Lea tog gospel- glæden med i kufferten

Lea Kjeldsen bor i Polen. Her spreder hun glæden for gospel – og for troen på Jesus.Lea Kjeldsen har oplevet kun at have fire kroner at købe mad for. Og det har ikke altid været nemt for hende at betale huslejen. Men hun fortsætter sit gospelarbejde i Polen, fordi hun har set, hvordan de unge polakker tager Jesus til sig gennem musikken.50-årige Lea Kjeldsens første møde med gospelmusikken var magisk.
Da hun i midten af firserne blev færdig med sin magistergrad i musik på Aarhus Universitet, fik hun arbejde som musiklærer på et kristent gymnasium i Ringkøbing. En dag foreslog en af de kvindelige elever, at de i klassen sang ”Oh, happy day”.
Lea kendte intet til gospelmusik. Men pigen sang for, bandet spillede, og hun skulle bare instruere koret.
– Musikkens stærke budskab slog mig helt omkuld. Jeg vidste godt, at Gud havde tilgivet mig mine synder, men på det tidspunkt følte jeg det også. Det gik op for mig, at tilgivelsen er en virkelighed. Jeg kan ikke huske, om jeg græd, men det har jeg højst sandsynligt gjort, fortæller Lea.
Hun plejer at sige, at gospelmusikken valgte hende og ikke omvendt. I dag leder hun det gospelarbejde i Polen, som støttes af den danske organisation Aktiv Mission. I løbet af de sidste otte år har Lea sammen med polske Darek Bigosz startet en større gospelbølge i landet. Flere end 40 kor er blevet etableret efter inspiration fra de to ildsjæle. I dag underviser Lea ”Krakow Gospel Choir” og afholder workshops og bibelmøder. Men vejen hertil har været belagt med frustration, tårer og tvivl.

Danske Lea Kjeldsen har sammen med polske Darek Bigosz været med til at starte den gospelbølge, der med over 40 gospelkor har bredt sig over Polen

I august 1992 blev Lea sendt til Polen af Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) for at arbejde i det, der svarer til KFS dér. Seks år senere, da hendes kontrakt var ved at udløbe, begyndte hun at overveje, om hun skulle blive i Polen.
– Jeg vidste ikke, om det var min ide, eller om det var én, Gud havde givet mig. I de følgende måneder talte historien om Ruth i Det Gamle Testamente meget stærkt til mig. Ligesom Ruth rejser til et fremmed land, følte jeg også, at jeg skulle kaste mig ud i det ukendte.
Lea fik kontakt til Aktiv Mission, der syntes godt om ideen med at bruge gospel til at styrke de kristne værdier hos de unge mennesker i Polen.
Siden 1998 har Lea været afhængig af den økonomiske støtte fra Danmark, og selvom hun er dybt taknemmelig for alle bidrag, der kommer ind, har det ikke altid været lige nemt at overleve.

I november 1999 fik hun at vide, at der overhovedet ikke var gået nogen penge ind til hende den måned.
– Jeg græd. Havde jeg fuldstændig misforstået alting? Jeg var virkelig fortvivlet, fortæller Lea.
Som volontør har hun ikke fået arbejdstilladelse i Polen. En gang om ugen underviser hun en pige i dansk. Det giver 60 kroner, som er hendes lommepenge.
– Jeg har oplevet, at der ligger fire kroner i pungen til at købe mad for, og jeg har oplevet, at jeg ikke kan betale mine regninger, siger Lea.
– Jeg har grædt mange gange, og jeg har været bange og flov. Bange for ikke at have nok at leve for, og flov fordi jeg med min danske mentalitet ikke har det godt med at skylde penge på den måde.
– Men jeg har lært at have tillid til Gud på den materielle side – at have barnets tillid i en voksen alder.
Den november i 1999 gik der ikke mere end en uge, før hun stod med 10.000 kroner i hånden. Og det overbeviste hende om, at hun ikke havde misforstået noget. Det var meningen, at hun skulle blive i Polen og fortsætte sit arbejde.

Den beslutning har adskillige polakker nydt godt af. Lea husker især én kvinde, der for nyligt henvendte sig til hende med et vidnesbyrd.
Aftenen forinden havde koret sunget ”Jesus is the answer”, som de har sunget adskillige gange før. Men den aften ramte sangen dybt i denne kvindes hjerte.
– Da jeg stod og sang i aftes, blev jeg klar over, at Jesus er svaret. Også på de spørgsmål, vi ikke ved, hvordan vi skal stille, fortalte hun Lea.

Lea har ingen børn. Alligevel er hun forælder til adskillige mennesker i Polen.
Hun føler det samme ansvar som en mor og en far over for de personer, hun har hjulpet til tro.
– Glæderne, sejrene, sorgerne… de er de samme, siger Lea, der kalder sig for en åndelig forælder.
Og hun har ingen planer om at forlade sine børn. Spørger man hende, hvor længe hun har tænkt sig at blive i Polen, svarer hun:
– Til det sidste.
Tania Maria Lüders Rusbjerg