Har du tid til at læse dette?

I foråret var jeg alene hjemme i en uge. Alene – det er måske så meget sagt, når man nu også er den heldige ejer af tre styks livskraftigt afkom. Men jeg skal love for, at det kan mærkes, når der mangler et par hænder i huset. Vel at mærke af den slags, der plejer at give et nap med.
Det var især morgenerne, der var lidt af en prøvelse. Det var som om, at samarbejdsvilje var en by i Rusland, og det hele gik ud på at lægge en stakkels overbebyrdet mor så mange forhindringer i vejen som muligt. Der var ingen, der havde lyst til at klæde sig på, og morgenmaden – hvorfor skulle den absolut indtages, lige så snart den var landet på bordet? Ja, selv det at få overtøj på var en udfordring.
En af disse morgener var vi kommet så langt som til entreen, og lillepigen skulle nu bare have sko på, før vi kunne haste ud ad døren. Jeg skyndede på hende og mindede hende om, at vi havde travlt! Men hun så bare op på mig med et opgivende udtryk i ansigtet og sagde:
– Jeg har ikke travlt, mor!
Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. For hvor har vi dog ofte alt for travlt! Vi haster af sted fra den ene vigtige ting til den anden og tror, at vi lever livet, mens det allervigtigste – nærheden og fællesskabet med de nærmeste og med kolleger, naboer og andre i vores omgangskreds bliver reduceret til små øde øer i vores kæmpemæssige aktivitetshav.
Nogle gange forsøger jeg endda at undvige disse små afbrydelser, som en snak med en forbipasserende på fortovet eller en medpassager i bussen. Som om de var farlige hajer, der kun ville stjæle mit kostbare liv. I virkeligheden er det måske ligefrem det, som livet går ud på? Møde mennesker på vejen. Gå sammen med dem et stykke og dele liv. Blive beriget og berige andre med ens nærvær og de ting, man har oplevet. Give et stykke af lyset fra Gud videre. Modtage et glimt af visdom.
Så prøv engang at stoppe op, og mærk virkningen ved at sige til dig selv – og måske til den, du står ved siden af:
– Jeg har ikke travlt!