Når væksten skyldes Helligånden
Sognepræsten Helge Pahus har kæmpet ihærdigt og utraditionelt for at sætte fokus på Jesus og Helligånden i Karlslunde Strandkirke og udenfor.
Her fortæller han til forfatteren Tina Varde om et spændende præsteliv.Helge Pahus har siden 1970erne været en ledende frontfigur inden for den karismatiske fornyelse i folkekirken.
Først og fremmest i Karlslunde Strandkirke, som for det meste er stuvende fuld af entusiastiske kirkegængere i alle aldre.
Selvom det snart er to år siden, han blev pensioneret, lever den stærke ånd fortsat i kirken. Ikke mindst takket være en engageret menighed og kirkens præst siden 1999, Peter Tingleff, samt Helges efterfølger Jesper Oehlenschläger, som blev ansat i 2008. Her er fortsat forbøn for syge og lovsang under gudstjenesten, hvor en del af de trofaste kirkegængere står med himmelvendte arme, når de synger deres lovprisninger af Jesus og Gud. Her er plads til både sorg og glæde musikken er skiftevis stille og inderlig eller glædesfyldt energisk for fuld udblæsning med ditto lovsangsband.
Præsterne taler for det meste om det store på en jordnær måde med mange sjove kommentarer. Der grines ofte i kirken.
Helligånden påkaldes og er hjertelig velkommen i folkekirken ved Karlslunde Strand syd for København.
Gennem årene har en del traditionelle præster løftet både øjenbryn og pegefingre. Andre har trukket på smilebåndene og ladet sig inspirere.
Helge Pahus har modtaget Roskilde Stifts Palladiuspris for med stort engagement at udbrede det kristne budskab på en for folkekirken utraditionel måde – og var med i DR1-programmet Ildsjæle i december 2005.
Siden den nu 66-årige præst flyttede til Karlslunde i starten af halvfjerdserne har den lange og meget elastiske røde tråd været at udbrede den kristne tro til mennesker, der ikke i forvejen var engagerede kristne, så levende som muligt.
– Overbevisningen om Helligånden har været en stor hjælp. I min præstetid kom det bl.a. til udtryk ved, at mennesker, der havde brug for det, kunne blive bedt for under gudstjenesten, som regel i starten af nadveren, siger han.
Hvis der er nogen, der trænger til at blive bedt for, kan de enten komme til præsten eller gå ned bagerst i kirken til en fra forbønsgruppen.
Helge Pahus beder også selv stadig for syge.
– Jeg er bestemt ikke nogen stor helbredelses-prædikant, men jeg har mange gange oplevet, at der sker gode ting ved bøn. Engang bad jeg for en, der havde ligget i koma på hospitalet i 18 dage. Han vågnede op lige efter, at jeg havde været inde på hospitalet og bede for ham. Familien var overbevist om, at det var Guds indgriben. Det tror jeg også, siger han.
Helge Pahus har fået personlig forståelse for, hvor meget bøn for syge betyder. For fire år siden fik han tarmkræft og måtte igennem et længere sygdomsforløb og en operation. En overgang var han så syg, at han næsten ikke havde kræfter til selv at bede.
– Det var en stor opmuntring for både familien og mig undervejs, at der var andre, som bad for mig. Sygdom skaber taknemlighed over at være i live. Hvor ville livet dog være overfladisk uden troen. Tænk hvis man kun gik op i, hvad der stod i ugebladene, og hvad man skulle have at spise.
– Det, der især har gjort det spændende at være præst for mig, er alle de nye, der gennem årene har fundet deres kristne tro i Strandkirken, siger han Helge Pahus, der selv er vokset op med kristentroen.
– Jeg har været kristen fra fostertilstanden, siger han med et glimt i øjet.
Hans far var landsbypræst i en lille kirke nær Løgumkloster. Kristendom og humor var de bærende elementer i opvæksten, men der var også tid til drengelege i flok på heden og i skoven, hvor han fik sine tæv, samt til at gå til spejder og spille ventilbasun i spejderorkestret. Det var lidt af et højdepunkt, da drengene engang fandt tyske soldaters efterladte telegraf-udstyr og fik det til at fungere igen. De fremstillede også fyrværkeri og krudt. Han fik endda prøvet at skyde sig selv i tommelfingeren med en salonriffel og har stadig et lille ar.
– Min mor var hjemmegående, og hun sørgede for, at der aldrig blev tungt. Hun var et Guds legebarn, der bar hjertet uden på frakken. Hun voksede op i København. Da hun var ni år, var hun tæt ved at dø. Det var på det tidspunkt, hendes forældre begyndte at gå i kirke. De blev først personligt kristne som voksne.
