Poul Martin får børn til at leve i slum

En døv og stum dreng rørte 24-årige Poul Martin dybt i Honduras, og nu tilbyder han tema-uger til SFO’er rundt omkring i landet. Det ændrer børnene, så de nu både siger tak for madpakken og for deres seng. I stedet for at tage volontøropholdet i Honduras som en spændende oplevelse og derefter fortsætte sit normale liv i Danmark, så har Poul Martin Thorø valgt at tage Honduras med til Danmark!

Poul Martin Thorø med Emerson på skuldrene.

Sideløbende med sine studier på Diakonhøjskolen rejser Poul Martin rundt i landet for at lære børn om forholdene i fattige lande som Honduras. For volontøropholdet i Mellemamerika gjorde stort indtryk på ham. Især var der én dreng, som har en særlig plads i hans hjerte, fortæller han:
– Første gang jeg mødte ham, gik han og sparkede og slog alle de andre børn, fordi det var hans eneste måde at kommunikere på. Han var døv-stum. Med det samme kastede jeg min kærlighed over ham.
Poul Martin fik Emerson ind på en døveskole. Hver dag bliver han nu hentet i en bus ved sit hjem, som er et træskur. Herfra bliver han kørt ned til skolen en times tid derfra, hvor han lærer tegnesprog og kristendom.
– Jeg kunne ikke redde alle børn i Honduras, men jeg kunne gøre noget særligt for den enkelte. Og Emerson og hans familie har fået et helt nyt liv, hvor de nu kan snakke sammen på tegnesprog, fortæller en glad Poul Martin.

Poul Martin mener, det er vigtigt, at børn i dag oplever, hvordan livet er for mange børn i verden i dag.
– Vi må ikke lade vores børn leve inde i en lille osteklokke herhjemme i Danmark – de skal lære noget om andre landes kultur, sprog og levemåder.
Han oplevede en stor forskel i SFO’en, han arbejdede i før og efter Honduras.
– Det gik hurtigt op for mig, at jeg blev frustreret, når børnene blev hentet af deres forældre og som det første begyndte, at fortælle om, hvor uretfærdigt det var, at ”Søren og Lars” havde fået de nyeste fodboldkort, eller det nyeste spil til playstation. Det var frustrerende at lytte på deres utilfredshed, når jeg lige var hjemvendt fra gadebørn i Honduras, som intet havde.
– Som de fleste forældre nu er, så giver de efter og køber børnene det samme som ”Søren og Lars”, men ugen efter er den gal igen, forklarer han.
Han synes, at forældrene i stedet burde fortælle børnene om, hvor godt de har det herhjemme.

– Da jeg var ved at tage afsked med Emerson og hans familie, stod vi ude foran deres træskur, og jeg havde Emerson oppe i mine arme. Han havde på dette tidspunkt ikke lært tegnsprog. Men selvom han ikke kunne kommunikere med de andre, så var han godt klar over, at jeg skulle rejse, og han pegede op på en flyver, dernæst på mig og til sidst ind på hans hjerte, fortæller Poul Martin om den rørende oplevelse, som gjorde et særligt indtryk på ham.
Det nære forhold til familien har givet ham lysten til at arbejde videre med gadebørn her fra Danmark. Han ønsker, at være med til at give andre familier mulighed for at hjælpe.
– Så derfor fik jeg ideen til at starte ’Hondurasugen’ op og sætte den i værk. Hvilket siden hen har vist sig at være en stor succes, siger Poul Martin.

Når de danske børn har oplevet hvordan børnene i Honduras har det, så tænker de på en ny måde.

Man skulle tro, at danske børn har svært ved at sætte sig ind i helt andre levevilkår, men sådan er det faktisk ikke.
– De er utrolig medlevende i hele forløbet. De er fra dag 1 rejst til Honduras i deres fantasi. Men i ’Hondurasugen’ bruger jeg også konkrete situationer fra gaderne i Honduras.
Han fortæller historier om børnenes hverdag, om hvordan de spiller fodbold i grus med tæerne og en flad bold, som nogle gange er lavet ud af affald og gaffatape. Desuden viser han billeder af Emerson og de andre børn fra Honduras, så børnene i SFO’en bedre kan forstå deres situation.
– I løbet af ugen bygger vi også små huse, lavet ud af paller, halm og mudder, og mens vi sidder i hulerne og bygger, spørger jeg børnene, om de kunne tænke sig at bo i sådan et utæt hus, mens det stormer, regner og sner.
Det vil børnene ikke, og de synes, det er synd for Emerson og hans familie. Sådan lærer børnene at have empati, forklarer Poul Martin og fortsætter:
– Hele ugen igennem smider børnene jo også alt deres skrald og affald på jorden, så det sidst på ugen virkelig ligner en slum i Honduras. Vi laver jo virkelig SFO’en om til en gade i Honduras 100%.

Han kan se, at ugen gør en forskel for de danske børn, men også for børnene i Honduras. Han har nemlig besluttet at donere alle de penge, han tjener, til Honduras. Det er i gennemsnit blevet til 15.000 kr. efter hvert projekt indtil nu.
En SFO har årligt siden hans ’Hondurasuge’ afviklet en fokusdag, hvor de taler om projektet, børnene i Honduras og indsamler penge til dem via et loppemarked.
– I år har de sendt 7500 kr. videre til mig, som jeg har givet videre. Og de har lige spurgt mig, om jeg vil komme ud til dem igen, siger Poul Martin.
Men de danske børn ændrer sig også:
– Jeg har flere gange oplevet, at forældre kommer og hiver fat i mig i løbet af ugen, og spørger ind til, hvad det egentlig er, jeg lærer deres børn om. De fortæller, at børnene var kommet hjem og havde sagt ”Tak mor, fordi vi får madpakke med i skole”, og ”tak fordi vi har en seng at sove i”. Så et eller andet gør jeg jo åbenbart rigtigt, smiler Poul Martin.
Mere information om en ’Hondurasuge’ kan fås på www.hondurasuge.dk