Bogtema
Litterære venner for livet

For Ove Klausen er Poul Hoffmanns bøger litterære venner for livet. Han fortæller her om sit mageløse møde med forfatterskabet for snart 30 år siden.

Ove Klausen er journalist og cand.mag.
i dansk og litteraturhistorie

Den så ikke ud af noget særligt. Men det blev den for mig. ”Den hele Bibel”, som er en af Poul Hoffmanns mindre bøger. Min daværende sognepræst, nu afdøde Svend C. Boysen, lånte mig den lille bog, og den blev mit mageløse møde med Poul Hoffmanns forfatterskab.
Det var i 1977, jeg var 17 år og lige begyndt i 1. g. Som kristen var jeg overbevist om, at Bibelen talte sandt. Men jeg vidste også, at Bibelen blev udsat for kritik, og at der blev sat spørgsmålstegn ved, om alt i den kunne passe.

Det fantastiske ved Poul Hoffmanns bog var dens overbevisende forsvar for Bibelens troværdighed. Den gav mig frimodighed til at tro på, at alt i Bibelen er sandt. Ingen andre steder havde jeg mødt en så sikker argumentation for Bibelens troværdighed.
Det nye for mig var, at her var der ikke tale om et defensivt forsvar for Bibelen, som om der skulle være problemer med at gøre gældende, at Bibelen er sand. Tilgangsvinklen var positiv og offensiv. Poul Hoffmann gjorde det klart, at et bibeltro bibelsyn ikke har brug for at gå på kompromis med den sunde fornuft eller se bort fra videnskabelige kendsgerninger. Tværtimod. Jeg skulle ikke tro på Bibelen på trods af, hvordan tingene virkelig forholder sig, men på grund af, at virkeligheden bekræfter og er i overensstemmelse med Bibelen.

Poul Hoffmann.

Denne bog af Poul Hoffmann gav mig lyst til at læse flere af hans bøger. Jeg følte, at jeg havde fundet en litterær guldmine. I de følgende år købte jeg de af hans bøger, der var i handelen. Og nyudgivelser blev købt og læst, så snart de udkom. Desværre var flere af hans ældre bøger udsolgt. Så jeg løb antikvariaterne på dørene. Efterhånden lykkedes det mig at få fat på alle udgivelser i forfatterskabet.
Jeg kastede mig over den ene af hans bøger efter den anden og kan ikke huske nøjagtigt, i hvilken rækkefølge jeg læste de enkelte af dem.
Forholdsvis tidligt i min litterære opdagelsesrejse ind i hans forfatterskab læste jeg ”Nattetanker i arken”. Den handlede om, at tusindårsriget er sammenfaldende med middelalderen. Med min begrænsede historiske indsigt burde det ikke være en bog for mig. Jeg vil heller ikke sige, at jeg forstod alt i den. Men jeg fandt den meget fascinerende og syntes, jeg fik meget ud af at læse den.

Jeg gik ikke så meget op i, om tusindårsriget havde fundet sted eller ville komme efter Jesu genkomst. Men Poul Hoffmann skrev om emnet, så jeg ikke kunne andet end blive optaget af det. Nu, hvor jeg tænker over det, må jeg sige, at det i sig selv fortæller meget om bogens kvalitet og om Poul Hoffmanns format som forfatter. Han skriver så godt og indsigtsfuldt, at man bliver grebet af det, han skriver, uanset om det lige er noget, man på forhånd interesserer sig for eller ej.
Det, der fascinerede mig ved ”Nattetanker i arken”, var hans sammenlignende analyser af middelalderen og nutiden. Han vendte op og ned på, at middelalderen skulle være en mørk tid og vores moderne nutid en lys og oplyst tid.
Jeg oplevede, at her var en forfatter, der tænkte dybt og originalt, som havde mod til at gå sine egne veje, og som formulerede sig præcist, smukt og skarpt.