– Der var ægthed, kærlighed og glæde i mit barndomshjem. Ikke en gnist af hykleri. Min far var en afslappet og naturlig præst. Når han prædikede, talte han altid med sin egen normale stemme. Der var ikke noget med at prøve at lyde ophøjet. Han var først og fremmest en traditionel og myreflittig præst. Han var vokset op i en sønderjysk bondeslægt med ni søskende og et stærkt sammenhold. Kontakten mellem os alle var tæt, fortæller han.
Døden var en naturlig del af livet i præstegården. Både Helge og hans bror var med til alt omkring de kirkelige opgaver og fik også lov til at røre ved de døde – for eksempel mormoren, der døde, da han var fire år.
– Min far var ikke banebrydende, men han var en fantastisk god præst. Begge mine forældre holdt af mennesker, og mennesker holdt af dem, siger Pahus. Og det har han arvet.
Først ved den afsluttende studentereksamen på Tønder Statsskole besluttede Helge Pahus sig for at blive præst.
– Jeg havde en virkelig god lærer til religion og dansk. Han tvang os til at tænke, og mange af hans elever også fra spejderorkestret i Løgumkloster blev præster eller på anden måde engagerede i kristendommen.
– Jeg fandt i hvert fald ud af, hvor vigtig tro er. Troen holder jo hele livet og efter døden. Det kan man ikke sige om andre ting.
Som 18-årig flyttede Pahus derfor til København og kastede sig over de krævende studier – inklusive latin, græsk og hebraisk. Det var lidt hårdt med tre sprog samtidig.
De teologistuderende havde fri hele januar måned, og det blev i 1965 udnyttet til at tage hyre som messedreng på et DFDS fragtskib. Når kokken var ædru, slog han Helge, men når han var fuld, ville han snakke om Gud.
I studietiden fik han via et legat gratis mad i Lukasstiftelsen hver dag. Her mødte han Kirsten, som var lægestuderende. Hun overtalte ham til at være med i en gruppe af unge, der holdt andagter og sang salmer på et hospital.
De blev forelskede. Han var 22, hun var 30, da de blev gift i 1966. Eftersom Kirsten var ældre end Helge, lå det i luften, at de ikke skulle vente med at få børn – fire af slagsen skulle det efterhånden vise sig. Parret fik en lille lejlighed på Vesterbro. Et år efter, at de blev gift, fik de deres første barn og flyttede til Dianalund, da hun som nyuddannet læge fik job på Filadelfia i Dianalund.
I nogle år pendlede han til København for at færdiggøre studierne. Det var skønt, syntes Helge. Han er jernbane- og sporvognsentusiast. Dyrker flittigt hobbyen hjemme og har også tilbragt mange sommerferier på små jernbaner i Østeuropa. At reparere veterantog er i dag en af hans jordnære lidenskaber.
I 1970 var han færdig som teolog, og efter et års værnepligt som velfærdsmand i marinen – blev han præst i Karlslunde. Og Kirsten droppede jobbet i Dianalund.
– Dengang aftalte vi at tage et par år i forstaden og så flytte til Jylland bagefter. Kirsten kom til at arbejde på et alkohol-ambulatorium og har som psykiater bl.a. også lavet mentalundersøgelser af fanger, fortæller han.
Mens ægteparret havde mindre børn, var der altid en ung pige i huset, fra Vestjylland, så hjemmefronten kunne hænge sammen.
I starten arbejdede han som præst både i Karlstrup og i Karlslunde, i to gamle landsbykirker og i en nyopført barakkirke – indtil Karlslunde Strand i 1978 blev et selvstændigt kirkesogn. En mere permanent Strandkirke var færdigbygget i 1980.
Ægteparrets parcelhus nær kirken har været som en gammeldags åben præstegård med mange besøgende. Helge har aldrig skelnet mellem arbejde og fritid.
– Selvom jeg syntes, det var benhårdt at starte som præst med 80 konfirmander, bibelkreds og alt, hvad der hører med, var det også en helt ny og spændende begyndelse. Snart var vi en gruppe, der havde det ligesom børn, der begynder at lege sammen. Det var en nyoprettet menighed, og vi havde stor frihed. Vi begyndte at samle konfirmand-forældre og holde ungdomsaftener.
– Vores egne børn har altid været inddraget i kirkearbejdet. I årevis var de vores bedste medarbejdere og gjorde en stor indsats, fortæller han.
