Værdi i det værdiløse

Jeg ved ikke hvorfor (altså udover min forkærlighed for lister), at jeg jævnligt går ind på hittegods-hjemmesider. Det er de mest utrolige ting, folk lægger fra sig i et tankeløst splitsekund.
På Københavns Lufthavns hjemmeside listes trofast de ca. 30 ting, der hver evig eneste dag af året glemmes mellem sikkerhedskontrollen og gaten. Jeg venter stadig på, at der på listen står: ”7-årig dreng. Grædende”, men foreløbig har der blot stået bl.a. disse ting:
Rolex-ur, iPad, piberenser, briller med høj styrke, armlænke, stor hvid kuvert (forhåbentlig uden hvidt pulver), stor pose med slik, petanquekugler, blomster-nål, Brøndby klubkort (desillusioneret fan?), svensk opholdstilladelse (var der ingen der ville have den?), håndvægte, Pacemaker-kort, hjerte lavet af grene, ring med grøn skarebæ, antenne, bilnøgle, auto-reservedel, babylift sammen med babyalarm (dog uden baby).
Hittegods i politiets varetægt indbefatter bl.a.:
Kædesav, fjerkræsaks, Trip Trap-nisse, tom violinkasse, dykpumpe, konfiskerede knallerter, stige, vandslange og et hovedtelefonsæt fra Tiger.
Hittegodskontoret i Århus efterlyste sågar ejeren til en hest, men ingen meldte sig, så den fortsætter sin eksistens som offentlig ansat i en bygård, hvor børnehavebørn og andre byboere kan nyde godt af den prustende fighter.
Sidste vinter gik jeg på min isbelagte hjemmegade, hvor jeg i den gennemsigtige is fik øje på en USB-nøgle. Jeg stod helt stille og tænkte, om jeg skulle tage den med hjem og læse indholdet. Fristende. Så det gjorde jeg. Jeg måtte bare vide, om der var stor værdi i det forkastede.
Det viste sig at være ret kedeligt indhold med fakturaer fra et håndværkerfirma, og da jeg skrev til dem, ville de ikke engang have USB-stikket retur. Ingen milliongevinst denne gang.

Godt at vide, at skulle vi blive kasseret eller glemt, er der altid en allestedsnærværende Gud til stede i alle kroge af universet, som holder styr på os, når vi farer vild eller mister orienteringen.

Af Henni Andreassen