Frie skoler er ikke statens entreprenører

I disse år kan en række af de frie kristne skoler fejre 25 års jubilæum. De har alle det til fælles, at de udspringer af 1960’erne og 1970’ernes kulturkamp, hvor kristne værdier over en bred front blev sat under pres Det var i de år, abortloven blev diskuteret og liberaliseret, indtil det ultimative mål med „fri abort“ var opnået (1973). Barnet i moders liv skulle og skal nu være ønsket, hvis det skal have ret til at leve.

Ugens kronik af Jann Sjursen

Billeder med pornografi blev tilladt i 1969 med en konservativ justitsminister i spidsen. Et af argumenterne var, at når det ikke længere var forbudt, var det heller ikke interessant. 35 år senere sælger menneskekød og sex bedre end nogensinde på gaden, i reklamer og på TV.
Christiania som „socialt eksperiment“ opstod, da den gamle Bådsmandsstræde Kaserne blev besat. Endnu står Christiania – først og fremmest som en skamstøtte over de menneskelige omkostninger, den såkaldte fristad forårsagede.
Jens Jørgen Thorsen provokerede med sin såkaldte Jesus-film.
Erhard Jakobsen rasede mod Danmarks Radios „røde lejesvende“ og stiftede Aktive Lyttere og Seere. (Nu om dage er de fleste lyttere og seere vist passive!)
Endelig betød kulturkampen brydninger i forhold til folkeskolen – „Folkeskolen – den vigtigste samfundsinstitution“, som Danmarks Lærerforening kalder den nu om dage. Man øjner en anden konsekvens af 1960’erne og 1970’ernes kulturkamp: Familien som samfundets grundpille er forsvundet!

Og det var jo også, hvad man oplevede i 1970’ernes skoledebat, der førte frem til en ny folkeskolelov i 1975. Helt ultimativt kom det til udtryk i U 90, Det Centrale Uddannelsesråds plan for fremtidens uddannelser. Planen så sit lys, da undervisningsministeren hed Ritt Bjerregård, og vakte megen debat for sit forslag om at gøre folkeskolen til en heldagsskole. Med den var det nærmest tanken at køre forældrene ud på et sidespor. For som der stod skrevet: „Vi mener, at uddannelse må bygge på den erkendelse, at der sker en udvikling, som nødvendiggør, at børn og unge frigøres fra en række traditionelle forestillinger, som blandt andet findes hos forældrene. For forældre med en patriarkalsk opfattelse af kønsrollemønstre er det for eksempel pinagtigt, hvis børnene kommer hjem fra skole med ideer om ligestilling og kvindefrigørelse.“

Nu blev heldagsskolen ikke til noget dengang. Men man kan vel sige, at vi har fået den ind ad bagdøren siden hen. I hvert fald tilbringer de mindste skolebørn det meste af deres tid på skolen – også fritiden! Og forældrene har for en stor dels vedkommende overladt det til lærere og pædagoger at forestå opdragelsen, om end der øjnes en vis glædelig modkultur i disse år: Det er blevet in at tage sig af sine børn og prioritere familien.
Folkeskoleloven af 1975 var på mange måder et barn af sin tid. Kristendommen blev fjernet fra formålsparagraffen, og dermed var båndet mellem skole og kirke brudt. At folkeskolen forestod den kristne dåbsoplæring (folkekirkens) var en saga blot.
Ind i kristendomsundervisningen kom i stedet „Kammerat Jesus“, Sven Wernstrøms berygtede undervisningsbog. Seksualundervisningen blev en integreret del af undervisningen, hvilket vel både var svært at være principielt imod, men som selvfølgelig kunne være problematisk, hvis modellen var, at der blev undervist efter pornoblade. Selv Bent Hallers bog „Katamaranen“, som jeg selv blev udsat for, vakte megen postyr for sit sprog og sit indhold. I dag vil den få de færreste øjenbryn til at løfte sig.

