Danskere leder efter Gud i cyberspace
Ph.D. afhandling om netværksreligion afslører moderne form for vækkelse- Mange danskere bruger rigtig meget tid på at kommunikere på nettet om tro og religion, fortæller Morten Thomsen Højsgaard til Politiken. Han er ekstern lektor på Københavns Universitet og har netop afleveret en ph.d.-afhandling om Netværksreligion. Afhandlingen afslører også, at udbuddet af hjemmesider om religiøse spørgsmål er i hastig vækst.
Folk går på nettet af mange forskellige grunde, afslører undersøgelsen. 72 pct. vil forstå andre mennesker bedre. 60 pct. vil dog fortælle andre om deres religiøse holdninger, 49 pct. påvirke meningsdannelsen i samfundet. 66 pct. søger blot større viden om religiøse emner, viser undersøgelsen, der tager udgangspunkt i 6 religiøse såkaldte religionsportaler. Her er både religionsoversigter, links og mulighed for debat, der ifølge Thomsen Højsgaard til tider kan blive heftige.
De mest populære emner er af dogmatisk eller etisk art. Men også personlige kriser og tvivl luftes i det anonyme rum. Dog er samfundsspørgsmål som f.eks. sammenhængen mellem stat og kirke det mest populære samtaleemne.
– Det er meget aktive og engagerede mennesker, der færdes på nettet, og de tager debatterne alvorligt. Tit er nettet et sted for meget ærlig kommunikation, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Hans undersøgelse viser, at netdebatten flytter holdninger. Hele 44 procent indrømmer, at de har ændret syn på ét eller flere emner, 13 pct. oplyser, at de endda har skiftet religiøst tilhørsforhold efter at have søgt viden eller diskuteret tro på nettet.
– Man kan godt tale om en moderne form for vækkelse, siger Morten Thomsen Højsgaard til Politiken. – Selv om vi stadig ikke helt ved, hvor dybt den stikker.
Undersøgelsen viser, at omkring 90 pct. af de religiøse hjemmesider er lavet af folk, der gerne vil profilere sig. 50 pct. bruger siderne til at kommunikere internt til medlemmer, mens ca. 30 pct. vil rekruttere nye medlemmer.