Præstesøn fandt kærlighed og kald i Danmark

Joel Raburn fra USA er nu præst i Evangeliekirken på Frederiksberg.

Amerikanskfødte Joel Raburn er fjerde generation af præster i sin slægt. Her ses Joel og Anne-Mette Raburn foran døren til Evangeliekirken på Frederiksberg.

Fjerde generation af amerikansk præstefamilie – Joel Raburn – fandt kærlighed og kald i Danmark. Gud overbeviste ham.

Præsten i Evangeliekirken på Frederiksberg, Joel Raburn, har om nogen Jesus som den røde tråd i sit liv og på sit cv.
Han er vokset op i en præstefamilie i USA, men valgte at studere økonomi på universitetet. Det blev dog hjerteøkonomi, der blev hans levebrød og vej.

– Min oldefar var metodistpræst i Florida på den tid med Azusa Street i Californien. På det tidspunkt var der ikke mulighed for at rejse – som der er i dag, men oldefar samlede folk fra alle mulige kirkeretninger i skoven og bad om, at de måtte opleve det samme. Og det gjorde de.

– Min oldefar blev udstødt fra sin menighed på grund af det. Så startede han en pinsekirke i Florida – en af de tre-fire første i det område. Det var dér, pinsebevægelsen startede i Florida.
– Jeg er vokset op midt i det. Min far blev også præst. Jeg er en efternøler med to søskende, en søster – og en bror, som også er præst, fortæller han.

Da Joel Raburn var i syvårsalderen, tog livet en brat drejning. Hans far modtog et kald til at blive missionspræst i Caribien.

Hans store søskende tog ikke med. De flyttede i stedet hjemmefra, da Joel rejste med sine forældre til hovedstaden Nassau på Bahamaøerne. Senere flyttede de til Jamaica, så Honduras.

– Det betød, at familien blev helt anderledes. Jeg var meget glad for det, men det var samtidig ensomt. Ikke alle steder var der skoler, og nogle steder gik unge på 16-17 år i, hvad der svarer til fjerde klasse, siger præsten.

Den stod derfor på hjemmestudier alene for hans vedkommende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Men det var også stort at rejse ud og prøve nye ting. Min far var meget praktisk anlagt, og jeg fik lov til at prøve alt muligt, forklarer han.

Usædvanligt barndoms-cv

For eksempel fik Joel som 16-årig lov til i timevis at køre lastbil i bjergene i Honduras – ca. fire timers kørsel fra hovedvejen, da der skulle bygges en ny kirke.

– Det var spændende, men jeg havde altid en overbevisning om, at jeg ikke ”bare” ville overtage min mors og fars tro. Ikke bare gøre det samme som dem. Jeg havde tro, men om jeg skulle det samme som dem, var jeg ikke så sikker på, forklarer Joel Raburn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Da han senere skulle på universitetet, flyttede familien tilbage til USA – til Miami. Og som 17-årig tog han på ferie i Danmark … lidt for at finde sig selv. Og det gjorde han, for han fandt kærligheden.

– Her mødte jeg Anne-Mette. Det var i 1980, og hun var kun 14 år, så der skete ikke noget – først da hun fyldte 18 i 1983. I 1985 blev vi gift i Århus – af hendes far, der også var præst.

-Vi flyttede til Florida, og da jeg var færdig med min uddannelse på universitetet, hvor jeg studerede økonomi – jeg fik en bachelor i økonomi og statskundskab – flyttede vi tilbage til Danmark.

– Jeg var totalt uforberedt og kunne ikke dansk. Da jeg startede på sprogskole, fik jeg undervisning på samme gang som børnehaveklasserne. Der gik ti år med at komme i gang. Jeg kunne ikke finde arbejde, fordi min uddannelse ikke blev anerkendt i Danmark, fortæller Joel Raburn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han kom til et punkt, hvor han var forvirret og i tvivl. På det tidspunkt overvejede han igen at søge ind på Handelshøjskolen. Han var blevet afvist flere gange.

Situationen var: ”Til januar siger vi lejligheden op og flytter til Florida.”

– Anne-Mette var i gang med at afslutte en bachelor – i engelsk og tysk. Hun skulle op til ”grædemuren” – på Handelshøjskolen – hvor alle karaktererne hænger, siger Joel Raburn.

Han fulgte hende derhen, men da hun gik til venstre mod ”grædemuren”, drejede han efter en tilskyndelse til højre mod internationale studier. I ånden hørte han nemlig ordene: ”Gå ned og spørg, om ikke du kan komme ind på Handelshøjskolen.”

– Alting var en kamp på det tidspunkt. Jeg var frustreret og forvirret. Intet ville lykkes. Men jeg vidste i mit hjerte, at hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg aldrig få fred.

– Jeg gik ned på kontoret. Der sad en ung mand. Jeg sagde:”Jeg har søgt ind mange gange og er blevet afvist…”

Manden sad og læste et brev fra EU, som var kommet med posten samme morgen. Der stod, at EU gerne ville have, at Handelshøjskolen optog flere udenlandske studerende.

