Faste og Retræte
Fastelavn
indledte fastetiden:
Fornyet interesse
for en tid til faste
Fastelavn er den sidste rest af fasten. Fastelavn var den sidste aften inden kirkens bods- og fastetid, og fejringen var alt andet end from… Men nu er selve fasten på vej tilbage.Når landets børn giver katten én på tønden og tigger småmønter ved hoveddøren, tænker de færreste på fastelavn som en kirkelig fest. Men som så mange andre traditioner og mærkedage har fastelavn rødder i både overtro og kristendom.
Ordet fastelavn kommer af det plattyske vastelavend, som slet og ret betyder aftenen før fasten. I fastetiden måtte man ikke spise kød, og der var en række andre restriktioner, der skulle overholdes. Bl.a. i forhold til påklædning, sex og morskab.
Derfor fandt mange det yderst passende at holde en rigtig bulder-fest den sidste aften inden fastetiden, og det var bestemt ikke så børnevenligt, som fastelavn er i dag.
I middelalderen var det en udbredt folketro, at en by kunne slippe for pest, hvis en kat blev slået ihjel. Derfor begyndte man i hele Europa at ombringe katte ved fastelavn.
I Frankrig og Tyskland smed man kattene på et bål eller ud fra kirketårnet, mens man i Danmark stoppede katten i en tønde og slog på den, indtil tønden gik i stykker. Herefter kunne børnene prygle katten ihjel med kæppe og kviste.
Senere blev det en tradition, at karlene red fra gård til gård og fik en dram hvert sted, inden de mødtes ved for eksempel gadekæret, hvor hele landsbyen samledes for at se de unge mænd slå katten af tønden.
Andre gamle skikke var at klæde sig ud og tage maske på for derefter at løbe rundt på gader og stræder for at skræmme hinanden.
Rundt om blev traditionerne tilsat så tilpas meget alkohol, at fastelavns-festivitassen udviklede sig til både løssluppenhed og masseslagsmål. Det behagede naturligvis ikke kirken, som over en årrække forsøgte at få festlighederne forbudt.
Det lykkedes dog ikke, og adskillige ungersvende er nok gået ind i fastetiden med voldsomme tømmermænd. Også af den moralske slags.
Det var der heldigvis råd for i fasten, som var en tid til bod og omvendelse. Her blev man ikke forstyrret af hverken bordets eller andre af livets glæder og kunne ransage sig selv og søge tilgivelse hos Gud inden påskefesten, hvor man fejrede Kristi opstandelse og en ny begyndelse.
I de første århundreder e.Kr. døbte præsterne kun påskedag, og i fastetiden forberedte de nye kristne sig på dåben. For at blive døbt måtte man være gammel nok til selv at svare, og man skulle bevise sit oprigtige ønske om at blive døbt gennem to-tre års prøvetid med undervisning hos præsten og kirkegang.
Herefter kunne man ansøge om dåb, men kun fastelavnssøndag. Derefter fulgte syv hårde uger med faste fra solopgang til solnedgang og forbud mod at skifte tøj og dyrke sex. Og hver dag var der kristendomsundervisning hos præsten.
Påskemorgen tog de tøjet af og steg ned i dåbsbassinet for at blive genfødt ved vand og Helligånd. Så snart de nydøbte steg op af vandet, blev de iklædt dåbstøj af fint, hvidt bomuld som symbol på, at de nu var klædt på til at leve som kristne.
Den hvide dåbsdragt har overlevet i vores dåbskjoler. De nydøbte skulle dog gå i deres dåbstøj en uge. Derfor kaldtes søndagen efter påske for Hvide Søndag.
Fasten tillægges i dag forskellig betydning i de forskellige kristne kirkesamfund. Den Katolske Kirke praktiserer stadig en årlig rituel faste i de 40 dage (søndage tælles ikke med) fra fastelavn til påske.
I de protestantiske kirker har begreber som faste og askese traditionelt spillet en mindre rolle, og fastelavnsfesten har i mange år været den sidste rest af den traditionelle fastepraksis.
Men i nyere tid spores en fornyet interesse for kristendommens mere kropslige, erfaringsmæssige og følelsesmæssige sider. Derfor har fasten for mange fået en renæssance, om end faste ikke nødvendigvis handler om at afstå fra mad.
Faste handler nemlig først og fremmest om at spæge kødet for at skærpe ånden. Det betyder, at man afstår fra noget af det, der fylder mere end godt er i dagligdagen, og i stedet bruger tiden på bøn og eftertanke.
Nogle afstår fra cigaretter og rødvin, mens andre stiller fjernsynet på loftet. Og har man sparet penge, fordi man har spist mindre eller undladt at gå i biografen, så kan pengene gives til de fattige.
Dermed bliver den fastende opmærksom på, at det, vi normalt betragter som noget selvfølgeligt, egentlig er noget, vi skal være taknemmelige for.
Kristeligt set er fastetiden dog først og fremmest optakt til påsken. Forberedelse til at ord som opofrelse, lidelse, tilgivelse og håb bliver til mere end ord, men til Jesu liv og død og opstandelse.