Børnene er for længst fløjet fra reden. Kristian er journalist, Anders er matematiklærer, Karen er psykiater som sin mor og Astrid sygeplejerske og kirketjener i Strandkirken. Helge har ti børnebørn.
Den store Helligånds-vækkelse berørte Danmark i 70erne, og det blev et vendepunkt for Pahus, der ikke var overfrom og teologisk befandt sig midt i spektret.
– Til en af vore ungdomsaftener havde vi inviteret nogle unge inde fra byen. De var kommet ud af deres narkotika-misbrug og brugte hele aftenen på at fortælle om Jesus. Jeg syntes, det var alt for fromt, men det satte alligevel en række tanker i gang.
Helge Pahus og gruppen fra menigheden tog også til Pris Herren-aftener i København, hvor han første gang så og hørte tilbedelsessange.
– I starten syntes jeg, at det var noget værre noget. Men snart tændte det en længsel i mig, siger han.
Han kom også med i en gruppe på 30-40 mennesker, mest folkekirkepræster, som mødtes for at diskutere Helligånds-strømningen.
– Vi samledes engang nogle dage på en præstegård i Jylland. Vi ville læse alt, hvad der stod om Helligånden i Apostlenes Gerninger, men vi kom kun til kapitel fire. Før vi skulle i seng, lagde vi hænderne på hinanden og bad til, at Helligånden måtte komme over os, fordi det var sådan det skete i Apostlenes gerninger i Det Nye Testamente.
– Det var for mig ikke en speciel stor oplevelse, men det var et stort skridt at tage for mig, teologisk set. En ny tilgang til tingene. Dengang var det ellers kun frikirkerne og Pinsekirken, der gjorde sådan. Jeg kan huske, jeg tænkte jeg håber ikke, at jeg bliver tosset af det her.
– Det var første gang i mit liv, at jeg studerede Biblen for mit eget behov. På det tidspunkt syntes jeg, at det var hårdt at være præst. Og jeg tænkte, at hvis Gud havde Helligåndens kraft til mig, så havde jeg brug for den. Ellers tror jeg, at jeg var endt med at blive lokofører i stedet, siger han.
Episoden i præstegården i Jylland var en stadfæstelse af den tankerække og åndelige vej, Helge Pahus havde påbegyndt.
– Nogle dage efter at vi havde bedt om, at Helligånden måtte komme over os, opstod der tungetale, når jeg bad dvs. at jeg begyndte at bede med ord, jeg ikke selv forstår, fortæller Helge. Han sagde det ikke til Kirsten.
I 1975 fik Helge et studieophold i Minneapolis i USA, arrangeret af Det Lutherske Verdensforbund. Tolv præster skulle udveksle erfaringer.
– Vi diskuterede også meget den nye Helligåndsstrømning og besøgte kirker, hvor vi kunne se, hvordan det på en god måde havde fornyet gudstjenesten og levendegjort menigheden.
I løbet af dette ophold fortalte Helge i et brev til Kirsten om sine erfaringer med tungetalen. Det vakte ikke begejstring, for hun følte, at hendes mand bevægede sig væk fra det traditionelle kirkeliv.
Men de to holder lykkeligt sammen endda.
– Jeg tror, tungetalen er noget, Guds ånd forløser i det ubevidste. Jeg føler, at det er Guds indgriben i mit liv, når jeg på den måde oplever en snert af det overnaturlige. Det er vi teologer ellers ikke så vant til.
– Jeg skiftede retning som præst efter disse oplevelser. Ungdomsarbejdet blev mere Jesus-orienteret. Vi havde altid lavet skøre ting og haft det sjovt. Og det fortsatte vi med. Men samtidig sagde vi til hinanden: Jesus er det bedste, vi har. Jesus er vores kendetegn, og fokuserede på at viderebringe det bedste og vigtigste.
– Vi var også 20-25 voksne, der begyndte at bede sammen hver tirsdag. Siden 1977 har vi bedt for syge og for dem, der har brug for det. Jeg havde ellers aldrig tidligere brudt mig om at bede højt og frit. Det var endnu et stort skridt.
– Det var, som om ca. hver ottende gang var en helt speciel aften, hvor vi særligt mærkede Guds nærvær. Og da vi aldrig vidste, hvornår det var, blev vi nødt til at komme hver gang… plejer jeg at sige, fortæller Pahus med et smil.
Der blev sunget nye kristne sange, holdt børnegudstjenester og spillet guitar.
