Nu forstår jeg det…

”Mange mennesker bruger bønnen som en panodil. De beder kun, når det gør ondt”. Citatet er Billy Grahams, og det er svært ikke at føle sig ramt – bare lidt.Jeg beder helt klart mest, når problemer af den ene eller anden art presser sig på. Når fx noget er gået i stykker (bilen), økonomien er truet, ved sygdom eller andre akut opståede behov. Det kommer ligesom helt naturligt. Men det sidste halve år er der sket noget, som får mig til at se bønsforholdet mere fra Guds side…
Vores søn er på efterskole. Vi har efterhånden brugt fem måneder på at tilpasse os adskillelsen. Han trives godt – rigtig godt. Faktisk så godt, at han ikke har det store behov for fællesskab med sine forældre. Der tegner sig et vist mønster. Han ringer eller sms’er, når han mangler penge, noget er gået i stykker eller han gerne vil hentes… Så kære Gud, nu forstår jeg det. Nu kan jeg rent faktisk mærke, at den type kommunikation virker lidt ubalanceret.
Jeg savner naturligvis kontakt til min søn af en lidt anden karakter. Det ville da være hyggeligt med et opkald, hvor han bare fortæller om et eller andet. Måske endda udtrykker sin hengivenhed og siger tak til sine fantastiske forældre, som gladelig ofrer tusindvis af kroner på efterskoleopholdet.
Kontaktlæreren på efterskolen prøvede ved den første forældresamtale at opmuntre os. ”Det er ikke usædvanligt, at man ikke hører meget fra drengene”, fortalte hun.
Det trøster da lidt. Og mens vi venter og håber på, at det ændrer sig med tiden, har jeg tillagt mig en ny vane. Jeg er begyndt at bruge meget mere af min tid til bøn på at takke Gud for alt det, han har givet mig og hjulpet mig gennem, for alle hans løfter og for hans suveræne karakter. Og tænk, så blegner mange af problemerne og bekymringerne i processen.

Så fik du ikke lavet et nytårsforsæt eller er der plads til et mere, kan dette anbefales. Og så tror jeg for resten også lige, at jeg her i 2013 vil huske at takke min mor for, at hun sendte mig på efterskole for ca. 25 år siden. Det er jeg ikke sikker på, jeg lige har fået gjort…

Af Lisbeth Thomsen
Redaktionssekretær