Globaliseret næstekærlighed

Søren Krarup har udtalt, at ”næstekærlighed ikke har noget at gøre med at drage ud i alverden for at finde næster, men næstekærlighed er den enkeltes handling i øjeblikket mod den, han eller hun falder over.”

Men hvad hvis man falder over muligheden for at rejse ud? Hvad hvis man føler, at det at finde næster godt kan føles, som om man falder over en flok børn, der bor flere tusinde kilometer væk? Sådan var det for mig, da jeg hørte om Honduras.
Min faster kom en dag hjem fra en rejse og fortalte med brændende hjerte om alle de mange børn i Honduras, der lider under kummerlige forhold – og pludselig blev disse børn bragt tæt på, og jeg faldt. Hårdt! Og nu da jeg selv er af sted i Honduras, er mit hjerte også begyndt at brænde. Det brænder for børnene på børnehjemmet, der, på trods af dårlige omstændigheder, vanrøgt og overgreb, stadig kan vise kærlighed over for hinanden og for de teams og volontører, der vælger at bruge en uge, to uger eller flere måneder på dette skønne sted.

Så for mig handler det ikke om ikke at gøre noget, bare fordi næsten er langt væk. For mig handler det om at dele ud af det overskud, jeg længe har følt, jeg har haft – det overskud jeg bare ikke kan lade være med at dele ud af til børn, der trænger til det. Og børnene giver så meget igen – med kys, kram og smilende øjne og mund i taknemmelighed for livet, volontørerne og ikke mindst over for Gud. En hjertevarm, kærlighedsfyldt taknemmelighed, der ikke ses så tit i vores del af verden, som den måske burde.

Denne taknemmelighed, som jeg oplever her, gør, at jeg vil opfordre alle til at dele ud af deres overskud. Ikke nødvendigvis langt væk, ikke nødvendigvis intensivt i flere måneder på et børnehjem, men bare når man får muligheden.
Muligheden for at give et kram, for at hjælpe en fremmed uden at forvente at få noget igen. For så vokser man selv med de mennesker man hjælper. Næstekærligheden er ikke kun national.

Christina Nygaard Madsen
Udsendt som voluntør af Impact