Sjælesorg ved Nürnberg processen

Den 20. januar er det 70 år siden, at nazisterne på Wannsee-konferencen fandt ”Den endelige løsning på jødespørgsmålet” (Endlösung der Judenfrage). Fire år senere måtte de ved Nürnberg processen stå til regnskab for grusomhederne. Nürnberg processen for 66 år siden er stundom blevet kaldt “sejrherrernes hævnakt” og har været flittigt diskuteret.
Af Jørn Nielsen, Næstved
Forfatter og
kommentator

Men selvom de sejrende krigsherrer allerede før krigens slutning havde skålet på en hurtig massehenrettelse af alle nazi-lederne, var der, så langt jeg forstår dette retsopgør, dog tale om både at give de anklagede en fair rettergang, der var retsstater værdige, men også at tilbyde dem gejstlig bistand og sjælesorg af enten protestantisk eller katolsk observans. Det stod selvsagt de tiltalte frit for, om de ønskede at tage imod et sådant tilbud.
Selve forløbet af Nürnberg processen er velkendt og vist i mange TV-udsendelser, men ret ukendt er den kristne omsorg og sjælesorg, der blev udvist over for fangerne. Pater Sixtus R. O´Connor var således katolsk sjælesørger for Hans Frank, Polens generalguvernør, som udtalte de kendte ord: ”Tusind år vil hengå, men Tysklands skyld vil aldrig blive udslettet.” Han angrede sine forbrydelser, og pateren hørte ham bede som en sidste bøn før henrettelsen: ”Jesus, vær mig nådig!”. Denne katolske præst havde seks fanger med katolsk baggrund at betjene.
Her har jeg af pladshensyn valgt kun at berette om en protestantisk, amerikansk feltpræsts uselviske præstegerning.

Fængselspræst Henry Gerecke.

Ved retsopgørets begyndelse i november 1945 optræder således den 52-årige tysk-talende, lutherske feltpræst Henry Gerecke fra staten Missouri. Fra marts 1944 havde han været feltpræst for de døende og sårede soldater i England. I Nürnberg havde han fået tilbudt et job, som ingen andre brød sig om. Det krævede ikke så lidt selvovervindelse at sige ja til opgaven, så han bad om et par ugers betænkningstid, hvor han i bøn overvejede sin stilling. To sønner var blevet ilde tilredt under krigen. ”Min ældste søn var bogstaveligt blevet flået i stykker ved fronten, og den anden blev hårdt såret ved Ardennerslaget.” (Hitlers sidste storoffensiv i december 1944). Han følte, at han havde mange indlysende grunde til at takke nej, men hans evangeliske sindelag sejrede og han gik helhjertet ind i opgaven. Med andre ord: Skønt opfyldt af had mod de nazistiske krigsforbrydelser, ville han dog give Kristi evangelium en chance og stillede sig derfor til rådighed. Eller som han selv sagde: ”Jeg lærte at hade synden, men at elske synderen.”

Gerecke fortsatte: ”Langsomt begyndte jeg at se på mændene i Nürnberg som fortabte sjæle, som det var mit kald at hjælpe.” Han indså, at den eneste måde, han kunne øve ægte sjælesorg på, var ved at overvinde bitterheden og lade sig fylde med Kristi kærlighed. Han kunne heller ikke lade være at tænke på den angrende røver på korset. Alligevel blev han udsat for kritik og trusselsbreve for sin fremstrakte hånd til hårdkogte nazi-ledere. Han var sig bevidst, at disse mænd nu stod bogstaveligt på falderebet til evigheden. Hans job var at forkynde evangeliet for dem uden at have fået nogen garanti for, hvad dette måtte føre til.
Tysklands rustningsminister, arkitekten Albert Speer (1905-1981) som blev idømt 20 års fængsel, blev efter sin løsladelse i oktober 1966 spurgt, hvad han kunne huske om Henry Gerecke. Han sagde bl.a.: “Henry Gerecke gjorde et varigt indtryk på mig som en mand med et varmt hjerte og oprigtig omsorg. Han var ærlig og ligefrem, og vi vidste, at han sagde, hvad han mente. Han var meget værdsat af fangerne.” Under det lange fængselsophold i Spandau studerede Speer 18 teologiske bind, hvad han tilskrev den indflydelse, Gerecke havde haft på ham. Desværre var der senere hen ikke noget, der tydede på, at Albert Speer virkelig blev omvendt, da han på sine ældre dage fornægtede den kristne tro.