– Menigheden kunne li det. Vi holdt også Pris Herren-aftener med de nye sange, som vi senere udgav på eget forlag. Gennem årene har vi solgt for en million kroner af sanghæftet Dig til Ære.
– Selv i dag er folkekirken lukket for den nye lovsangsstil. Det synes jeg er ærgerligt. For den fuldstændig traditionelle gudstjeneste får ikke nye folk i kirke, siger han.
– Det, at gudstjenesten ændrede sig, medførte, at der dukkede nye folk op i Strandkirken. Til sidst havde vi 120 frivillige, der alle havde nøgle til kirken. De er aktive medarbejdere på lige fod med de fastansatte.
– Strandkirken har aldrig været et one-man-show, men båret af en stor kreds af dejlige medarbejdere.
– Spiritualitet er i dag blevet noget, man godt kan snakke om, men dengang var det enorme skridt at tage i en folkekirke. Bare sådan noget som at jeg begyndte at spille på guitar i kirken…
Der var også kritikere i lokalsamfundet. Men samtidig blev det også bemærket, at kirkebørnene blev støttet og kontaktet i livets svære stunder. Præsten og de frivillige kom flittigt på opmuntrende besøg hjemme og på hospitaler, tilbød bøn og de sårbare samtaler.
– Der var også nogle, der mente, at lovsange er popsange, hvad de bestemt ikke er. Men måske forekom vi for ivrige dengang. Selv 13-14-årige var så begejstrede, at de begyndte at gå i kirke hver søndag. Der brændte en ild.
– Gud rører ved os på mange måder bare ved at vi lever. Helligånden hiver os jo også ind i troens verden, men er desuden et løfte til de kristne om kraft og hjælp. I virkeligheden er det ikke så meget, vi kan i os selv.
– Til tider var jeg i kirken eller varetog præsteopgaver otte aftener i træk, men for det meste 3-4 aftener om ugen. Min kone trak det hårde læs hjemme. Det blev en livsstil at involvere mennesker og uddelegere ansvar. Realisere de mange idéer. I 80erne havde vi jævnligt 70-80 unge til ungdomsaften hver uge. Der var kommet mange til, som ville prøve noget nyt, og det fik de lov til, siger han.
Efter en studietur til London introducerede Helge Pahus i 1994 et grundkursus i grundlæggende kristendom, Alpha-kurser – et af hans hjertebørn, der siden har bredt sig som ringe i vand til andre kirker.
Han er også stadig med i et team, der besøger fanger i Vridsløselille hver onsdag aften med sang, hygge og Alpha-kursus.
– Vi oprettede i 1980erne forlag med trykkeri i kælderen og startede bogsalg. Ting blev ved med at opstå, fordi mange havde lyst til at deltage. Nye projekter blev som regel ikke startet ud fra strategiske overvejelser, men simpelthen fordi nogen havde lyst til det, siger Helge Pahus, der også var med på en masse kanoture i Sverige med konfirmander.
Ud over at bruge en del tid på at dyrke sin lidenskab for tog og nyde det sociale fælleskab går Pahus altid i kirke om søndagen, gerne forskellige. Også på rejser i udlandet. En gang imellem tager han i Strandkirken til gensynsglæde.
– Søndag er en særlig dag for mig, hvor jeg helst skal finde Guds folk. De giver mig mange store oplevelser og horisont i livet.
– Jeg læser også en del litteratur fra kirkefædrene i det første århundrede, og for nylig var jeg på pilgrimsvandring i Spanien. Jeg arrangerer desuden grupperejser, som er en blanding af eventyr, sjov og kristent fællesskab, siger han.
Pahus har også holdt flere retræter i Maribo med Grete Livbjerg, og han er stadig aktiv med Alpha-kurser, foredrag og fornyelsesbevægelsen Oase.
– En del unge vil gerne have en anderledes gudstjeneste og er samtidig lidt utrygge ved udviklingen i den traditionelle folkekirke. Derfor har der i de sidste 10 år været opbrud fra Folkekirken til frimenigheder og valgmenigheder.
– Det er ærgerligt, at Folkekirkens ledere ikke har øjnene åbne for, hvad der sker i undergrunden og lader sig inspirere deraf.
– Som præst er det vigtigt at kunne tale på en måde, som både er bibelsk dybtgående og også folkelig, så mennesker kan forstå det. Til det har vi brug for Guds Ånd.
Men det vigtigste er og bliver, at hver enkelt lever med Jesus, understreger han.
