Jeg er holdt op med at spørge hvorfor

Jeg forstod ikke, hvorfor alle de meningsløse ting skulle ske, men jeg valgte at stole på Gud… Jeg er 31 år gammel, og jeg synes allerede, at jeg har været til alt for mange begravelser.

Af Mikael R. Andreasen
Forfatter og musiker.

I løbet af de sidste cirka ti år har omtrent lige så mange personer i min nære omgangskreds endt deres dage her på jorden, og bortset fra min kære farmor, som sov ind i en høj alder, har alle dødsfaldene på forskellig vis været dybt tragiske og sørgelige og forekommet komplet blottede for mening.
En gammel skolekammerat, der dør under bizarre omstændigheder. En nær vens bror, der i en pludselig opstået psykose tager livet af sig selv. En drukneulykke. To trafikuheld. Lange smertefulde sygdomsforløb, hvor kræften ender med at stjæle livet. En sund og stærk ung familiefar, der i sin bedste alder nærmest uforklarligt en morgen ikke vågner. Alt sammen rædsomt, og det oplagte spørgsmål syntes hver gang at være det magtesløse hvorfor.

For nyligt så jeg i fjernsynet et program med titlen ”Når livet gør ondt”. Et dokumentarprogram, hvor en midaldrende far og hans datter, som formodentligt var i slutningen af 20’erne, fortalte om, hvordan de havde mistet deres kone/mor og deres søn/bror. I retrospekt fortalte de om deres reaktioner og overvejelser, og i slutningen af programmet kom så det forventede hvorfor.
Hvorfor skulle dette overgå dem?
Og datteren kom selv med et forsøg på svar i retning af, at måske var det overgået dem, fordi de havde kræfterne til at gennemgå det. Måske var det meningen, at de skulle lære noget af det, tænkte hun.
En af mine gode jævnaldrende venner havde en fantastisk storebror, der var et par år ældre end os, og som var ved at uddanne sig til præst. Pludselig en dag begyndte han imidlertid at opføre sig underligt, og i løbet af ganske kort tid udviklede han en voldsom psykose, der på forfærdeligste måde endte med, at han tog livet af sig selv. Da jeg for omtrent ti år siden sad i kirken til begravelsen og hørte præsten fortælle om en ung mand der på bedste vis forsøgte at leve sit præstekald ud, om en ung mand der på eget initiativ tog sig tid til at besøge ukendte fanger i fængsler for at samtale med dem, om en ung mand ,med en samvittighed der i ekstrem grad stræbte efter renhed, ja, så sad jeg med tårer der pressede sig på og hovedet fyldt med et stort hvorfor. Hvorfor skulle et menneske af den kaliber rammes på en sådan måde, når jeg med min gentagne ufuldkommenhed også den morgen havde fået lov til at slå øjnene op? Og den eneste forklaring, jeg kunne komme på, var, at det måtte være, fordi det var meningen, at hans liv og hengivenhed skulle stå som efterstræbelsesværdigt eksempel for os, der var ladt tilbage. På en eller anden måde tilfredsstillede den forklaring dog alligevel ikke rigtigt mit hvorfor.
Jeg tror, det er helt reflektorisk, at vi mennesker møder ethvert tragisk dødsfald med et uforstående hvorfor. Vi har det ikke godt med følelsen af meningsløshed, og derfor hungrer vi efter mulige grunde, tilnærmelsesvise forklaringer eller blot et eller andet, der kan give absurditeten en lille grad af mening. Så vi i det mindste blot en smule kommer i kontrol med verden igen. Så vi kan dulme smerten en anelse – for der var jo, trods alt, nok alligevel en grund til, at det skulle gå på den måde.

Men nej! Jeg køber den ikke længere. Jeg vil ikke acceptere, at faderen og datteren, som jeg mødte på fjernsynsskærmen, skulle miste deres måske to kæreste, blot fordi de muligvis med datterens ord var stærke nok til at gennemleve et sådant tab, og jeg vil ikke acceptere at dulme sorgen over min vens bror med en tvivlsom trøst. Jeg vil ikke acceptere, at hans liv blot skulle tjene som eksempel for mig og andre. Et sådant eksempel er for mig at se allerede tidligere blevet givet en gang for alle. Hellere end at acceptere utilfredsstillende forsøg på smertestillende forklaringer vil jeg forlige mig med absurditeten og acceptere, at der er forhold og omstændigheder i tilværelsen, hvor det rationelle kommer til kort. Jeg vil stå ansigt til ansigt med meningsløsheden og ucensureret kunne give udtryk for min sorg, når disse omstændigheder melder sig. Det er derfor, jeg bestræber mig på ikke længere at benytte mig af hvorfor.

Få dage efter at en kammerat var omkommet i en trafikulykke, besøgte jeg min ven, Christian. Lejligheden var, som jeg husker det, kun oplyst af en svag lampe, og i lænestolen sad Christian med tårevædede øjne. Jeg tror, vi begge fik udtalt et sagte hej, og så slukkede jeg for tiden og satte mig tavst på sengen. På stereoanlægget kørte den samme sang igen og igen. Radioheads ”Exit Music (for a film)”. Jeg har sat den på repeat nu igen mens jeg skriver dette. ”Breathe keep breathing, don’t lose your nerve, breathe keep breathing, I can’t do this alone”, synger de, og tavse – siddende i Christians lejlighed – gjorde vi nærmest de ord til vore egne. I en følelse af fuldstændig afmagt og smerte over tabet af en kammerat, der meningsløst blev offer for en dræbende isglat vej.
I et langt ordløst nu tillod vi, at alt blev sorg. Vi stillede ingen spørgsmål. Krævede ingen svar. Ingen forklaring. Men med våde øjne og klumper i halsen tillod vi os selv at være mennesker, der blot var håbløst kede af det. Da jeg tændte for tiden igen, gik jeg ned i kiosken og hentede to øl. I min hukommelse er det den dag, hvor jeg besluttede mig for at holde op med at spørge hvorfor.

Og i min holden inde med partout at spørge om hvorfor og kræve forklaring og meningssammenhæng ligger også en ydmyg accept og erkendelse af kun at være et menneske. Det er stiltiende at tillade Gud at være Gud. Han tillader ting at ske, som jeg ikke forstår. Og efterhånden har jeg knap nok lyst til at forstå. Men jeg vil have lov til at sørge fuldt ud, når folk omkring mig bliver taget bort. Og det får jeg lov til. Og jeg vil tillade mig at bede Gud velsigne og trøste både mig og dem, der var endnu tættere relateret til den døde midt i vores sorg. Også det får jeg lov til.
En nær ven, der mistede sin kone for et par år siden efter lang tids sygdom, formulerede smukt, hvordan han på forunderlig vis havde kunnet tage afsked med sin elskede i dyb vished om, at Gud elskede hende højt. Det er det eneste, jeg virkelig behøver. Visheden om at være elsket af Ham.
Så må det tilsyneladende meningsløse godt rase omkring mig. Så behøver jeg ikke have svar på alt det, jeg ikke forstår.
Så kan jeg som kun et menneske i ydmyghed stræbe efter – også i sorgen – at sige tak under alle forhold. Tak Gud, for hver en dag du giver.