En reaktion på udtyndingen

En gruppe kristne har indkaldt til et møde på Askov Højskole for at stifte et nyt missionsselskab, der skal fokusere på ”kun” at forkynde evangeliet for muslimer.

Når man skriver ”kun” er det en reaktion imod, hvad mange missionsselskaber har udviklet sig til. Som eksempel nævnes Jens Christensens grundtvigske missionsarbejde i Pakistan. Dette arbejde har været støttet igennem ”Selskabet til støtte for Pakistans Kirke” siden 1914.

Arbejdet er nu overført til Danmission, som ikke længere kalder sig et missionsselskab, men en udviklingsorganisation. Og som definerer sine opgaver neutralt og ufarligt som bl.a. dialog og fattigdomsbekæmpelse.

Også nogle af de øvrige missionsselskaber har gennem de sidste 50 år tilpasset sig, så man ikke længere taler klart om forkyndelse af det kristne evangelium, men hellere om den humanitære indsats – om alt det gode, man gør.

Direkte forkyndelse er en sjældenhed. Hvilket begrundes med, at ”afrikanerne selv er meget bedre til det”. Men det ændrer ikke på, at der er sket en udtynding og tilpasning af missionernes oprindelige formål.

Danidas millioner – og værdier

Denne tilpasning skyldes især, at Danida i samme periode har lukket op for sine enorme ressourcer, så missionerne kan søge om millioner. De kristne missioner er nemlig ofte bedre til at formidle udvikling end statsansatte.

Bagsiden af dette gode er, at pengene aldrig må gå til forkyndelse. Derfor skal missionsprojekterne istedet handle om Danida-værdier som ligestilling, kapacitetsforøgelse, kvindefrigørelse, mangfoldighed, menneskerettigheder, familieplanlægning og andre politisk-korrekte emner.

Nogle af disse emner passer godt sammen med, hvad missionerne og kirkerne i forvejen gør. For humanisme er jo netop udsprunget af kristendom. Senere er den gudløse humanisme så desværre kommet på afveje. Men… alt det gode er desværre ofte kommet til at erstatte selve budskabet om frelse, sådan som det klart fremgår af Ny Testamente. Læs fx Johs. 3,16-18.

Kirken er kommet på afveje

Samtidig er der sket en udtynding i kirke og kristendom herhjemme. Vores forældre og bedsteforældre var inderligt troende. I dag er mange blot kulturkristne. Og mange er gået på kompromis med det, Jesus kaldte synd. Præsten og andre kristne tør ikke påtale det. Kristne på afveje får desværre lov at ”dø i synden”…

Forkyndelsen er ofte så ”brugervenlig”, at hverken præst eller menighed efterhånden kan gøre rede for, hvad de egentlig tror på, og hvad evangeliet betyder.

Det er blevet politisk-korrekt i store dele af kirken at mene, at flere veje fører til Gud. Man lægger oftere vægt på at ”vi har samme Gud”, men lukker øjnene for, at muslimerne ikke tror på Jesus, men er vildført af deres falske profet.

Denne bekvemmeligheds-teologi er i virkeligheden ikke til gavn for muslimerne. For de risikerer fejlagtigt at tro, at de kan blive i deres falske tro og alligevel blive frelst.

Men: ”Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.” (ApG 4,12)

Så vi må tilbage til basis. Tilbage til det ægte evangelium – og ikke nøjes med en tilpasset forkyndelse, der skjuler det afgørende budskab.

Troen har konsekvenser

Men når det er sagt – så ved vi, der har arbejdet i mission gennem mange år, at mission altid medfører, at vi også forsøger at hjælpe menneskers fysiske behov. Ikke for at ”købe” nogen. Ikke for at forsukre budskabet. Men simpelthen fordi vi ser mennesker med Jesu øjne. Vi føler, som han ville føle. Vi kan ikke lade være. Kærligheden tvinger os. Ikke vores begrænsede kærlighed – men Hans kærlighed til den enkelte!