hans efterfølgere trådt ind i de guddommeliges rækker. Romerriget havde udviklet en kejserkult, hvor man dyrkede kejserens ånd og billede.
Der findes flere beskrivelser af kristenforfølgelser i de første århundreder efter Kristus. Heriblandt en korrespondance mellem statholderen Plinius og kejser Trajan. Plinius var statholder i den nordlige del af det nuværende Tyrkiet. Han skriver til kejseren, fordi han er i tvivl om, hvordan han skal afhøre og dømme de kristne. I hans område er der flere og flere af dem, og templerne ligger næsten øde hen. Aktiviteten i templerne er dog vokset, siden han er begyndt at dømme de kristne. Det ser han som positivt. Den gudsdyrkelse kender han, og den er nemmere at styre. De kristne, derimod, er vanvittige og ustyrlige, fordi deres tro er stærk. De er trodsige og ubøjelige i hans øjne. Alene af den grund bør de straffes.
Plinius har dog tilsyneladende visse betænkeligheder. Blandt de kristne findes der nemlig også børn, kvinder og gamle. Skal alle dømmes ens? Det har han gjort, men som mængden af anklager vokser, er det, som om Plinius anfægtelser vokser. Skal børn virkelig dømmes?
Men hos kejser Trajan er der ingen slinger i valsen. De, der ikke vil frasige sig den kristne tro og ofre til de romerske guder, skal dømmes. Dog skal Plinius ikke opspore de kristne, men kun dømme dem, hvis de anklages af andre. Han skal heller ikke tage imod anonyme anklager, hvilket Plinius har gjort indtil videre.
De kristne kom fra alle aldersgrupper og samfundsklasser. Det er svært at sætte fingeren på, hvad deres forbrydelse bestod i. Plinius nævner, at han er stødt på mennesker, som har frasagt sig kristendommen. De hævder, at deres hovedforseelse eller vildfarelse havde været den, at de havde plejet at mødes før daggry på en bestemt dag og med hinanden at synge en hymne til Christus som gud og at aflægge ed på ikke en eller anden forbrydelse, men på ikke at begå tyveri, røveri eller utugt, ikke at bryde et givet ord eller på anfordring nægte at tilbagelevere betroet ejendom. Efter at have gjort det havde de plejet at skilles og siden mødes igen for at indtage et måltid. Det sidste havde de dog undladt, efter at kejseren havde forbudt religiøse samlinger. I disse forhold lå altså deres forbrydelse. Man kan næsten fornemme Plinius vildrede. For hvilken forbrydelse er det i grunden? Er det ikke godt at leve sådan? Dømmer man i virkeligheden retfærdigheden i stedet for forbrydelsen?
Plinius har tilsyneladende ringe indblik i, hvad de kristne egentlig troede på, og hvordan de levede. Det interesserer ham heller ikke. Lov og orden interesserer ham. Kejserens lov er den eneste målestok for ret og vrang. Han har indtil nu ene og alene dømt de kristne for at bære navnet kristen og for ikke at ville ofre til kejseren. Han ved dog så meget om de kristne, at man ikke kan tvinge dem til at frasige sig deres tro. Det vil de virkeligt kristne aldrig gøre, skriver han til kejseren. Det betyder, at man kan være sikker på, at de, der frasiger sig deres tro, ikke er kristne. Dem kan man altså trygt frigive.
Filosoffen, den senere kirkefader Justin, levede i det andet århundrede og var selv kristen. Han angriber i sin apologi, at de kristne bliver dømt ene og alene på grund af kristennavnet. For, som Justin siger, på grundlag af en benævnelse alene vil der fornuftigvis ikke kunne tildeles ros eller dadel. Nej, hvis man vil dømme de kristne, så må man dømme dem, fordi de har handlet forkert. Det må være deres livsførelse og deres lære, man dømmer, og ikke deres navn. Ellers belønner man usandhed. For de, der lyver, fritages, mens de, der taler sandt, dømmes! Det kan man ikke kalde fornuft.
I virkeligheden er de kristne ingen trussel mod kejserriget, argumenterer Justin. De lærer jo netop, at man skal overholde de verdslige love, opføre sig retfærdigt og tale sandt. Er de romerske kejsere i virkeligheden bange for retfærdigheden?
Mon de kristne vil gøre oprør? Det skal man ikke være bange for, for det er jo ikke et verdsligt rige, de venter på. Hvis det var det, så ville de jo ikke gå i døden. Nej, i så fald ville de lyve for at holde sig i live. Men nu er det ikke et synligt rige, de venter, men Guds rige. Det er vel ikke en trussel imod kejseren?
Justin ender selv som martyr. Det lykkedes ham ikke at standse kristenforfølgelserne med sin fornuftsmæssig argumentation.
Cirka et halvt århundrede senere skriver den 22-årige kristne kvinde Perpetua fra sin fængselscelle. Hun er fængslet sammen med nogle andre dåbskandidater. De anklages for at være kristne. Perpetua er fra en romersk by i Nordafrika og tilhører samfundets højere lag. Hun fortæller om sit lille barn, som hun ammer, men som hun ikke har hos sig i fængslet. Det volder hende store kvaler. Da hun efter en tid får barnet hos sig, er hun glad og lykkelig. Martyriet skræmmer hende tilsyneladende ikke. Det er en ære for hende at dø for sin frelser. Hendes største bekymring er hendes far, som gør alt, hvad der står i hans magt for at få hende til at fornægte sin tro og ofre til kejseren. Han er tilsyneladende den eneste i familien, som ikke er kristen, og som derfor ikke forstår Perpetua.
Perpetua føres, sammen med de andre anklagede, frem på byens torv for at anklages. Her forsøger faderen til det sidste at overbevise hende om, at hun for hans og barnets skyld skal ofre til kejseren.
Det gør jeg ikke, svarer Perpetua. Er du kristen? spørges hun så , og hun svarer: Jeg er kristen. Hun kendes skyldig og dømmes til arenaen, hvor hun skal kæmpe mod de vilde dyr på fejringen af kejserens fødselsdag.
Selvom Perpetuas vidnesbyrd tegner et billede af en kvinde, der uden frygt går martyrdøden i møde, så er der passager, hvor hun beskriver sin skræk og sine kvaler, fængslets mørke og varmen i fangehullet. Helt jordnært fortæller hun, at hun ikke får brystspændinger, da barnet tages fra hende, og hun ikke længere kan amme. Det ser hun som en Guds velsignelse.
De kristne martyrier stoppede ikke den kristne tro, som de romerske herskere havde håbet, tværtimod. Kristendommen bredte sig. Under kejser Diokletian i slutningen af 200-tallet var kristenforfølgelsen særlig hård, men kristendommen var kommet for at blive. Den tilbød frelse for sjæl og legeme i et hinsides rige, hvor Guds retfærdighed rådede, og det var der mange, der længtes efter i en tid, hvor vold og fattigdom var dagens orden.