I mine første år som Poul Hoffmann-læser læste jeg også et par af hans mindre bøger, som jeg husker var skelsættende for mig. Det var ”Undergang og opstandelse” og ”Paradis”. Begge handler om Jesu genkomst og det evige liv. Det skelsættende var deres opgør med forestillingen om, at det evige liv skulle være et luftigt liv i himlen overskrævs på lyserøde skyer. Det evige liv er et konkret liv på denne jord, som Gud nyskaber efter verdensundergangen, på samme måde som den ny jord efter syndfloden var den gamle jord fra før syndfloden blot i en ny udgave.
Jesu genkomst og det evige liv er et gennemgående tema i Poul Hoffmanns forfatterskab. Hans bøger har formet mit syn på Jesu genkomst og det evige liv, så det er noget, jeg kan se frem til med glæde og forventning – samtidig med, at jeg kan glæde mig over livet her og nu. Det er nemlig ikke sådan, at han stiller en modsætning op mellem livet her og livet i evigheden. Livet her er begyndelsen på det evige liv, selvom det er præget af, at synden og døden stadig er i denne verden.

Også mit syn på kærligheden mellem mand og kvinde har jeg fra hans bøger. Jeg tror, jeg stiftede bekendtskab med hans syn på kærligheden mellem mand og kvinde i ”Narkotika og sex i Bibelens lys” og i ”Mand, kvinde og kærlighed i Bibelen”. Jeg læste dem som helt ung, hvor jeg selvfølgelig gik med kærestedrømme ligesom alle andre unge og derfor var naturligt interesseret i emnet.
Poul Hoffmann understregede, at mennesket er en udelelig enhed af ånd og legeme. Han splittede derfor ikke kærligheden mellem mand og kvinde op i noget sjæleligt og fysisk, men afviste denne opdeling som ubibelsk og ukristelig og som et fremmedlegeme, der var kommet ind i kirken fra gnosticismen, der med rødder hos Platon betragter sjælen som finere end legemet.

Samtidig pegede han på, at Gud er kærlighed og har skabt os som mand og kvinde, for at vi i ægteskabet på en særlig måde skal opleve livets dybe mening ved at smelte sammen i kærlighed. Det var befriende og forjættende at være ung med et sådant syn på kærligheden mellem mand og kvinde.
I de to nævnte bøger var Poul Hoffmann også inde på, at et ægteskab er bestemt til at vare evigt, og at det er en fejlfortolkning, når Bibelens ord om, at ingen gifter sig eller giftes bort i evigheden, bliver brugt til at hævde, at ægtefæller ikke skal møde hinanden igen som ægtefæller i evigheden. Det har han uddybet i ”Kærligheden ophører aldrig”, som han har skrevet sammen med sin kone.
Jeg er Poul Hoffmann taknemlig for, at han har villet stå frem med dette kontroversielle synspunkt og kan argumentere for, at det er Bibelens syn på ægteskab og evighed. Min kone og jeg fik den præst, der viede os, til at omformulere vielsesritualets ord om, at døden kan skille os ad. Vi er overbevist om, at vi er gift med hinanden for tid og evighed.

Jeg har henvist til nogle faglitterære bøger fra Poul Hoffmanns forfatterskab. Det kunne måske få nogen til at tænke, at hans mange romaner ikke har haft den store betydning for mig. Men det har de. Både på grund af deres sproglige skønhed og dybe indhold.
Dertil kommer, at de af hans synspunkter, jeg har fremhævet som betydningsfulde for mig, har han ikke udelukkende formuleret i de få bøger, jeg henviser til. De fleste af dem møder man overalt i hans næsten 50 bøger store forfatterskab. Jeg har blot koncentreret mig om, hvor jeg mødte dem første gang.
Som årene er gået, siden jeg som ung læste den første bog af Poul Hoffmann, har jeg læst flere af hans bøger flere gange. Hver gang med stort udbytte. Min begejstring for hans bøger var ikke bare en ungdommelig begejstring. De er blevet litterære venner for livet.

Ove Klausen er journalist og cand.mag. i dansk og litteraturhistorie. Han har skrevet artikler om Poul Hoffmann i aviser og tidsskrifter i både Danmark og det øvrige Norden og redigeret ”Sandheden tro i kærlighed. Festskrift til Poul Hoffmann”, som udkom i 1998, da Poul Hoffmann fyldte 70 år.