– Jeg startede to uger senere. Det var i 1990, fortæller præsten.

Men der var intet arbejde bagefter. Anne-Mette læste også videre – hun tog en ph.d i engelsk, business communication.

Seks døtre

Den ensomhed Joel Raburn oplevede som barn nummer tre i familien – som efternøler alene med forældrene på missionsrejse, havde fostret et stort ønske i ham. Han ønskede sig et lige antal børn, så de altid parvis kunne holde sammen:

– Da Anne-Mette blev gravid med vores første barn, var det vigtigt for mig, at vi mindst fik to. Der skulle være søskende. Da hun fik det tredje, ville jeg gerne have fire …
Denne tankegang medførte, at de endte med at få seks børn. Døtre.

Joel kæmpede på lidt under halvvejen i børneflokken stadig med arbejdsløshed. Han havde en tendens til at sige: ”Jamen, så flytter vi bare tilbage til USA, for der kan jeg finde ud af det.”

På et tidspunkt kom Anne-Mette til ham og sagde – på grund af Bibelens ord om, at manden er hovedet i hjemmet (Paulus, Efeser): ”Jeg giver dig det ansvar at træffe beslutningen som familiens overhoved.” Så begyndte hun at pakke.

– Det var et stort ansvar. Vi havde dengang to børn – og det drev mig til at undersøge, hvad Paulus mener – hvad han vil med de ord. Det havde ikke noget at gøre med traditionelle måder at se tingene på. Ordene kan også oversættes: ”Manden er den første.” Det kan handle om at være den første til at sige undskyld, elsker dig – og til at ofre sig! Jesus var også den første til at vise vejen. Nu er det os, som skal.

– Jeg havde det svært med at være i Danmark, men det havde Anne-Mette og børnene ikke. Hun var i gang med uddannelse og havde gode muligheder. Ville jeg virkelig forhindre det? … Ok, jeg bøjer mig!

– Jeg begyndte at grave i skrifterne for at forstå det. Og det satte mig i gang som præst! I Citykirken Aarhus. Anne-Mettes far var præst i kirken – og de havde brug for en forretningsfører og administrator. De ansatte mig i 1998, og jeg var der i ti år. Efter et par år blev jeg også indsat som forkynder.

Det er forsamlingen i kirken i Århus, som indsætter til tjeneste. Beslutningen om at indsætte ham som forkynder blev lagt frem for menigheden. Han var kvalificeret til arbejdet på alle områder, mente de – og det blev en bekræftelse, at han troede på og praktiserede helbredelse ved bøn.

Hjertebøn

– Vi havde en gruppe iranere, som jeg havde prædiket for. Lederen kom hen til mig, fordi hans kone havde et hjerteproblem og skulle til en undersøgelse.

– Jeg bad derfor for hende. Det var lige inden, de skulle flytte. Nu kom de så hen i kirken for at sige farvel og tak for tiden med os. På vej ud siger konen: ”Joel, jeg vil gerne sige tak til dig, for jeg har aldrig fået fortalt dig, hvad der blev af den undersøgelse … de kunne ikke finde noget som helst,” siger Joel Raburn.
Han blev ansat.

USA tur/retur

– I december 2007 blev min far alvorligt syg. Han døde i januar 2008.

– Min far havde været præst i en menighed i næsten 30 år. Da han døde, spurgte menigheden, om jeg ville være præst der, og det følte vi, var det rigtige for os. Vi var der i fire år, fortæller han.

Evangeliekirken på Worsaaesvej manglede en præst og henvendte sig til Raburn-parret, som i 2012 besluttede sig for at sige ja til menigheden på Frederiksberg.

– Jeg var nødt til at sige det til min bror. Det var svært for mig. I august eller september tog jeg mig endelig sammen: ”Der er noget, jeg skal sige…”

– Min bror svarede:”Jeg ved det godt.” Da han havde bedt for mig i maj, havde Gud talt til ham om, at jeg ville få et kald til København, og ”det skal han sige ja til,” fortalte han mig.

– Vi vil gerne være en menighed for alle generationer, så musikken er ikke overvældende høj og tempoet ikke så højt, siger Joel Raburn.

– Det havde stor betydning for menigheden, at det skete så overnaturligt. Vi aftalte, at jeg startede i kirken, fortæller Joel Raburn.

Familien solgte deres inventar og hus på 300 kvadratmeter i USA og lejede en lejlighed i København.

– Da vi startede, var der 95 i menigheden. I dag er vi 150, og vi elsker menigheden.

– Mine oplevelser overbeviste mig om, at det var Gud, der ville det. Det var ikke bare en familietradition. Jeg ville jo ikke ”bare” gøre det, fordi de andre gjorde det.

– Da vi kom til Frederiksberg, havde menigheden været igennem en svær tid, men det var som om, folk lidt efter lidt begyndte at dukke op.

– Vi har ikke satset på at skabe en stor menighed, men en kirke hvor man lærer Jesus at kende og oplever hans kærlighed.

– Menigheden her går hundrede år tilbage. Vi har netop fejret hundrede års jubilæum, tilføjer Joel Raburn.