Henry Gerecke havde under hele processen fået stillet et lokale til rådighed til brug for sine gudstjenester, hvor evangeliet blev forkyndt og nadveren uddeltes. Forinden var han gået fra celle til celle og havde talt med hver enkelt på tomandshånd. Han havde uden held talt med topnazister som Rudolf Hess, Hermann Göring og Alfred Rosenberg. Sidstnævnte var nazisternes chefideolog og måske den mest hårdkogte kristendomshader af dem alle. I det tildelte lokale opstillede Gerecke 15 stole. ”Gud, vær mig synder nådig!” var en bøn, han hørte mere end én gang. 13 af de 15 nazi-ledere, som var ham betroet (ud af de i alt 21 på anklagebænken) syntes at vise oprigtig interesse. Hess og Rosenberg kom ikke. Både Fritz Sauckel, chef for slavearbejdsprogrammet, feldmarskal Wilh. Keitel, Baldur von Shirach, chef for Hitler Jugend og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop viste tilsyneladende tegn på anger, men hvad der reelt skete i deres indre før henrettelsen d. 16/10-46, kan intet jordisk menneske svare på.
Men noget var der måske sket. Gerecke husker Ribbentrops sidste ord: “Jeg sætter al min lid til det Lam, som gjorde soning for mine synder. Må Gud være nådig mod min sjæl.” Derefter vendte han sig mod Gerecke og sagde: “Jeg vil se dig igen!” Der er tvivl om, om Ribbentrop virkelig sagde det med “soning for mine synder”, men i sine erindringer husker Gerecke helt klart, at han bekendte sin tro på Guds Lam. Alligevel er Ribbentrops omvendelse ikke uden problemer. Under retssagen erklærede han sig ”ikke-skyldig”, og hans optræden ved galgen virkede ikke umiddelbart angrende. Men herom må vi lade universets højeste og sidste instans dømme.

Overraskende nok deltog også Hermann Göring i gudstjenesterne, hvad end hans motiv måtte have været, men han begik som bekendt selvmord ved at sluge en giftpille dagen før, han skulle henrettes. Som organist ved gudstjenesterne spillede en tidligere SS officer fra sikkerhedspolitiet ved navn Walter Schellenberg, som ifg. Gerecke ved juletid samme år havde omvendt sig og bekendt sig til Kristus som sin Frelser. I foråret 1946 tilkendegav også admiral Raeder, at han ønskede at blive en kristen. På det tidspunkt havde Gerecke ikke set sin familie i 2½ år og blev nu tilbudt at tage tilbage til USA. En af fangerne skrev til hans kone, efter at brevet var godkendt af Gerecke selv, og bad hende inderligt om at lade hendes mand blive hos dem tiden ud. Brevet blev signeret af alle 15 fanger, og hans kone, Alma, var indforstået. ”De behøver dig”, skrev hun tilbage.

Henry Gerecke fik arrangeret, at de dødsdømte fik lov at tage afsked med deres koner og børn, og ellers var han personligt hos dem, lige til de gik til galgerne. Gerecke selv tog d. 16. november 1946 tilbage til familien i St Louis, Missouri, med hvem han også efter det lange fravær på tre år snart kunne fejre jul. Han blev senere en velanskreven præst ved St. John Lutheran Church, Chester, Illinois, hvor han også sideløbende fortsatte som fængselspræst i et af statsfængslerne. Han døde d. 11/10. 1961, 68 år gammel, af et hjerteslag på vej til et bibelstudium i Menard Statsfængsel, hvad fangerne sørgede dybt over. Hos dem var han lige så afholdt som i Nürnberg.
Før sin død advarede Gerecke sin sam- og eftertid: ”Fra mine samtaler med de anklagede og mange vidner i Nürnberg har jeg konkluderet, at ondskaben altid starter i det små og med en troskyldig forestilling om at gøre noget godt for sit fædreland. Arbejdsløsheden blev under Hitler afskaffet. Leveomkostningerne var små, men nok til at kunne forsørge en familie. Men en nazi-klike voksede og overtog snart kontrollen og rev masserne med sig i troen på, at de gjorde noget godt for das Vaterland. Snart fik befolkningen nazi-pisken at føle, men de fleste følte, at intet kunne standse Hitler. Østrig havde med begejstring tiljublet den nye messias og hans evangelium om et nyt tusindårsrige. Kom du først i partibogen, kunne du ikke komme ud igen. Hitler havde sagt: ”Du er enten en kristen eller tysker!” Den nazistiske gift blev langsomt indpodet i millioner af små mænd og kvinder, hvoraf mange i udgangspunktet var ”pæne” og ”ordentlige” mennesker.
Selve Nürnberg processen, helt på sejrherrernes præmisser, kan måske diskuteres, men en sjælesorg på evangeliets betingelser er heldigvis hævet over ideologiske eller politiske hensyn. Den afklæder os for hævntørst og kaster os uden personsanseelse i armene på evangeliets uforskyldte nåde, som gør os alle lige for Gud.