Det var vel noget af alt dette, kulturkampen og følgerne af ungdomsoprøret, der for alvor satte turbo på tanken om at oprette flere kristne friskoler. Flere, fordi friskoler er en gammel foreteelse. Og selv om vi tror, at det er en unik dansk opfindelse, så udgår traditionen ikke fra Grundtvig og Kold, men har i en dansk sammenhæng især hentet sin inspiration fra England, Holland og Skotland.
I første omgang var det ønsket om at være frie skoler bundet af kristen liv og lære, der gav anledning til de nye skoler. Skoler med kristen formålsparagraf, solid undervisning i kristendomskundskab, en biologiundervisning med „mere Gud end Darwin“, seksualundervisning med betoning af ægteskabets betydning og så videre.
Det gav holdningsskoler, som var et klart alternativ til folkeskolen. Og i de senere år er man for alvor begyndt at arbejde mere målrettet med, hvilke pædagogiske konsekvenser det kan få at være en kristen skole.
Det er et udviklingsarbejde, der efter min mening er helt nødvendigt. For det første fordi det er med til at styrke den frie, kristne skole. At forankre den, om man vil. For det andet fordi der heri ligger forudsætningen for forandring. Og selv kristne friskoler forandrer eller udvikler sig over tid. Så meget desto mere er der grund til at kende sit idémæssige ophav.

Kravet om forandring er ikke kun givet af de frie skoler selv. Tværtimod sættes dagsordenen ofte udefra og via den offentlige debat. Fra de senere års debat kan nævnes Tvind-skolerne, der førte til et opgør med koncern-tænkning på friskoleområdet. Løbende har der været debat om de muslimske friskoler, hvoraf nogle er blevet gået efter i sømmene både økonomisk og undervisningsmæssigt. Det har ført til stramningerne af tilsynet med friskolerne. I samme boldgade befinder diskussionen om ACE-skolerne sig. I den hede og hurtige mediedebat bliver såkaldte fundamentalistiske friskoler, kristne som muslimske, ofte slået i hartkorn.
Det kan få en diskussion om Gud versus Darwin til at gå helt i selvsving. Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing kom i efteråret 2002 i mediernes vridemaskine, fordi man der tager Gud og skabelsesberetningen alvorligt. Hele den historie siger mere om det gamle kristne land Danmark, end det gør om Det Kristne Gymnasium.
For tænk sig, at det er kommet så vidt, at det på et kristent gymnasium skulle være problematisk at tage Skaberen alvorligt, uden at man af den grund fortrænger det faktum, at troen på Darwin også er stærk i vort land. Man må i sandhed sige, at frihedstraditionen på skoleområdet efterhånden har det svært i Grundtvigs fædreland

Selvfølgelig skal skoler, der udvikler sig til økonomiske pengemaskiner, stoppes. Det samme skal friskoler, der ikke leverer en undervisning, der står mål med folkeskolens, eller som ikke opdrager eleverne til et samfund, der bygger på frihed og folkestyre. Men de lovgivningsmæssige redskaber er der allerede til at sikre, at de over 10 procent af Danmarks børn og unge, der går på en friskole, ikke bliver ladt i stikken. Det er bare et spørgsmål om at bruge dem.
Men det er ikke nok, hverken for den borgerligt-liberale regering eller det kongelige danske socialdemokrati. De vil have flere stramninger, når det gælder tilsynet med friskolerne, og folkeskolens klare mål skal nu overføres på friskolerne. Og så tager vi også lige nogle delmål og slutmål med i købet. Hvem sagde fri skole?
På højskoleområdet skal man nu til at være en del af uddannelsessystemet og give kompetencegivende undervisning, hvis det står til ledende politikere. Lige så lidt som de selv samme politikere vil have, at elever går i 10. klasse på efterskole, lige så lidt skal de unge fjumre rundt på højskole. Nej, de skal videre i systemet, hvorimod de frie skoler og højskoler også er optaget af, at børn og unge får mod på livet og fællesskabet.

Under al dette lurer politisk smagsdommeri af værste skuffe. Smagsdommeri, som hvis det havde været i 1970’erne, var blevet mødt med et ramaskrig. Der blev holdninger nemlig brudt på kryds og tværs. Nu er der mest af alt underholdning tilbage. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis der for kristne var noget at kæmpe for i 1960’erne og 1970’erne i forhold til at fremme kristne værdier i vort samfund, så er behovet da ikke mindre i dag!
Kulturkampen raser ikke i dag. Kampen om værdierne er afløst af kampen om markedet. Det giver et helt forkert fokus, og det marginaliserer de værdier, som har båret den danske tradition for frie skoler. Inden vi får set os om, er de frie skoler blevet til entreprenører for staten. På privat basis, naturligvis.
Det er for fattigt. Og det giver ikke forældre den mulighed, som de bør have: Ikke blot at vælge mellem privat og offentligt, men at vælge lige præcis den holdningsskole, de finder er bedst til at undervise og opdrage deres børn. Om den så er offentlig eller privat. Den frihed skal der kæmpes for i de kommende år. Den er ikke nogen selvfølge og har vel aldrig været det.